Læsetid: 6 min.

Onkel Billys eftermæle

Little Rock har meget at takke Bill Clinton for. The Clinton Presidential Library har sikret den fattige sydstats hovedstad et imponerende byggeboom og økonomisk opsving. Og de lokale er også yderst taknemmelige. Faktisk er det nærmest umuligt at slå et ondt ord af dem, når det gælder deres Bill: I Little Rock, Arkansas trives det præsidentielle eftermæle rigtig, rigtig godt
17. juli 2007

Little Rock er Bill Clinton-land. Man ved det fra det sekund, man lander i lufthavnen, og de små kuglepensholdere og krus med byens yndlingssøn smiler en i møde fra kiosken.

På det lille lokale bymuseum har den tidligere præsidents sure løbesko deres egen montre, og buschaufføren kalder Clinton for 'Uncle Billy': "Jamen, det er vi altså mange, der gør!," siger han med et hæst mandegrin og fortsætter:

"Han er bare en helt almindelig fyr. Det var nok også derfor, han brændte nallerne. Ha, ha". Bill Clinton var guvernør i Arkansas fra 1978-80, igen fra 1982 og indtil han blev valgt til USA's 42. præsident i 1992.

"Den flotteste guvernør, vi har haft," sukker en ung sort kvinde henført. Og begejstringen kender ingen grænser. Selv på republikanernes lokale partikontor, hvor man ellers bliver mødt af en fuldvoksen George W. Bush i pap, stikker den unge mand tommelfingeren i vejret, når talen falder på demokraten Clinton: "En fantastisk politiker.Vi har meget at takke ham for," nikker han ivrigt.

Her er alle åbenbart dus med Bill.

Da den unge Hillary Rodham i 1974 valgte at følge sin kæreste Bill Clinton til den fattige sydstat Arkansas, var det ikke en oplagt destination for en ambitiøs jurist med en eksamen fra et af landets bedste universiteter.

Little Rock dengang...

Dengang var Little Rock nok bedst kendt for de spyttende og råbende hvide, lokale borgere, der satte sig imod, at byens gymnasium underviste sorte elever.

Raceadskillelse på uddannelsesinstitutioner blev dømt forfatningsstridigt af den amerikanske højesteret i 1954, men i september 1957 måtte præsident Dwight Eisenhower sende 1.000 soldater til Arkansas for at sikre ni sorte elever adgang til skolen. Mindet pletter stadig Little Rocks ry.

I filmen Gentlemen Prefer Blondes fra 1953 synger Marilyn Monroe og Jane Russell en duo klædt i tætsiddende røde pailletbesatte kjoler da også om at rejse fra et knust hjerte i Little Rock og prøven lykken og stige til tops i storbyen.

Hillary, derimod, var forelsket og tog altså turen den anden vej. Men meget tyder på, at hun også fik ondt i hjertet i Little Rock.

I hvert fald var hendes mand meget glad for de lokale kvinder: "Jeg bor lige rundt om hjørnet fra, hvor Paula Jones bor," fortæller den førnævnte buschauffør.

Paula Jones var offentligt ansat i Little Rock, da Clinton var guvernør, og da han blev præsident, anklagede hun ham for sexchikane. Den sag banede vejen for en anden skandale, nemlig den om præsidenten og Monica Lewinsky. "Jeg kender ikke Paula, men hendes søster er en meget venlig dame," fortsætter chaufføren og griner igen: "Tsk, tsk, Uncle Billy! Ha, ha!h

Men i modsætning til de syngende damer Monroe og Russell, valgte Hillary altså at blive. Ifølge både hendes egen, Clintons og Clintons mors selvbiografier, var det dog ikke nemt at være Hillary i Arkansas: Blandt andet valgte hun jo at beholde sit pigenavn, da hun giftede sig med Bill.

Det fik åbenbart Bills mor til at bryde sammen i gråd til bryllupsfesten. Senere rynkede Clintons vælgere på næsen af den moderne guvernørfrue og advokat fru Rodham, og da Clinton tabte guvernørvalget i 1980, fik Hillary et vink med en vognstang fra parrets bekendte: Det var altså for fremmed og underligt, at guvernørens hustru ikke delte efternavn med guvernøren. Hillary gav sig, og da Bill i 1982 genvandt sin post, var det Mrs. Bill Clinton, der stod ved hans side.

Men ikke nok med, at Hillary ville beholde sit pigenavn, hun slæbte også sin mand med til fødselsforberedelse: "Jeg har altid stemt på Deres husbond, men en mand har altså ikke hjemme på en fødegang!," som en lokal dommer åbenbart udbrød, da den højgravide advokat troppede op i retten.

Kvindefrigørelsen og kampen for ligestilling gjorde altså et temmelig forsinket indtog i Arkansas.

...Og Little Rock idag

Men de har ret i Little Rock: De har meget at takke Bill Clinton for. I 1992 viste han resten af USA og verden, at man også producerede håb og nye, fremsynede ideer i Arkansas.

Og ikke nok med det. Siden præsident Franklin D. Roosevelt opførte sit bibliotek og museum i New York, har ekspræsidenterne gerne gjort det samme i deres hjembyer, når de flytter ud af Det Hvide Hus.

Selv om Bill Clinton egentlig er født i den lille flække Hope, åbnede det storslåede Bill Clinton Library altså i Little Rock i 2004 for enden af den nye Bill Clinton Avenue.

Omgivelserne minder egentlig mest om Smøgen i Tivoli med underlige nye facader og en lidt kunstig stemning. Men gæsterne strømmer til i tusindvis og bruger masser af penge:

På de nye restauranter og hoteller, der er skudt op i nærheden, i forretningerne med bøger og lokalt kunsthåndværk, og i Clinton-bibliotekets butik, der bugner med Clinton-krus, -badges, -bøger, -smykker, ja fortsæt selv, og de har det med et billede af Bill, Hillary, datteren Chelsea eller førstekatten Socks på.

Lader man sig friste til at handle for over 50 dollar (275 k.) i butikken, udløser det i øvrigt en gratis saxofonspillende Bill Clinton-dukke.

Præsidentens biblioteker

Ekspræsidenternes biblioteker fungerer både som arkiver og egentlige museer. Arkivdelen hører under National Archives, det amerikanske rigsarkiv, mens museumsdelen er udadvendt og giver de tidligere præsidenter en enestående mulighed for at skabe glorværdige eftermæler.

Således også Bill Clinton Presidential Library. Her indledes den nostalgiske rejse med en lille film om Clinton-årene: Her spiller han på saxofon, her bliver han indsat første gang, og her danser han med Hillary.

Der er mange, der snøfter i den lille sal: "Det minder mig bare om en lykkeligere tid for vores land," sukker en ung kvindelig newyorker, der ellers ikke har let til tårer. Heldigvis har museet også byens eneste Starbucks, hvor man kan få stærk kaffe og sin kritiske distance igen.

På museets første sal er Det Ovale Værelse genskabt, og museets kurator fortæller, at Clinton gerne lister ind efter lukketid og omorganiserer udstillingen af de udvalgte bøger. Det er en rigtig hyggelig historie, men den spærrer bare ikke for det insisterende minde om Monica og pletten på den blå Gap-kjole. Den er her selvfølgelig ikke, hverken pletten eller kjolen.

Til gengæld er det lange bord fra kabinettets møder rekonstrueret, mens der i museets stueetage er rækkevis af montre med forskellige politiske og personlige temaer.

I midten er der en tidslinje, præsidentens kalender og stribevis af fanbreve. Blandt andet et fra sangerinden Sheryl Crow.

Der er masser af interaktivt tingel-tangel, og selvfølgelig er det Clintons egen behagelige stemme, man hører i audioguiden. Det er alt sammen udmærket og meget imponerende. Og lidt kedeligt. Men sådan er det jo nok, når man skal passe på sit eftermæle...

Så er der sjovere i restauranten i kælderen. Selv om man på den overdådigt grønne buffet ikke finder skyggen af alt det gode dybstegte mad, der ellers præger menuerne i Syden, og som sikkert var med til at give ekspræsidenten en firedobbelt-bypass operation i 58-års fødselsdagsgave.

Men ved nabobordet hvisker de med tjeneren om lejligheden over museet, hvor Clinton bor, når han er i byen.

Den er åbenbart holdt i vild luksus, men tjeneren ved altså ikke præcis, hvor mange fladskærme han har deroppe. Men nabobordet under samtidig Clinton alle de fladskærme, han måtte ønske sig: Efter alt, hvad han har gjort for Arkansas.

Et los i røven

Men overraskende nok, er det ikke alle, der har det sådan.

I lufthavnens afgangshal afbryder en nydelige ældre herre pludselig en ellers meget fredelig small talk om den skole, han delte med Bill Clinton:

"Jeg kunne tænke mig at give ham et ordentligt los i røven! Han har bragt skam over Arkansas! Kunne han ikke have ventet med at have en affære, til han var ude af Det Hvide Hus?," spørger den tidligere skolekammerat ud i luften.

For nogen er pletten på den blå Gap-kjole ikke sådan lige at komme af med.

Sarah von Essen er forfatter til Hillary Rodham Clinton. En politisk biografi, der udkommer til september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu