Læsetid: 7 min.

Plads til begejstring

Spektret på den danske rockscene er efterhånden enormt, men det er standarden chokerende nok også, kan det konstateres efter et fremragende musikår
28. december 2005

Jamen, det har været et strålende år for dansk musik. Også selvom ikke alle de ca. 1.500 udgivelser, det er blevet til, helt holder standarden.

Og hånden på hjertet - jo vist er det spændende at følge med i det, der sker ude i den store verden, men for denne signatur er det største pay-off nu, når der er grøde i det lokale musikmiljø. For er man ikke altid på udkik efter en potentiel klassiker? Jamen, det er da lige, hvad man er!

Og det er da lige før, man har dancehalltrioen Bikstok Røgsystem mistænkt for, at det er præcis det, den har leveret med sin vidunderligt veloplagte debut, Over Stok og Sten (Copenhagen), der tilsyneladende ikke kun kildrede anmelderstandens æstetiske gane, men ramte vidt og bredt med en stribe radiohits, der både var gakkede, fantasifulde og rytmisk velsiddende.

Så absolut toppen af kransekagen, hvad angår stort set alting, omend en anden debutant, den gode Ataf (Khawaja), også ramte lige i solar plexus med Paraderne Nede (ArtPeople), som med stor sproglige finesse satte ord på andengenerationserfaringen, men også transcenderede den på en facon, der gjorde pladen og dens begavede tekster relevante for enhver med et åbent sind og lyst til indsigt i livet uden for de beskyttede værksteder, der åbenbart er vort tryghedssøgende folks foretrukne opholdssted. Og så var "Sommerfugl" et af årets smukkeste hits.

Bliver vi lidt i hiphoppen, var der ikke så meget at hente som håbet, rent musikalsk, på Jokerens anden soloskive med den typiske titel Gigolo Jesus (Universal), men hvad angår gadepoesi er han stadig et unikum, selvom han skal passe på ikke at ende i manér.

Matcher den gode L.O.C. ham ikke på tekstplanet, har denne til gengæld landets måske fedeste flow og hans tredje udspil, det fine Cassiopeia (Virgin), er hans uden sammenligning fedeste til dato, ikke mindst fordi L.O.C. på mange måder har modet til at tage afsked med det rene gadedrengeunivers til fordel for noget mere- nå ja, voksent.

Og den tidligere frontmand i Sund Fornuft, Per Vers, kom fint fra start med albummet Vers 1.0 (Playground), der viste ham som en mand med sine meningers mod og et indbydende udtryk at have det i.

Og selvom duoen Troo.l.s & Orgi-e stadig hænger lidt fast diverse kedelige attituder, bankede der noget ægte i rillerne på deres Forklædt som voksen (Playground), tilmed produceret til ug og slange, ja, et rent rytmemonster, der virkelig rykkede.

Endelig fik veteranen Clemens relanceret sidste års Dans med døden (A:larm) og det blev den bestemt ikke ringere af. Jo, hiphoppen kan stadig et og andet.

Tidsånden spiddet

Blandt de dansksyngende rocknavne brændte især to veteraner igennem. Anne Linnet leverede således noget nær karrierens smukkeste og mest helstøbte album med det fabelagtige Her hos mig (Universal), en skumfødt klassiker.

Og Steffen Brandt & Co i TV-2 tog livtag med midtlivskrisen på det splendide De første kærester på månen (EMI), hvor Brandt lagde ironien på hylden til fordel for noget dybere personligt og på alle måder mere vedkommende, mens tre væsensforskellige producere hver især trak gruppens lyd tilbage til starten af de tidlige 80'ere; i øvrigt en periode i gruppens karriere, der begyndte at give genlyd alle vegne, ja det lovende ensemble Sterling fik et gedigent radiohit med en gammel Steffen Brandt-oversættelse af et Eno-nummer i form af det medrivende "Ubesvaret opkald" fra minialbummet Estadio Camp-Let (Crunchy Frog), der som helhed lover mere end godt for gruppens næste langspiller.

Andre, der virkelig fik spiddet tidsånden og givet et personligt bud på velfungerende danske rocktekster, var halvgamle drenge som Kenneth Thordal og de to gentlemen, der udgør brødreduoen Olesen-Olesen. Førstnævnte udsendte det knivskarpe Skåret ud i pap (Universal), produceret i stjerneklassen af Finn Verwohlt og fyldt med det der helt specielle thordalske vid og bid, tilsat en stribe melodier to die for.

Knap så umiddelbart melodisk var brødreduoens Solsort og forstærker (Melodika), til gengæld var tekstforfatter Peter H. Olesen helt oppe at ringe med en stribe ætsende vignetter om Rigets Tilstand. Stort.

En anden duo, der var ude med riven, var Souvenirs, idet titelnummeret på deres musikalsk spændende mini-cd Bongo Bongo (Horsdal), udgjorde et velplaceret indspark i den danske 'indvandrerdebat' og gav den grasserende biedermeier-racisme et velfortjent hug.

Og Jens Unmack forlod den trygge bandhavn Love Shop for med Vejen hjem til rocknroll (Auditorium) at tatovere sit navn på rockfirmamentet og se, det var jo godt. Dejlig skive.

