Læsetid: 6 min.

Nostalgibølgen skyller ind over tegneserieverdenen

Kultur
30. juli 2007
Børn og unge har det med at vokse op og blive købedygtige voksne. Og når tiden både bader sig i friværdi og skriger på nostalgi, så betyder det gammel vin på nye flasker, hvad enten det gælder plader, film eller bøger...

Børn og unge har det med at vokse op og blive købedygtige voksne. Og når tiden både bader sig i friværdi og skriger på nostalgi, så betyder det gammel vin på nye flasker, hvad enten det gælder plader, film eller bøger. Det vrimler med genudgivelser med samlede, annoterede og ikke mindste dyrere versioner, der giver et løfte om gode, gamle glæder og i hvert fald ser godt ud på hylderne. Det kan ikke overraske, at turen også er kommet til tegneserieverdenen, hvor en række af ikke mindst den fransk-belgiske tegneserietraditions klassikere genudkommer i luksuriøse udgaver. Med andre ord tegneseriens kanon.

En af dem er franskmændene Jean-Michel Charlier og Jean Girauds western-epos Blueberry. Serien, der bedst beskrives som en blanding af hesteopera og spaghetti-western, eksisterer i bedste velgående den dag i dag, men stammer helt tilbage fra 1963. I den nye, samlede udgave, som forlaget Egmont er i gang med at udsende, fornemmer man tydeligt seriens udvikling, som på mange måder er helt parallel med den europæiske tegneserietraditions udvikling i efterkrigstiden.

De første historier udgør et brud med den gængse westernmytologi i kraft af hovedpersonen, løjtnant Blueberry, der langt fra er nogen renskuret helt. Hans præstationer har oftest egoistiske motiver til grund, og han er ikke sjældent i konflikt med sine foresatte i militæret, for hvem en god indianer er en død indianer. Alligevel er det først og fremmest en ret konventionel spændingsserie for børn og unge. Men efterhånden begynder historierne at blive mere og mere intrikate og udspinde sig over flere bind. Føljetonen får ambitioner, og mens historierne tager udgangspunkt i virkelighedens mytologiske skæbner, bliver Blueberry selv mere og mere reduceret til en bifigur i det storladne epos.

De samlede værker tilbyder ikke noget nyt for den læser, der allerede har seriens bind stående, men en række introduktioner til virkelighedens vilde vesten sætter en fin, autentisk ramme om serien, der ellers har gjort en dyd ud af at sprænge de konventionelle rammer, den er opstået af.

Urmyten Batman

Amerikanske Frank Miller er stadig på højden af sin karriere, men må allerede regnes for en moderne klassiker, hvis værker også udkommer i nye udgaver. Herhjemme er således netop Batman: År et udkommet i en nyoversat, men til gengæld udstyrsmæssigt ussel udgave. Miller er både tegner og forfatter, men i denne 20 år gamle historie samarbejder han med den afdæmpet ekspressive tegner David Mazzucchelli, der umiddelbart efter stoppede sin karriere inden for mainstream for bl.a. at illustrere tegneserieudgaven af Paul Austers roman By af glas.

Frank Miller har sans for mytologi. Derfor var han også den perfekte mand, da det blev besluttet, at Batman trængte til at blive støvet af og frigjort fra det campede og lidt latterlige billede af den maskerede hævner, som de fleste kendte efter 1960'ernes tv-serie med Adam West i hovedrollen. Superhelte og maskerede hævnere er en integreret del af den amerikanske tegneseriehistorie, og blandt dem er Batman vel den med den stærkeste urmyte: Den lille overklassedreng Bruce Wayne overværer sine forældre blive myrdet under et tilfældigt røveri midt på gaden. En oplevelse, der for evigt kommer til stå indprentet i hans sjæl og som voksen gør ham til en nattens hævner, der vil rydde ud i synd og last.

Det var med de to graphic novels Nattens ridder og Batman: År et, at Frank Miller gav Batman nyt liv. Det skete for så vidt på den simpleste måde, nemlig ved at tage udgangspunktet seriøst. Hos Frank Miller er det nemlig blodig alvor. I hans to Batman-historier er scenen sat i 1980'ernes moderne USA, hvor samfundet har udviklet sig til en nådesløs parodi på civilisation, og ingen fortjener en chance. Midt i denne sump af korruption, hvor ingen er uplettet, forsøger Batman at finde sin eksistensberettigelse, selv om han dybest set er en anakronisme. I hænderne på Frank Miller bliver det til en sprængfarlig cocktail af modernitetskritik og kulørt mytologi.

Primitive klassikere

Med det seneste skud på stammen af samlede værker er vi fremme ved den ægte nostalgi. Trods genudgivelsens fornemme udstyr og grundige forord og kommentarer er der nemlig ingen grund til, at serierne i Illustrerede klassikere ikke for længst befinder sig i glemslens nådige mørke. De huskes sikkert - og købes nu igen - af den generation, der voksede op i 1950'erne og 60'erne. Forhåbentlig vil de få sig en slem overraskelse, når de genlæser serierne, der alle som én er pinagtigt primitive forsøg på at omplante berømte litterære værker til tegneserieform.

Nostalgi er når man blander erindringen om barndommen sammen med barndommen selv. I dette tilfælde tegneserier man husker og derfor gerne genser, men som man altså i mellemtiden har glemt ikke er særlig gode. Kulturhistorisk er de Illustrerede Klassikere - fra Jules Verne og Shakespeare til Alice i Eventyrland og Mytteriet på Bounty - til gengæld et interessant fænomen. De første hæfter udkom i USA i 1941, men havde deres velmagtsdage i det næste årti (herhjemme fra 1955). De var tydeligvis et forsøg på at imødekomme den hetz mod tegneserier og anden kulørt litteratur, der i efterkrigsårene fik stadig mere vind i sejlene og som med senatshøringer og censurforanstaltninger var tæt på at aflive seriemediet.

I Danmark var de Illustrerede Klassikere ledsaget af et opbyggeligt forord, der gav udtryk for ønsket om, at "forhåbentlig vil læsningen af denne udgave give læseren lyst til at læse bogen selv, og derigennem lære sprogets skønhed og ordenes liv at kende."

Den pædagogiske hensigt er oplagt, men lærere og bibliotekarer, der alle over én kam var stærkt kritiske over for seriemediet - flere argumenterede herhjemme i midten af 50'erne for et decideret forbud mod tegneserier - var ikke helt klar over, hvordan de skulle stille sig over for disse ulve i fåreklæder.

De litterære forlæg var jo lødige nok, og i mange tilfælde måtte man konstatere, at tegneserierne ligefrem var loyale over for de adapterede bøger. Det er imidlertid også de Illustrerede Klassikeres svaghed, og eftertidens dom er nådesløs: De Illustrerede Klassikere fejler, fordi de er dårlige tegneserier.

Rocky rammer plet

Oven på denne formålsløse svælgen i en fortid, der ikke er værd at erindre som andet end fænomen, er det en sand lise at konstatere, at svenske Martin Kellermanns daglige og højst nutidige tegneseriestriber om Rocky lever i bedste velgående og også opsamles i tykke bind. Rocky har næppe læst Illustrerede Klassikere og kan ikke sine litterære mesterværker på fingrene. For ham er en klassiker pilotafsnittet af The Sopranos og Homer en figur i The Simpsons. Og gudskelov for det, for i Rockys univers er der til gengæld ilt og plads til at ånde.

Der er ikke den store udvikling at spore i serien, men det ville også mærkeligt. Kellermann har fundet frem til et format, der blander den alternative series dagbogsformat med den kommercielle, humoristiske avisstribe. Dermed undgår han de tandløse pointer, der ellers plager de fleste andre tegneserier af sidstnævnte type, og han formår at få tegnet et troværdigt portræt af sig selv og sin generation. Rocky rammer forbavsende tit plet med dens solidariske snert med pisken over en på én gang ansvarsløs og uforfærdet ambitiøs ungdom. Man ved aldrig helt, om man skal grine eller blot smile forlegent, fordi det hele er så sandt, så sandt.

Frank Miller og David Mazzucchelli: Batman: År et. Egmont Serieforlaget. Oversat af Per Vadmand. 98 sider, kr. 59,-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her