Papas uendelige Paris

Som blot 22-årig besluttede Ernest Hemingway sig endnu en gang for at vende snuden mod Europa. Han var netop blevet gift med den ejegode Hadley Richardson, og nu skulle han og lillemor til Paris. De skulle levet livet, og han skulle skrive, skrive, skrive. Det var i 1921. Syv år senere forlod Papa byernes by med en splinterny kone under armen og mesterværket Og solen går sin gang på den litterære bankbog.

Det var slut på Paris i denne omgang. Men som Hemingway så smukt skrev langt senere i erindringsromanen Der er ingen ende på Paris:

"Der er ingen ende på Paris, og erindringen hos hver enkelt menneske, der har boet i Paris, er forskellig fra alle andres. Vi vendte altid tilbage dertil, ligegyldigt hvem vi var eller hvordan den havde forandret sig, eller hvor nemt eller vanskeligt det var at komme dertil. Paris var det altid værd, og man fik altid rigelig gengæld for det, man selv bragte med. Men sådan var Paris i vores ungdom, da vi var meget fattige og meget lykkelige."

Hemingway gav aldrig slip på Paris. Byen forblev et magisk sted i hans bevidsthed. Han medbragte en glubsk appetit på livet og enorme litterære ambitioner og fik rigelig gengæld for det, som han skriver.

En lykkelig tid

Der er ingen ende på Paris er spækket med erindringer om en lykkelig tid i byernes by. Hadley og Ernest rykkede ind i en lille lejlighed i Rue du Cardinal Lemoine ved venstre Seinebreds sprudlende kunstnerkvarter. Her boede de beskedent, men godt. Om vinteren var der ganske vist isnende koldt, men de tændte op i pejsen og elskede inderligt under tykke dyner.

Selvom det nybagte ægtepar vistnok ikke var helt så fattige, som Hemingway nostalgisk gør det til, måtte de leve mådeholdent. Og det simple liv tiltalte Papa. Han elskede at købe sig lidt vin, brød og pølse i de listige små sidegader og en billig roman i bogkasserne på kajerne langs Seinen for så at indtage godterne, de gastronomiske såvel som litterære, i solskinnet på en bænk ved Seinen. Om aftenen listede han hjem til Hadley, der ventede med varm mad og kærlighed i generøse mængder.

Men Hemingways erindringer om Paris er ikke kun en godnathistorie om hygge med konen og glade dage på bænke i sol. Der er ingen ende på Paris er også en gribende kunsterroman om den unge forfatter, der kæmper indædt for at vokse sig stor. For Hemingway ville være stor. Mens James Joyce, en af hans mange drikkekammerater i pariserårene, i sin autobio-grafiske kunstnerroman, Portræt af kunstneren som ungt menneske, lod sit alter ego, forfatterspiren Stephen Dedalus, rejse til Paris som led i en eksistentiel emancipation fra religøs og nationalistisk snæversynethed, forekommer Hemingways motiver langt mere prosaiske. Hvis han skulle opnå litterær stjernestatus, var Paris et enestående opportunt sted at bosætte sig. En særdeles favorabel valutakurs gjorde det muligt for ham som amerikaner med stålsatte dollars i lommen at pusle med sine skriverier uden at være alt for plaget af økonomiske skrupler, og frem for alt var kunstnermiljøet i byen helt ualmindelig inspirerende.

For tænk engang. Hvor og hvornår kunne være mere velvalgt for en ung kunstner end de brølende 20'eres Montparnasse? Stedet var simpelt hen en kunstnerisk myretue. Inden for få minutters afstand til fods fra Hemingways lejlighed boede en solid andel af avantgardens absolutte sværvægtere - Ezra Pound, Picasso, Gertrude Stein, James Joyce og Man Ray, for blot at nævne nogle af naboerne.

Slid og slæb

Hemingway sled og slæbte med at arbejde sig frem til den på en gang kontrollerede, uprætentiøse og elegante prosa, der skulle blive hans kendetegn. Han skrev dagen lang, i et lejet studio og på yndlingsbistroen Closerie des Lilas. Og i Sylvia Beachs legendariske boghandel Shakespeare & Company fik han lov at låne bøger gratis, som han pløjede igennem på jagt efter al den inspiration, han overhovedet kunne sluge.

Men samværet med hans amerikanske kunstnerkolleger i Paris var måske den største kilde til inspiration. Gertrude Stein, som Hemingway på en gang kærligt og skarpt portrætterer som en dekadent og arrogant, men også klog gammel hejre, lærte ham at nære mistillid til metaforer. Og Ezra Pound, som han uden det store held forsøgte at bibringe den finere boksekunst, advarede ham indtrængende imod adjektiver.

Også den storsælgende F. Scott Fitzgerald, der meget sigende boede fashionabelt på højre Seinebred og ikke på avantgardens Montparnasse, havde en vigtig indflydelse på Hemingways kunstneriske udvikling. Den etablerede forfatter hjalp sin lidt yngre kollega med gode råd under selve skriveprocessen. Ikke desto mindre er Hemingways portræt af Fitzgerald som en fordrukken paranoiker med seksuelle mindreværdskomplekser yderst giftigt (men også ret sjovt!), muligvis fordi han anså kollegaen for at være den mest seriøse konkurrent til titlen som sin generations - The Lost Generation, som Gertrude Stein døbte dem - største forfatter.

En stor forfatter

Som bekendt opnåede Hemingway, hvad han ville. Han blev en stor, stor forfatter. Og det kunne han ikke alene takke sig selv for, men også Paris.

Men Paris var et tveægget sværd. Byen var ikke kun stedet, hvor han levede simpelt og lykkeligt med Hadley, men også stedet, hvor alting blev mere kompliceret. Det var her, han lagde grundstenen til den rigdom og berømmelse, der førte ham milevidt fra det simple liv. Og her mødte han også den rige, smukke og succesfulde Pauline Pfeiffer og indledte en affære, der lukkede og slukkede det lykkelige ægteskab med Hadley.

Hemingway forlod Paris som en forandret mand i 1928. På godt og ondt. Er man derimod på vej til byen - hvilket man helt obligatorisk skal være mindst en gang om året - bør man tage Der er ingen ende på Paris med og allerede første dag i byernes by købe en flaske afkølet Chablis og en portion østers to go, smutte over broen til Ile de la Cité og sætte sig ud på spidsen, der hvor Seinen deler sig som bløde inderlår om øen. Her stod Papa gerne selv og betragtede fiskerne, der kyndigt halede deres aftensmad i land. Og her er et godt sted at nyde hans vidunderlige lille roman om årene i Paris.