Og Magtens Korridorer beviste med det forrygende Friværdi (Universal), at den tøjleløse garagerock snildt kan laves på dansk, bare der er sprogsans og frækhed nok bag. Det var der!

Mere diskret, men umådeligt lovende var to udgivelser fra det nystartede pladeselskab Tone Tribunalet: Kå med deres indie-folkede Sammenbidt blidt, som viste stort potentiale samt det åndsbeslægtede Siku, hvis egensindige sangerinde Lill Rastad Bjørst virkelig var et fund og hun dominerede da også fuldstændig debuten Indeværende år. Mer fra den kant. Please.

Det smukke køn

Blandt det smukke køn var det ikke til at komme udenom Jomi Massage, hvis From Where No One Belongs I Sing (Morningside) fortsatte udforskningen af (kvinde)psykens dunkle kroge med et musikalsk udtryk, der både er blevet sikrere og mindre antagonistisk; vi glæder os til hendes samarbejde med DR's Big Band kommer på skive, det skal blive spændende at høre denne Signe Høirup Wille-Jørgensen sætte danske ord på sine tanker og følelser.

Med den originale sangerinde og sangskriver Laila Skovmand helt i front, imponerede det 12-13-14 mand store Laila & Symfobia i høj grad med det vildt eklektiske Perler & Svin (Target), der afsunget på volapyk er en af årets særeste og mest vindende cd'er.

Mere traditionelt til værks gik den dårende Tina Dickow, som med In The Red (A:larm) viste betydelig vækst som såvel sangskriver som sanger og hun er tæt på at have fundet melodunten.

Endelig må Anne Dorte Michelsens 'pet-project', "Venter På Far", nævnes, thi sjovere (og ondere!) sange end dem, der er at finde på sangkvartettens tredje album, Du har så evigt ret (EMI), skal man den ondelyneme lede længe efter, og cd'en forbliver en overset perle fra området omkring kønnenes evigt underholdende kamp.

Størstedelen af de danske rockbands foretrækker stadig at synge på engelsk og engang imellem går det ligefrem godt!

Som nu f.eks. Mew, hvis And The Glass Handed Kites (A:larm) er tæt på at være gruppens genistreg. 'Sky's the limit' og alt det der, men de burde virkelig kunne få hul igennem internationalt med det shit der.

Også D-A-D var rigtig gode på deres tilbage-til-rødderne-udspil, Scare Yourself (EMI), selvom drømmen om det internationale gennembrud for længst er lagt på hylden i den gesjæft.

De endog meget hårdtslående debutanter i Volbeat lossede seriøst mås med deres bjergtagende The Strength/ The Sound/ The Songs (Rebel Monster), hvor man virkelig skulle spidse øren for at opfange de spinkle toner, guddommelige Green Pitch leverede på årets kærestesorgsplade, det åndeløst smukke Ace Of Hearts (A:larm).

En hund efter skønhed

Den fabelagtige trio Salem afsluttede deres imposante trilogi med det overvældende From The Riverbank (Cope), der holdt standarden fra sine to forgængere, mens gruppen satte trumf på med et brag af en koncert i Pumpehuset.

Også Larsen and Furious Jane fortsatte væksten på deres andet udspil med den blændende titel, Tourist With A Typewriter (Morningside), der demonstrerede Torsten Larsens furiøse vækst som sangskriver og gruppens uforlignelig evne til at arrangere hans materiale på bedst mulige facon.

Og er man en hund efter skønhed, var det også svært at komme udenom det vidtløftige og intenst psykedeliske You Can't Say No Forever (Playground) fra blændende moi Caprice, som kan mere end de fleste.

En anden skønhedsåbenbaring tog Diefenbach sig af på det tyste og gennemarrangerede Set & Drift (We Love You), der besad noget af årets smukkeste vokalarbejde. Med sin dorske narkoro føjede Amstrong nye facetter til sit udtryk på deres Lack Of You (Black Pilot) med den fabelagtige sangerinde Marie-Louise Munck helt i forgrunden på dette Malcolm Burn-producerede under.

Endelig beviste Martin Hall med sit flotte minialbum, Introducing Roseland (Panoptikon), at han kan andet end svine afdøde koryfæer til i bogform. I afdelingen up and coming vil deres korrespondent afslutningsvis pege på tre navne med funklende potentiale.

Det lille, overvejende akustiske band Marie Key Band beviste med to sange på dette års udgave af Karrierekanonen (DR/Tame), at charme, underfundighed og blid naivisme ikke er de værste virkemidler at lægge ud med.

Og den dystre kvartet Veto kom mere end lovende fra start med den kuldslåede ep I Will Not Listen (Tabu), hvis åbningsskæring "You Are A Knife" lyder som et alternativt stinkehit i disse behårede øren.

Gakkede, respektløse og fuldstændig på speed, sådan lyder debuterende Oh No Ono på minialbummet Now You Know (Morningside), der tegner på en bizar, men forhåbentlig lys fremtid fra disse bindegale pranksters.

Som jeg sagde til at begynde med: Et strålende år for dansk musik. Mange nævnt, mange glemt. Gå nu ud og stødt dine lokale kunstnere ved at købe deres musik og høre dem på koncertstederne. Det er ikke for meget forlangt, hundehoved- og så ikke et ord om På Herrens Mark. Arbeit mach frei! Eller noget i den retning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu