Læsetid: 7 min.

Nej, mennesker er faktisk ikke håbløse

Kultur
7. oktober 2005

Når man definerer mennesker ud fra deres manglende evne til at klare sig selv, så kommer politik til at handle om kortsigtet kontrol i stedet for langsigtede ideer. Nødvendigheden af at tro på egne evner og dyrke uformelle relationer mellem mennesker var blandt visionerne, da tre tunge intellektuelle navne var sat i stævne i New York for at diskutere 'store ideer i det 21. århundrede'

Tag for eksempel to kolleger, vi kalder dem Frank og Richard. Frank fyrer i et øjebliks kådhed en sjov, men grov bemærkning af om Richard, der føler sig såret. I gamle dage ville Frank kunne sige, "undskyld Richard, det var dumt af mig. Jeg beklager min fjollede kommentar og håber, du kan tilgive mig". Sådan ville det højst sandsynligt ikke spænde af i dag. Mange steder har man regler vedrørende sprogbrug, og hvis Frank giver en undskyldning, bliver det registreret og står i hans papirer for fremtiden. Med andre ord er han bedre tjent med at tie stille og nægte ethvert kendskab til episoden, hvis Richard vælger at melde det.

Eksemplet tilhører Frank Furedi, professor i sociologi på University of Kent i England. Og det er til dels realistisk, for det er rettet mod en anden sociolog, Richard Sennett fra Harvard University. På denne fredag aften i New York er de sat over for hinanden for at diskutere, hvilke store ideer vi har brug for i det 21. århundrede. Spørgsmålet om institutioners rolle er centralt.

"Institutioner er faktisk med til at fremmedgøre mennesker," siger Frank Furedi. "Staten og adskillige institutioner er blevet integreret i vores dagligdag i en sådan grad, at vi mister kontakten med vores grundlæggende menneskelighed og intuition i forhold til hinanden. Vi er nødt til at vriste os fri."

Richard Sennett er uenig. Han mener, det er nødvendigt med kontrol over forholdet mellem mennesker, mellem chef og ansatte, mellem kolleger. En arbejdsplads har for eksempel brug for én, der tager sig af sexchikane.

"Behovet for strukturer, der udtaler menneskers forhold til hinanden, er grundlæggende nødvendig. Det er vi simpelthen nødt til at have," siger Richard Sennet.

Ifølge Frank Furedi er det en falsk tryghed, der er med til at gøre mennesker afhængige af institutioner og fjerne dem fra de uformelle relationer mellem mennesker, der er nøglen til fremskridt.

"Den bedste måde at organisere forholdet mellem mennesker på er ved at lade det udvikle sig naturligt fra menneskene selv. Der kan så komme magtforhold, konflikter og andre spændinger på tværs, jeg siger ikke, at det nødvendigvis er perfekt, men jeg ville til enhver tid foretrække det frem for at have én ansat til at tage sig af sexchikane-sager. Det giver måske nok en forestilling om beskyttelse, men det har store omkostninger for den måde, folk omgås hinanden på."

Han er populær, Frank Furedi, blandt de godt 400 publikummer, der har taget plads her i City University of New Yorks Graduate Center på Fifth Avenue, lige over for Empire State Building. Arrangementet er i det hele taget populært. 40-50 mennesker bliver afvist i døren, størstedelen studerende, der kommer for sent til at få en af de eftertragtede pladser. Og det er ærgerligt, for det er ikke just unge studerende, der er flest af. Tværtimod er gennemsnitsalderen blandt publikum mildt sagt rynket.

Min sidemand Gordon, en ældre herre, forsikringsagent, mørkeblå sweater ud over en lyseblå skjorte, briller og Financial Times i skødet, er et udmærket eksempel på, hvordan det i høj grad er Tordenskjolds soldater, der er til stede. "Jeg kan godt lide den her slags arrangementer. Det sidste, jeg var til, handlede om sikkerhedsforholdene i subway'en," fortæller han.

Ikke desto mindre er det et spørgelystent publikum. En kvinde anklager panelet for at være en flok visionsløse ældre mænd fra venstrefløjen, der ikke kan andet end at brokke sig, og hun undrer sig over, at der ikke er nogle repræsentanter fra højrefløjen til stede. For de har masser af ideer, mener hun.

Historikeren Russel Jacoby fra University of California, Los Angeles, UCLA, er til dels enig med hende.

"Det er bemærkelsesværdigt, at de konservative har taget ideer mere alvorligt end venstrefløjen. Mens en millionær på venstrefløjen ville bruge sine penge på velgørende formål eller projekter af en eller anden art, så ville en millionær på højrefløjen finansiere en tænketank. Der kan konservative folk så sidde og skrive og udvikle idéer uden den helt store øjeblikkelige virkning, men på længere sigt er det den slags idéer, der begynder at præge debatten og det politiske liv," siger han.

Frank Furedi er uenig, han mener ikke, at højrefløjen har så meget som én enkelt ide mere end venstrefløjen.

"Situationen er den, at begge fløje bruger 'frygt' som deres store fortælling. Den eneste forskel er, hvad de forsøger at skræmme os med, enten indvandrere, lov og orden, klimaforandringer eller videnskaben. I USA, for eksempel, prøver højrefløjen at forbyde stamcelleforskning, mens venstrefløjen prøver at forhindre forskning i genmodificerede fødevarer. Det er forskellige områder, men tilgangen er den samme: Vi er modstandere af eksperimenter," siger han.

"Hvis man kigger nærmere på den politiske sprogbrug for tiden, så viser det sig, at den er baseret på et grundlæggende provinsielt ubehag over for mennesker. Den er baseret på en forestilling om, at mennesker er noget værre møg. Når vi snakker om klimaforandringer, så handler det om, hvordan mennesker er skyld i det. Når vi snakker om videnskab, så handler det om, hvilke bivirkninger det har. Der er en forudsætning om, at vi er destruktive."

"På samme måde med nyere historiebøger. En forholdsvis ædel begivenhed som Den Franske Revolution bliver fremstillet som etnisk udrensning. Vi genopdager os selv i det mest menneskefjendske sprog. Vi har at gøre med et ubehag over for vores egen menneskelighed, og det har både den politiske højre- og venstrefløj taget til sig. Så det eneste legitime spørgsmål, der står tilbage, er, hvordan vi kontrollerer folk. Hvordan forhindrer vi dem i at udrette mere skade, end de gør i forvejen?"

"Tag for eksempel et ord som 'udsat'. Man snakker om, at børn er en udsat gruppe. Handicappede, etniske minoriteter, kvinder, ældre, de er allesammen udsatte grupper. Når du lægger det sammen, så ender det med, at 120 procent af befolkningen er 'udsat'. Og det, man egentlig siger, er, at vi er defineret gennem vores manglende evne til at klare os. Et udsat barn er passivt, en udsat kvinde kan dårligt nok binde sine snørebånd. Når man på den måde definerer mennesket negativt, så bliver politik umuligt, for så er der ikke nogen offentlighed. Hvordan skulle vi kunne være politisk aktive, når vi er så svage? Udsatte grupper ændrer ikke just historiens gang."

Netop spørgsmålet om, hvorvidt mennesket er i stand til at ændre verden og de forhold, vi lever under, gik igen under den to timer lange debat. Skal der store ideer eller små skridt til for at gøre en forskel? Russell Jacoby er en varm fortaler for genindførelsen af de helt store, utopiske ideer.

"Problemet med de små skridt er, at de er fanget i deres øjeblikkelige sammenhæng. Hvis vi for eksempel skal løse storbyernes trafik- og transportproblemer, så er der forskellige måder at gøre det på, men man kan ikke foreslå at afskaffe biler. De små skridt kan være gode nok til at finde bedre måder at komme af med vores affald på og den slags, men hvis det er det eneste, vi som tænkere foretager os, så giver vi fortabt. Så opgiver vi de utopiske visioner, og det bekymrer mig. Vi er nødt til at tænke stort, og troen på, at vi kan ændre noget, er vigtig i dagligdagen. Kunst, politik og filosofi afhænger af en tro på, at menneskeheden kan ændre sine vilkår."

Et par trin lidt længere nede af abstraktionsstigen giver Frank Furedi en dundertale til forsvar for solidaritet og uformelle relationer mellem mennesker. Det handler ikke så meget om lighed eller høje skatteprocenter, forklarer den ungarsk-fødte sociolog.

"Det store problem er den manglende solidaritet imellem mennesker, og det er ikke kun i USA. Det er også i Europa, ja, selv i Skandinavien er der en stigende fremmedgørelse. Før i tiden kæmpede vi mod fremmedgørelsen, og det bekymrer mig, at vi nu finder os i den. Postmodernisterne er ligefrem fortalere for den.

En af de vigtigste ting, vi har brug for at genindføre, er de uformelle kontakter, der binder os sammen. Jeg var i Danmark for nogle år siden og så, at hvis børn gjorde noget forkert, så ville en tilfældig voksen irettesætte dem. Det ville man aldrig se i England, hvor man slet ikke har samme tradition for uformelle relationer. På den måde handler det mere om personlige relationer end om statens rolle. Af de skandinaviske lande er Sverige det mest indgribende, der er mange reguleringer af forhold mellem mennesker, men alligevel er det bedre end herovre, fordi de har nogle stærke fællesskaber og uformelle netværk."

- Kan staten bidrage til disse uformelle relationer, som du mener er så vigtige?

"Nej. Hvis man forsøger at fremme det uformelle, bliver det formelt. Hvis nogen beder dig om at slappe af, kan du heller ikke slappe af."

- Hvordan skal vi så få det til at ske?

"Det ved jeg ikke, jeg har ikke nogen færdig plan. Men det handler grundlæggende om vores menneskesyn. Det afgørende er, at vi i stedet for at definere mennesker negativt begynder at udfordre dem."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her