"Var det for Susanne, Birgitte og Hanne... ", "To lys på et bord, tre forløsende ord."
Teksterne og melodierne er sikret evig liv, og den karakteristiske stemme bag dem vil aldrig blive glemt. Men Otto Brandenburg, manden der sang disse evergreens, er ikke mere.Den folkekære sanger og skuespiller er død efter længere tids sygdom i en alder af 72 år.
Hans lange karriere var ujævn, men bød på en lang række uforglemmelige højdepunkter. Nogle af dem er foreviget på film og tv, andre genoplives jævnligt, når radiostationerne nok engang lufter nogle af hans store succeser.
Otto Brandenburg voksede op på Nørrebro i København, og han blev offentlig person som etårig, da han optrådte i en mælkereklame med ble og kyse. I 1953 blev han københavnsmester i boksning, og han havde prøvet lykken som sanger i Ib Glindemanns swingorkester, inden han i 1955 var med til at danne Four Jacks sammen med Poul Rudi, John Mogensen og Bent Werther. Gruppen stod bag flere landeplager, inden Brandenburg valgte en solokarriere. Repertoiret var i starten overvejende amerikanske pop- og rockmelodier, og han fik sit store gennembrud med "What do you Want to make those Eyes at me for". Det gjorde ham i første omgang til et idol for de unge årgange, mens det for de lidt ældre var ikke så lidt af en provokation, at den unge mand kunne finde på - og få lov til - at optræde i fjernsynet uden at have slips på! Der skulle dog ikke gå lang tid, før han blev stjerne på tværs af generationerne.
Otto Brandenburg sang i 1960 "To lys ved et bord" ved det danske Melodi Grand Prix. En traditionsstyret dommerjury degraderede melodien til sidstepladsen, men den solgte mere end 200.000 eksemplarer, da den blev udsendt på plade. Samme år fik Brandenburg filmdebut i Sømand i knibe. Rollen hørte til de små, men han sang to schlagere, der ligeledes skulle gå hen og blive evergreens: "Susanne, Birgitte og Hanne" og "Når en sailor går i land".
Søren Banjomus
Den tidligere maskinarbejder havde på dette tidspunkt status som en dansk Elvis Presley og blev genstand for en voldsom fandyrkelse. Pladesucceserne blev dog færre og mindre, men han udviklede sig kunstnerisk, da han tog imod et tilbud fra Sverige om at synge til akkompagnement af nogle af de bedste skandinaviske jazzmusikere. I 1969 betrådte Brandenburg nye musikalske veje med "Søren Banjomus," som han selv komponerede og sang til endnu en tidløs succes.
I de følgende år lagde han nye alen til sin position med en række fine skuespilpræstationer i film og på tv.Formatet kunne første gang iagttages for alvor i Henning Carlsens og Benny Andersens spillefilm Man sku' være noget ved musikken.
I Ole Roos' fjernsynsfilm Tilløkke Herbert fra 1973 portrætterede han en desperat selvødelægger med stor indlevelse og følsomhed.
"På en måde virker han som skuespilleren uden maske. Han 'er' de roller, han spiller - uden at forvandle sig, endsige skabe sig. Der er noget mærkværdigt og uskyldigt over ham - de småforbrydere og tabere, han har spillet så mange af, bliver sjældent helt fortabte," skrev Jens Kistrup i 1978 i Berlingske Tidende.
I disse år havde han fine filmroller i Strømer, Thorvald og Linda samt i Hør, var der ikke en, som lo og Søren Kragh-Jacobsens Gummi Tarzan. De to sidste roller blev begge belønnet med en Bodil.
På teatret var Otto Brandenburg med i Bal i den borgerlige på Århus Teater, han medvirkede i ABC-revyen og turnerede med komedien Harvey sammen med sin gode ven Jørgen Ryg. I 1977 dannede han par med Gustav Winckler i Cirkusrevyen, mens han på tv bl.a. kunne ses i den populære serie Fiskerne. I Lars von Triers kulthistorie Riget fik han en lille, markant rolle som portør, og i en periode med stadig færre offentlige fremtrædender fik Brandenburg i en alder af 65 comeback i ungdomsfilmen Dykkerne.
Op- og nedture
Men ligesom karrieren havde mange højdepunkter, havde den også sine mørke kapitler - og de størrelser smeltede tydeligt nok sammen, når Otto Brandenburg brugte sine opsparede erfaringer fra et liv med op- og nedture i sine fremstillinger af samfundets outsidere. Selv om filmen hurtigt gik i glemmebogen, mener mange, at det tydeligst kom til udtryk i Kærlighed uden stop fra 1989, hvor han spillede en dybt alkoholiseret, midaldrende mand, der jagter sin store kærlighed i Intercity-togene.
'Baggårdspumaen' var et tilnavn, som kom til at klæbe til Otto Brandenburg. Alt andet end konform og tilpasset levede han ofte et hårdt liv i og uden for rampelyset, altid sin egen og i nogle situationer i en sådan grad, at det udløste dybe personlige kriser og bundløs gæld.
De sidste mange år levede Otto Brandenburg en tilbagetrukken tilværelse liv sammen med den tidligere DR-producer Hanne Mynster i et rækkehus nord for København. Langt oppe i alderen fortsatte han med at lægge stemmer til tegne- og dukkefilm. Familien oplyser, at bisættelsen foregår i dybeste stilhed.
