Læsetid: 6 min.

'Norge er pinlig'

Vi har glemt, at det kun er 100 år siden, vi var et lille fattigt folk - og at vi kan blive det igen, siger forfatteren Erlend Loe, hvis blik for absurditeten og komikken i det moderne liv, har skaffet ham en hærskare af fans i hele Skandinavien
Kultur
21. juni 2006

Blandt Loe-kendere har fortsættelsen af hans romanDoppler (2004) været imødeset med ikke ringe forventning. I Doppler forlader den 'kompetente' - på norsk 'flinke' - Andreas Doppler kone og børn, da han efter at have slået hovedet under et cykelstyrt opdager, at han ikke bryder sig om mennesker og hidtil har brugt al sin kompetence på at lade sig trække rundt i manegen af det moderne, materielle liv. Doppler drager til skovs og bliver gode venner med en elgkalv, mens han arbejder hårdt på ikke at være 'kompetent'. Senere kommer hans søn Gregus til, og romanen slutter med, at de tre drager i krig "mod kompetencen. Mod dumheden. For det er en krig, det derude. Det er en krig."

Og så står der: To be continued.

Derfor bliver læseren måske en smule overrasket, når hun åbner Volvo Lastvagnar og opdager, at den mere handler om det halvfems-årige hashvrag Maj-Britt, engang gift med Birger, der arbejdede på Volvo, og om adelsmanden von Borring, hvis lidenskaber er fugle, spejderbevægelsen og andre mænd. Mens Andreas Dopp-ler højst udgør tredje hjørne i denne trekant. Hvorfor er der så stor forskel på de to bøger, spørger jeg Erlend Loe.

"Det er rigtigt, at jeg lægger op til en fortsættelse, men da jeg begyndte at skrive Volvo Lastvagnar, blev det noget helt andet. Og det var også helt nødvendigt, for ellers havde jeg ikke gidet skrive den," erklærer han.

"Det er den eneste gang, jeg har skrevet to be continued, og efterhånden som jeg tænkte over det, fik jeg mindre og mindre lyst til at lave en fortsættelse. Jeg skrev det i en slags elevatorstemning, da jeg lige var blevet færdig med Doppler, og jeg meget godt kunne lide figuren."

- Men nu har du gjort nøjagtig det samme igen! Du forudskikker, at vi i næste bog skal følge Dopplers vej hjem til Oslo fra det Värmland, hvor du forlader ham?

"Jeg føler ikke, det forpligter mig. Jeg har ret til at lyve," erklærer Loe, der gennem hele Volvo-bogen har kæmpet med læserens forventninger om denne ret.

Autentisk jeg

Den mest iøjnespringende forskel på Doppler og Volvo Lastvagnar er nemlig ikke, at der kommer nye personer til, mens Dopplers elgkammerat, Bongo, og sønnen Gregus forsvinder ud af billedet. Det mest iøjnefaldende er, at Volvo Lastvagnar i modsætning til Doppler handler lige så meget om skriveprocessen og forfatterens overvejelser som om personerne. Hvorfor har Erlend Loe valgt at fokusere så kraftigt på skriveprocessen?

"Det er vanskeligt at snakke meningsfuldt om, hvorfor," svarer han tøvende. "Jeg har registreret, at det er blevet sådan, men at sige noget fornuftigt om mine egne ting, er jeg holdt op med. I Volvo Lastvagnar er jeg'et blevet autentisk. Jeg har tidligere skrevet i første person, præsens, men jeg'et har ikke været mig. Det er det i Volvo Lastvagnar, og jeg havde stor glæde af at introducere min egen stemme, at forklare konstruktionen for uopmærksomme kritikere og samtidig tillade mig en fri rolle. Men det var ikke planlagt, det dukkede op."

- Havde du lyst til at svare på den modtagelse, dine tidligere bøger har fået?

"Nu har jeg altid fået fine eller i det mindste acceptable anmeldelser, men jeg føler, at jeg er blevet læst med forudindtagethed. Min respekt for kritikere er så som så, den disciplin at kommentere en bog er så ekstremt forskellig fra at producere - uanset hvilken kunstart, der er tale om. Jeg tror, at mange anmeldere ikke har tænkt igennem, hvor stor forskellen er."

- Hvad består forskellen i?

"En god kritiker vil være i stand til at holde de forskellige elementer ude fra hinanden. Men mens bogen er forfatterens ansigt udadtil, er anmeldelsen kritikerens ansigt udadtil, den er det sted, hvor kritikeren kan vise sine kundskaber og analytiske evner, og det kan komme til at overskygge bogen," siger Erlend Loe og nævner de danske anmeldelser af PeterHøegs Den stille pige.

"Det stinker."

Loe har noteret sig, at Peter Høegs forlag, Rosinante, i annoncerne for bogen citerer de svenske og norske anmeldelser, der er overstrømmende, og han mistænker de danske anmeldere for at være unisont forudindtagne, siger han.

Kultforfatter

Når Erlend Loe selv er blevet udnævnt til kultforfatter, er det også udtryk for en fordom?

"Det er noget sprøjt, nogen har sagt engang! Det skyldes modtagelsen af min roman nummer to, Naiv. Super. Den udkom uden nogen kampagne fra forlagets side, uden nogen bogklub eller andet. I løbet af et års tid blev den anbefalet til venner, givet som gave og læst i studentermiljøer, den fik et gennembrud blandt dem, den var skrevet for."

"Og så - efter halvandet år - eksploderede den, så skulle alle pludselig læse den. Den var den rette bog, på det rette sted, på det rette tidspunkt. Så jeg har da skrevet mindst en bog, der har fået en meningsfuld modtagelse."

- Hvad i tiden tror du, dine bøger rammer?

"Hvis vi tager Doppler, så tror jeg, det er en kombination af en slags samfundskritik med absurde træk og så det, at den er let tilgængelig. Men hvad jeg kan, og hvordan det bliver - du kan høre, jeg har problemer med at forklare mig," småler Erlend Loe, - "man kan vel sige, at Doppler er mere sint, mere vred, end mine tidligere bøger. Det i kombination med en virkelighed, der ikke interesserer mig - ikke når jeg skriver. I en bog kan man godt blive ven med en elg."

- Det interesserer dig ikke, om det er realistisk muligt?

"Nej, det har ingen interesse, det interesserer mig at lave en fri, løssluppen tekst."

To timer om dagen

- Overvejelserne over skriveprocessen må vel have presset sig på, siden de fylder så meget i 'Volvo Lastvagnar'?

"Både Doppler og Volvo Lastvagnar er skrevet, mens jeg var filmkonsulent og småbarnsfar til to. Jeg havde ikke tid til at skrive, det eneste tidspunkt, jeg kunne skrive på, var mellem klokken 22 og 24 om aftenen. Det præger begge bøgerne. Jeg har ikke kunnet nøle, jeg måtte bare sætte mig til at skrive. Det var inspirerende, det var et frirum i en ellers hektisk tilværelse," fortæller Loe. "Her kunne jeg lege og improvisere, og jeg har gjort det i højere grad end tidligere."

"Da jeg begyndte at overveje fortsættelsen til Dopp-ler, følte jeg, at det her går egentlig ikke. Der kommer ikke nogen bog. Men da jeg fandt på at gå omvejen over nogle andre karakterer, gjorde det projektet attraktivt igen."

- Samtidig med, at det har betydet, at du faktisk bare har udskudt Doppler-projektet en bog?

"Det kan du sige, men det har været en stor glæde, at jeg på en måde valgte ikke at følge op. Læg mærke til, at jeg kalder Volvo Lastvagnar 'en slags' fortsættelse, jeg bryder bevidst med læserens forventninger."

- Det tror du ja, men du hænger alligevel på den!

"Vi får se."

Højrefløjen

Noget, der går igen i begge bøger, alle forskelle til trods, er, at Erlend Loe har et mere end godt øje til den norske højrefløj. Derfor spørger jeg til slut, hvorfor han tror, at lande som Norge og Danmark fostrer så stærke højrefløjsbevægelser, som tilfældet er.

"I Norge - og i Danmark vel også - har der været en stærk socialdemokratisk linje, der går tilbage til før Anden Verdenskrig. Man har samarbejdet, og man har bygget og arbejdet på at genopbygge landet og skabe velfærd. Så kom olien, og siden er det løbet lidt løbsk," mener Loe.

"Man har ført velfærds-systemet frem til et punkt, hvor det er blevet udvandet. Man har mistet erindringen om, hvorfor det var vigtigt. Tanken om solidariteten, som det så smukt hedder, har man mistet på vejen, og tilbage står kun de materielle aspekter af velfærden. Nu handler det bare om ting."

"Vi nordmænd har også helt glemt, at vi bare er fire-ogenhalv million mennesker i en stor verden på omkring seks milliarder. Norge er blevet helt pinlig, perspektiverne på, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, mangler. Vi har glemt, at det kun er 100 år siden, vi var et lille fattigt folk - og at vi kan blive det igen."

"Det andet, måden vi forholder os til den øvrige verden på, er måske endda tydeligere i Danmark end i Norge. Skal vi tage imod dem, der kommer, eller skal vi stå udenfor og være os selv nok? Det er jo ganske problematisk, at så få har så meget og samtidig forholder sig så skeptisk til udefra kommende. Men det stikker dybt. Dem, der boede på den ene side af fjeldet, har også altid været skeptiske over for dem, der kom fra den anden side."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her