Gennem næsten 40 år har filminstruktøren David Cronenberg gang på gang overrasket og ikke sjældent chokeret publikum med sine på én gang underholdende og dybt foruroligende film.
Som hans amerikanske kollega Martin Scorsese siger, så synes Cronenberg at være forud for sin tid og sine kolleger i sin stædige udforskning af den evigt foranderlige, menneskelige tilstand.
Den nu 62-årige canadier er på sin vis en avantgarde-filmkunstner, der har valgt at arbejde med publikumsvenlige genrer, ikke mindst horror og scifi, i opsigtsvækkende, visuelt stærke og ikke uhumoristiske film som Rabid, The Brood, Scanners, Videodrome, Dead Ringers, Naked Lunch, Crash, eXistens og Spider, der rykker ved ens virkelighedsopfattelse og syn på filmmediet.
Cronenberg, der for nylig var i København for at tale om sin nye film, den fremragende thriller A History of Violence, er lige så snaksaglig og venlig, som hans film kan være ekstreme og udfordrende, og mens intervieweren ivrigt stiller sine mange spørgsmål, svarer instruktøren beredvilligt og sørger samtidig for at gøre fotografen tilfreds ved at flytte og dreje sig til den ene eller den anden side.
A History of Violence, der har dansk premiere på næste fredag, er blevet kaldt hans mest tilgængelige i 20 år, og den er såmænd også blevet en solid succes ved de amerikanske billetluger.
Tilgængeligheden hænger, ifølge Cronenberg selv, blandt andet sammen med, at hovedpersonerne er mere almindelige, genkendelige, end publikum er vant til fra hans side.
»The Dead Zone (1983) er den af mine film, der minder mest om A History of Violence,« siger han.
»De foregår begge i Amerika. Jeg har ikke lavet mange film, der foregår i små byer i Amerika med en familie i centrum af dramaet. De har endda begge en sherif med en sjov hat. Jeg har prøvet det før, og The Dead Zone var baseret på en populær bestseller af Stephen King - det er ret mainstream.«
»Jeg tager normalt udgangspunkt i personer, der er ret excentriske, outsidere, og som publikum ikke så godt kan relatere sig til. Mit job er så at forføre publikum med filmen, hjælpe det til at forstå personerne og håbe, at de ved filmens slutning har en vis medfølelse for dem, en vis forståelse. I A History of Violence begynder jeg med nogle personer, der er meget mere tilgængelige for publikum, et nordamerikansk publikum i særdeleshed. Og sammen med dem fører jeg publikum ned ad nogle meget mærkelige, mørke stier, det må-ske ikke forventede.«
A History of Violence er baseret på en tegneserie og samtidig Cronenbergs første rendyrkede thriller. Der er også elementer af både film noir, moderne western og gangsterfilm i den, men selv om man kan få det indtryk, at Cronenberg bevidst refererer til andre film, understreger han, at han ikke tænker i de baner, når han arbejder, hverken med egne eller andres manuskripter.
»Jeg lader mig ikke inspirere af andre film på den måde... det er ikke en Tarantino-agtig ting, hvor jeg laver film om film. Jeg var dog bestemt opmærksom på de genklange i filmen. Men normalt når jeg læser et manuskript, så lader jeg det skylle ind over mig, som var det en film, og jeg prøver på at reagere på det, som om jeg sad og så filmen. Er jeg optaget af det, er jeg interesseret, er jeg overrasket, ved jeg, hvor det bevæger sig hen? Og svaret var, da jeg læste dette manuskript, 'ja'. Jeg var ikke fuldkommen tilfreds med det, men det var et første udkast, og da jeg fandt ud af, at filmselskabet og forfatteren var villige til - faktisk ønskede - at arbejde mere på det, tænkte jeg, at 'det her er interessant.'«
At han ville prøve at ramme bredt med sine film, blandt andet ved at arbejde i populære genrer, var et bevidst valg, Cronenberg tog, allerede da han som universitetsstuderende havde lavet sine to første spillefilm, de meget eksperimenterende Stereo (1969) og Crimes of the Future (1970).
Den unge filmskaber besøgte filmfestivalen i Cannes, og det gik op for ham, at han ikke kunne gemme sig og blive ved med at lave eksperimenterende film, hvis han havde ambitioner om at blive professionel filminstruktør.
I Chris Rodleys interviewbog, Cronenberg on Cronenberg, fortæller Cronenberg, at han »gerne ville have et bredere publikum. Jeg ville gerne gøre mine hænder beskidte og forsøge. Så jeg tog tilbage til Toronto og skrev manuskriptet til Shivers (som jeg dengang kaldte Orgy of the Blood Parasites).«
Men selv når han synes mest kommerciel og umiddelbar, formår en kompromisløs Cronenberg at overraske.
I åbningssekvensen til A History of Violence møder man et par typiske bad guys, og da filmen forlader dem for at skildre hovedpersonernes næsten idylliske hverdag, sidder man på nåle og venter på, at de to grimme fyre skal vende tilbage.
Og det gør de selvfølgelig, men ikke helt som man havde forventet, og Cronenberg leger veloplagt med ens forventninger og gør én usikker på, hvad man nu har i vente.
Den måde at arbejde på har dog mere med hans forhold til livet end med hans forhold til publikum at gøre, forklarer han.
