Fire forfattere rejste gennem Danmark for at besøge seks danske forfattere. Det blev til et møde med forskellige personligheder og en rejse gennem mangeartede miljøer.
Vi sidder i stuen i det gamle skovriderhus. Herinde er alt næsten hvidt, hvide vægge, hvide gulve og hvide tæpper i kurvestolene. Huset ligger i en skov, der også er rammen om Pia Juuls seneste digtsamling Helt i Skoven (2005). Naturen og landskabet er blevet mere nærværende og som en følge af det også mere tilstedeværende i hendes forfatterskab, efter hun flyttede hertil Præstø i 2001, forklarer hun. Bagved skoven ligger markerne, som Pia Juul ofte tager billeder af, navnlig én bestemt mark, som hun har opkaldt efter sin ven, den afdøde digter Morti Vizki, fortæller hun:
"Da jeg flyttede ind i huset, opdagede jeg med det samme en mark i nærheden, der mindede mig om Morti, fordi den så ud som en kulisse til filmen "Sleepy Hollow," som jeg havde set med ham. Jeg tænkte, at Morti skulle komme og se den, men det lykkedes ikke. Han bevægede sig helst ikke ud af København," siger Pia Juul og fortsætter:
"Efter Mortis død blev marken til et billede af ham. Ligesom den, viste Morti tit en ny side af sig selv. Han var meget hård, spydig, morsom og elskelig, og så holdt han af at blive fotograferet. Det var meget nemt at tage et blændende godt billede af ham. Sådan er det ikke med marken, den hader det. Selv om jeg jævnligt tager billeder af den, bliver de ikke gode."
Det var ikke udelukkende et personligt venskab, der bandt Morti Vizki og Pia Juul sammen, litterært blev de ofte sammenlignet for deres sproglegende og rollespillende poesi. Da vi kører væk fra huset igen, drejer vi alle sammen hovedet, idet vi kører forbi Mortis mark, og ser ud over den snedækkede jord.
Provinsbyens tumper
Fra skov og marker kører vi ned gennem Sydsjælland, over Storstrømsbroen og ender i Nykøbing Falster, hvor Bent Vinn Nielsen bor. Der er glemte kravlenisser på døren, "Matador" i reolen og kaffe og en wienerstang fra bageren på bordet. Det er som at komme ind i stuen hos én af personerne i Bent Vinn Nielsens romaner, der ofte foregår i et provinsmiljø. Trods lighederne interesserer Bent Vinn Nielsen sig for en anden klasse end den, han selv tilhører. Han er optaget af idioten, forklarer han:
"Jeg interesserer mig for de mennesker, der insisterer på, at de har ret til at være i verden, selv om de er tumper. Men en tumpe er ikke nødvendigvis en god hovedperson. Det vigtigste er, at romanfigurerne er udtryksfulde. Det betyder ikke, at de behøver at være reflekterede, stærkt talende personer. Også umælende kan være særdeles udtryksfulde."
Hvorfra får du inspiration til dine personer? spørger Peder Frederik Jensen
"Det er ikke nødvendigt at hente inspiration til personerne. De er jo overalt. De egentlige impulser, som jeg skriver ud fra, eksisterer i virkeligheden. Jeg vil ikke tage
udgangspunkt i noget, der er formuleret i forvejen f.eks. andre forfatteres værker," siger Bent Vinn Nielsen.
Når Bent Vinn Nielsen er i gang med at skrive en roman, laver han ikke andet end at skrive, spise og sove, fortæller han. I perioderne mellem han skriver, sladrer han med naboen, og Bent Vinn Nielsen er også en mester i at fortælle røverhistorier. Han beskriver lige så levende og humoristisk, hvordan Poul Borum som barn smed en flødeskumskage i hovedet på Henning Mortensen, som han skildrer sine romanfigurer.
En omrejsende landmand
Kristian Ditlev Jensen har serveret pasta carbonara og øl fra det lokale bryggeri til hovedret, og nu sidder vi rundt om bordet i hans lille, stråtækkede bindingsværkshus og spiser ost og drikker rødvin. Kristian Ditlev Jensen udgav i 2005 romanen Livret, om restaurantanmelderen Robin McCoy, der rejser verden rundt på eksotiske forretningsrejser, men som er lammet af sorg over sin kones selvmord. Ligesom sin hovedperson har Kristian Ditlev Jensen levet en omrejsende tilværelse, dels som rejseskribent for Ud&Se og Max Havelaar og dels som restaurantanmelder for Politiken og Berlingske Tidende. Han har været på alle verdens kontinenter op til flere gange, og de mange rejser vil fortsætte i fremtiden, mener Kristian Ditlev Jensen, der ikke har nogen planer om at slå rod, selv om han netop har købt et landsted på Fyn.
"Jeg er i gang med at tage "kørekort til husdyr" på et aftensskolekursus. Så jeg regner da bestemt med, at jeg skal have nogle dyr på mit nye sted, måske nogle får," fortæller han.
Kristian Ditlev Jensen udforsker og indgår i mange forskellige domæner i sin tilværelse, hvilket også afspejler sig i hans forfatterskab, hvor han har skrevet fire bøger inden for tre genrer, en selvbiografi, en roman og to essaysamlinger. Udover prædikatet "forfatter" kan han tilføje journalist, foredragsholder, landmand og tv-vært til sin liste. Det sidstnævnte job betyder, at han må gå tidligt i seng denne aften, for allerede klokken ni næste morgen, skal han være i studiet i København. Da vi står op næste morgen, er han for længst taget af sted, og vi kører videre tværs gennem Jylland.
I en krog af Danmark
Jens Smærup Sørensen har frakken på og står klar til at vise os Limfjorden, da vi svinger ind på pladsen foran hans arkitekttegnede villa i Nykøbing Mors. Landskabet ved fjorden, finder Jens Smærup Sørensen enestående, fortæller han, da vi sætter os på den bænk, hvor han plejer at gøre ophold under sine daglige ture langs vandet. Jens Smærup Sørensen har boet på Mors af to omgange, først fra 1975-1990 og igen fra 1999. Han har derfor kunnet følge den affolkning, der er sket på øen. Befolkningstallet er efterhånden nede på omkring toogtyvetusind, hvorimod det i 1950'erne var tredvetusind, en udvikling som Jens Smærup Sørensen bl.a. tilskriver Mors' placering.
"Vi ligger nærmest oppe i en krog af Danmark, langt væk fra gode togforbindelser og fra motorveje," fortæller han.
Kan affolkningen ikke også skyldes, at flere og flere mennesker foretrækker at bo i byerne frem for i provinsen? spørger Rolf Steensig.
" Jo, men mange familier ville, i praktisk og økonomisk forstand, få et lettere liv her. Kulturelt og livsstilsmæssigt ville de heller ikke komme ud i noget, der er så meget anderledes, som nogle måske frygter. Vi lever alle sammen i den samme storby. Her er bare bedre plads," siger han.
Jens Smærup Sørensen er vokset op i 1950'erne på en slægtsgård i Staun nær Nibe, som han egentlig stod til at skulle overtage, men til sin fars skuffelse havde han ikke talent for landbruget, og han blev sendt på realskole. I sin opvækst har Jens Smærup Sørensen oplevet overgangen fra landbrugskulturen til industrisamfundet på tæt hold. Hans seneste roman Mærkedage handler om, hvordan vi bliver moderne mennesker.
"Det vigtigste for den gamle mand i romanen, Søren Godiksen, er gården og dernæst den landsby, han bor i. Han ser sig selv som fortabt, fordi hans søn ikke vil overtage gården. Hans børn er gået andre veje og har skabt deres eget liv i et moderne samfund," fortæller Jens Smærup Sørensen.
Selv om Jens Smærup Sørensen har forladt den bondekultur, han kommer fra og er blevet forfatter frem for den landmand, han var tiltænkt at skulle blive, har han alligevel taget noget af kulturen med sig, forklarer han:
"Holdningen til arbejdet, har jeg taget med mig fra min opvækst. Det betyder, at jeg har lært at tage hænderne op af lommerne, knokle røven ud af bukserne og blive ved til den bitre ende. På den anden side, så arbejder man ikke som bonde, medmindre man er pisket til det. Så jeg har også lært kun at arbejde, når det er nødvendigt. Derfor har jeg aldrig været én af de forfattere, der satte mig til skrivebordet hver dag på ét bestemt klokkeslæt."
Beatdigte for brosten
Mens vi kører i fugleflugtslinje tværs gennem Jylland, går solen langsomt ned over markerne og breder et orange og blodrødt skær på himlen. Da vi når frem til Peter Laugesens villa i Brabrand, er det blevet mørkt, men lyset på trappen er tændt, så vi kan finde vej til hoveddøren på toppen af bakken. Fra de store panoramavinduer i stuen er der en fantastisk udsigt over Viby. Jazzmusikken brager ud af højtalerne, og navne som Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William Borroughs dukker op i de uendelige stakke af bøger, der ligger omkring i huset. Peter Laugesen har også dybe rødder i den amerikanske beatgeneration fra 1950'erne og skriver ligesom dem hurtigt, direkte og spontant. Når først en tekst er skrevet ned første gang, redigerer han ikke særlig meget i den, fortæller han, for det fjerner energien i teksten.
På den danske litterære scene er Peter Laugesen blevet sammenlignet med andre beatdigtere som f.eks. Dan Turell, som han også arbejdede sammen med om flere projekter. De har bl.a. begge forsøgt at insistere på "forfatterens død".
"Engang i 1970'erne prøvede vi at få udgivet vores bøger uden navn og titel, men den slags ville forlagene ikke udgive," fortæller Peter Laugesen. Et andet projekt, som Dan Turell og Peter Laugesen samarbejdede om, var udvekslingen af tekster for andre varer.
"Vi indrykkede en annonce i avisen, hvor vi skrev, at hvis folk sendte os nogle gram af et eller andet, ville de få nøjagtig de gram tilbage i papir med skrevne digte på. Vi havde håbet på, at folk ville sende hash eller frimærker, men i stedet for fik vi brosten," siger Peter Laugesen og griner.
Vi sidder oppe til langt ud på natten og taler om Peter Laugesens forfatterskab, og det vil sige alt mellem himmel og jord, for Peter Laugesens værker er præget af mangfoldighed. De blander alt, jævnt som sublimt, i forskellige genrer. Barndomserindringer, refleksioner over livet, sprog og lyrik, citater fra andre forfattere og hverdagsjargon står side om side i værkerne.
Da klokken nærmer sig hen ad fire, bliver vi nødt til at gå i seng, for vi skal nå den tidlige færge næste morgen fra Hou til Samsø.
Den evige forandring
Vibeke Grønfeldt har boet hele sit liv på Samsø. Hun voksede op på en gård i Nordby og bor nu uden for Kolby i et rødt murstenshus med udsigt til marker og Vesborg fyr. Så man kan roligt sige, at det er en stedskendt person, vi har fået ind på bagsædet i vores bil. Vibeke Grønfeldt fortæller også levende om øen, mens vi gør stop først ved det bakkede landskab ved Møgelskår, så ved udsigtspunktet ved Ballebjerg og til slut ved Issehoved.
Årene på Samsø har givet Vibeke Grønfeldt rig mulighed for at følge den forandring, øen har gennemgået, siden moderniteten begyndte at præge landbrugssamfundet i 1950'erne. Forandringen har hun senest skildret i sine to romaner Mindet (2005) og I min tid (2006), der handler om Agathes liv fra barn til voksen. Gennem hendes øjne ser man, hvordan samfundet ændrer sig i takt med at moderniteten får mere og mere indpas.
"Den tid, vi lever i, er virkelig interessant. Forandringen fra bondesamfund til et samfund, hvor stadigt færre kan producere livsfornødenheder, kan virke som en ønskesituation for en forfatter. Det er en udfordring at prøve at se, hvad der sker med os mennesker, når vores kræfter frigøres til noget andet end at skulle holde kulde og sult fra døren," siger Vibeke Grønfeldt og fortsætter:
"Jeg er optaget af, hvad der er uforanderligt for mennesket, og hvad der forandrer sig under skiftende vilkår."
Synes du, at den udvikling, som moderniteten skabte, var ødelæggende eller styrkende for bondesamfundet? spørger jeg.
"Jeg finder ikke moderniteten i samfundet ødelæggende, men forsøger tværtimod at skildre et bestemt sted, der er underlagt forandringer på godt og ondt. Jeg har ikke levet længe nok til at kunne dømme, om vi bevæger os hen mod noget, der er værre eller bedre end det samfund, som vi havde for hundrede år siden," forklarer hun.
I følge Vibeke Grønfeldt bevæger vi mennesker os hele tiden gennem virkeligheden i én lang proces. På den måde bliver alting flygtigt, og kun øjeblikket står tilbage, fortæller hun. Hun er også hele tiden i en proces med sine værker. Netop som hun har færdiggjort én roman, begynder hun automatisk på den næste. For tiden skriver hun på det tredje bind om Agathe, der vil afslutte trilogien om forandringerne i bondesamfundet.
Vi vinker farvel til Vibeke Grønfeldt og sætter kurs mod Kolby Kås for at tage færgen til Kalundborg og forsætte videre til København. Det har været en sært livsbekræftende tur gennem mangeartede miljøer, hvor vi har mødt vidt forskellige personer, der interesserer sig for hver deres ting, og som lever på nærmest usammenlignelige måder, men som alligevel er bundet sammen i kraft af, at de alle er forfattere.
