Læsetid: 3 min.

En neobarok version af en klassicistisk kommode

En dansk prisuddeling komplet med ironisk distance, fumlen og akavede tavsheder. Men et budskab var klart: Mette Moestrup rykker
Kultur
20. januar 2007

"I øvrigt synes jeg, at det er skæppeskønt, at prisen går til poesi. For dansk poesi rykker," sagde en glad prisvinder, da hun modtog Montanaprisen for digtsamlingen kingsize.

På den måde fik hun prisen til at handle om mere end bare sit eget værk. Et sympatisk træk. Men først og fremmest handlede det om Mette Moestrups fremragende digtsamling. Det var der ingen tvivl om, da tre litteraturkritikere, Lilian Munk Rösing, Thomas Thurah og Marianne Ping Huang, tidligere på dagen havde debatteret kingsize.

Og da højskolekursisterne forlod debatten, gik flere af dem og følte sig overbeviste om, at det var den, de ville vælge, hvis de havde haft muligheden.

"Og så den læsning!," udbrød en ældre herre med henvisning til Mette Moestrup oplæsning fra kingsize tirsdag aften.

Kursisterne fik faktisk mulighed for at give udtryk for deres favorit. Lige da kritikerdebatten var overstået, blev alle tildelt et stykke A4-papir med alle de seks titler og en lille markering, hvor man skulle sætte et kryds og kun ét kryds. Det var begyndt at gå op for folk, at Mette Moestrup kunne være vinderen. Og så alligevel: Poesi?

Spændingen steg. Ved afsløringen causerede Montana-direktør Peter Lassen først over, at hans egen livshistorie kunne siges at bære prisens fundats i sig. Han havde selv tænkt nyt og overraskende:

"Da jeg var i søværnet, var en reol 2,38 gange 1,87. Det, synes jeg, var lidt for stift, og jeg tog min sabel og skar til og konstruerede en reol, der befriede litteraturen med udgangspunkt i traditionen."

Publikum grinede. Men Peter Lassens billede handlede om mere end bare reolen. Pointen med at konstruere noget nyt med udgangspunkt i traditionen ledte naturligt over i afsløringen af vinderen.

Montanaprisens mødom

"Vinderen er kingsize," sagde Peter Lassen, og publikum klappede begejstret. Et øjeblik var der en smule tvivl om, hvad der nu skulle ske. Montanaprisens mødom blev taget, og hvordan skulle man egentlig opføre sig bagefter?

Men Mette Moestrup rejste sig og gik målrettet mod scenen, hvor hun fik overrakt prisen på 30.000 kroner og et møbelgavekort på 20.000 kroner.

"Du er Mette Moestrup," sagde Peter Lassen, og det kunne Mette Moestrup kun bekræfte.

"Mads har bedt mig også inddrage lidt Hollywood i min takketale," sagde Mette Moestrup og sendte et blik til én af kursusugens medarrangører, derefter takkede hun familien, forlaget, redaktøren og ikke mindst:

"Tusind tak til jer, der læser digte!"

Lilian Munk Rösing motiverede derefter valget. I indledningen bemærkede hun, at hun var i tvivl om, hvorvidt kingsize ville være en Montana-reol, hvis den var et møbel.

"Jeg ser i højere grad en neobarok version af en klassicistisk kommode. Et proppet møbel med skuffer, der er svære at lukke," sagde hun.

Lilian Munk Rösing hæfter sig ikke kun ved det skrevne ord, men også den måde Mette Moestrup læste digtene op på.

"Her var der både de burleske digte - showdigtene," sagde hun og kastede rundt med armene: "Og der var de hviskende private digte," nærmest hviskede Lilian Munk Rösing selv.

"kingsize er herlig i den mest ophøjede betydning," sluttede hun.

Tæt opløb

Og nu var spændingen udløst, sagde Christian Dorph, da han igen overtog talerstolen. Og dog. Der var stadig publikumsprisen, som Christian Dorph tidligere på dagen i en hurtig vending havde døbt 'Tag og Læs-Publikumsprisen'.

"Der skulle have været en snor her," sagde han og grinte lidt betuttet, da han fumlede med kuverten, der indeholdt afsløringen. Vinderen fik et tillykke og seks flasker champagne.

"Og vinderen er," sagde Christian Dorph og virkede nu helt sikker på hånden: "Knud Romer for Den som blinker er bange for døden."

"Åh, det var godt," udbrød en dame i salen og klappede lystigt.

Christian Dorph afslørede, at det var et tæt løb. Knud Romers 26 stemmer var tæt efterfulgt af 21 til Mette Moestrup. Maja Lee Langvad fik 13 stemmer, og derefter fulgte Hans Otte Jørgensen, Carsten Jensen og Kirsten Thorup.

Så selv om Mette Moestrup ikke tog publikumsprisen havde hun ret i udbruddet:

"Dansk poesi rykker!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her