'Ghostwriter' hedder det på engelsk, og det er ikke venligt ment. Ordvalget afspejler en forargelse over, at nogen tager æren for en bog, som de har fået en anden til at skrive.
Særligt ejendommeligt bliver forholdet, hvis der er tale om en meget personlig bog. For hvem er det så, der er personlig? Er det den, der lægger navn til, eller er det spøgelset?
Det spørgsmål kommer på spidsen, når det drejer sig om erindringer. Kan man genkalde et liv på andres vegne? Uanset hvor meget man båndoptager af deres mundtlige beretning, skal der jo en redaktion til. Ordvalg skal tilrettes, overgange indsættes i teksten. Hvornår går ægtheden tabt?
Nuvel, spøgelser har altid optrådt i en eller anden udstrækning i overleveringen af det oplevede liv. Selveste Cæsar skrev ikke om sine gallerkrige; han dikterede til andre. Winston Churchill fik nok Nobelprisen for skildringen af sin verdenskrig, men han havde en mindre hær til at bistå sig i skrivningen.
Med udspring i USA er det ligefrem blevet en slags normalitet, at berømtheder lægger ansigt og navn til forsiden af memoirer, men et eller andet sted i bogomslaget optræder de røbende ord: 'fortalt til'. Og den, som det er fortalt til, kan efterhånden også opnå en slags stjernestatus. Ikke som en sol, men som et himmellegeme oplyst af andres lys.
Bog griber og ryster
Spørgsmålet om, hvem lyset egentlig stammer fra, får aktualitet ved læsning af rejsekonge Stig Ellings erindringsbog Hele sandheden. Det er en bog, der griber og ryster sin læser og efterlader en oplevelse af at være kommet dybt ind i et andet menneske. Men bogen er skrevet af Michael Holbek Jensen.
Enten er Elling en gudbenådet fortæller, hvis ord Holbek Jensen har kunnet hælde fra øresneglen og lige ned i tasterne. Eller også er Holbek Jensen et gudbenådet spøgelse.
Pudsigt er det, at der en væsentlig aldersforskel mellem de to. Holbek Jensen er 14 år yngre end Elling, der er født i 1947, og hvis liv afgørende er præget af de årstal, han har levet i: 1950'ernes nøjsomhed, 60'ernes vilde vækst, 70'ernes opløsning, 80'ernes nyborgerlighed.
Det er i samspillet mellem tidsånd og adfærd, Ellings bog har en af sine styrker. Og her må Holbek Jensen et langt stykke hen ad vejen have savnet egenbilleder til at kontrastere Ellings med.
Elling kommer fra et småborgerligt hjem i Kongens Lyngby. Moderen var oprindeligt smørrebrødsjomfru, faderen politibetjent.
Elling kalder dem "det flotteste par i Lyngby", og det giver fotografierne belæg for. Men djævlen lurer på indersiden af dørkarmen. Faderen drikker sammen med kollegerne på politistationen, efterhånden også uden dem, moderens nerver klikker, og hun begynder at drikke, faderen bliver fanget i spritkørsel og må forlade korpset i vanære, moderens helbred braser, og sammen drikker de sig gennem bunden, mens drengen går for lud og koldt vand og i perioder er på børnehjem og ellers afhængig af slægtninges venlighed.
Egen spritdom
Drengen søger at overleve ved at spille Karlsmart. 60'ernes eksplosivt voksende charterbranche giver ham en velegnet scene at spille på. Druk er der også i den branche, og inden længe har drengen sin egen spritdom.
I hans sind gnaver ikke bare forældrenes katastrofe, men også, at han er bøsse, hvad hans far foragter ham for, og hans mor ængstes ved, så drengen bliver i skabet - så godt den slags nu lader sig gøre. Hans seriøse kæresteforhold opløses på grund af druk og mental ustabilitet - i overmåde hos partnerne.
Altsammen ikke ligefrem springbrættet for et højtflyvende erhvervsforløb. Men sådan ét har Elling haft, omend med grimme lufthuller undervejs.
Bogen fortæller så hudnært, at læseren vånder sig ved dens skildringer af menneskeligt sammenbrud. Og undrer sig over, hvor meget folk egentlig kan byde sig selv uden at dø af det - med det samme.
Og til sidst må man i en eller anden forstand overgive sig til Holbek Jensen og drage konklusionen: Jo, det er Ellings historie. Hans helt personlige.
*