»Jeg mener, at tæppet konstant bliver trukket væk under vores fødder i livet. Det er den menneskelige tilstand. Hvad enten det er en bananskræl, og man griner, eller det er ens egen død, og man måske ikke griner. Det er noget, som man er nødt til at komme overens med. Jeg har aldrig haft den der Hitchcock-tilgang, hvor jeg følte, at jeg var dukkeføreren, der manipulerede med publikum, trak i publikums strenge og vidste nøjagtig, hvordan det ville reagere. Jeg laver filmen for at opleve min egen reaktion. Det er jeg nødt til.«
Meningerne om filmen, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes tidligere i år, har været mange og meget forskellige. Og man kan også læse næsten hvad som helst ind i den komplekse historie om en familiefar, Tom Stall (spillet af Viggo Mortensen), der konfronteres med sin fortid, da tre gangsterlignende typer ankommer til lillebyen, hvor Tom bor sammen med sin smukke kone og to børn.
Cronenberg forklarer, at han altid bliver overrasket over folks reaktioner på hans film - og netop derfor bliver han aldrig overrasket.
»Hvis man laver noget, der er komplekst og har sit eget liv, så ved man, at man bliver overrasket. Man kan ikke forudsige folks reaktioner. De har hele deres liv med ind for at se en film, de har deres uddannelse med, deres sexliv, det, de har læst, deres oplevelser med livet, forståelse af film - og det kan man ikke forudse. I så henseende er alle unikke. Jeg har en overordnet idé om... man ender med at lave filmen for sin egen skyld, i forhold til hvordan man tror, at man selv vil reagere.«
David Cronenberg ville egentlig have været forfatter, og selv om han indimellem gik med sine venner i biografen, var han ingen ivrig filmbuff.
Hans referencer var primært litteratur, men en film lavet af en af hans studiekammerater på universitetet i Toronto i de tidlige 1960'ere åbnede hans øjne for filmmediet - viste, at det også var muligt for ham at lave film.
Desuden tiltalte filmmediet ham: »Det passede mit temperament som fod i hose,« siger han i Cronenberg on Cronenberg.
»Jeg havde flere gange forsøgt at skrive romaner og var begyndt at føle, at jeg ikke havde det rigtige temperament til det; den lange isolation og neurotiske selvanalyse. Og, når jeg endelig skrev, var jeg besat af Nabokov og Burroughs. Et af mine problemer som forfatter var at slippe fri af deres kløer. Jeg kunne ikke finde min egen stemme. Men når jeg skrev til film, følte jeg mig helt fri.«
Fri til at skabe originale, ofte dybt filosofiske og voldsomt underholdende værker, der uden forsonende filtre beskæftiger sig med sex, vold, den håndgribelige virkelighed som en illusion og menneskets forsøg på ved hjælp af teknologi at bremse det fysiske forfald og forlænge kroppens levetid og øge dens formåen.
En Cronenberg-film er sjældent, hvad den giver sig ud for at være. Man kan argumentere for, at hans film udgør en genre i sig selv, hvilket selvfølgelig også hænger sammen med, at han ved meget om, men ikke for alvor dyrker andre filminstruktørers arbejde.
Indimellem trækker han store veksler på publikums tolerance og tålmodighed, men det er som regel besværet værd, og man forlader biografen om ikke forandret så i hvert fald både berørt og anfægtet.
A History of Violence er en meget sigende og direkte titel. Cronenberg kan godt lide dens kliniske klang, også selv om den er til at misforstå. Han fortæller, at han er blevet spurgt, om det er titlen på en dokumentarfilm. »Og jeg svarer, at 'det ville være en meget lang dokumentarfilm, hvis den skulle dække hele den menneskelige volds historie.'«
Men A History of Violence er på flere måder en historie om vold. »Der er mange lag af historie,« siger Cronenberg, »en personlig historie, en national historie og endelig historien om det menneskelige bæst. Jeg følte, at det var en god, stærk, usædvanlig titel.«
Filmen kan tolkes som en allegori over USA's krig mod terror - en uskyldig mand angribes og reagerer voldsomt - og som et mere symbolsk billede på en forvreden, amerikansk selvforståelse.
Byen, hvor Tom Stall og hans familie bor, er næsten for perfekt, det samme er hans kone, deres lille datter og den diner, Tom ejer. Det er overdrevet, men Cronenberg vil ikke gå så langt som til at kalde denne skildring satirisk.
»Lad os i stedet kalde det mytologisk. Det er Disneyland. Disneyland er ikke en satire. Det har at gøre med Amerikas mytologiske opfattelse af sig selv. I Amerika ville denne by ikke blive opfattet som virkelig. Men der er en længsel efter fortiden, denne uskyldige, naive fortid, som aldrig virkelig har eksisteret. Amerika, da landet var ungt og uskyldigt og endnu ikke var blevet mærket af Vietnam og den slags. Da det kun var nobelt. Amerikanerne reagerer på mytologien om den perfekte lilleby, den perfekte familie og det perfekte cafeteria.«
Cronenberg og Viggo Mortensen var begge meget opmærksomme på projektets politiske undertoner, og de talte meget om, hvordan de skulle gribe det an.
»Vi måtte føle hinanden på tænderne i forhold til vores personlige politiske holdninger, hvor direkte eller indirekte de politiske undertoner var,« siger Cronenberg.
Blandt andet var han optaget af at bruge vold på en anden og mere forpligtende facon end i den sædvanlige, amerikanske actionfilm. I en scene oplever man ikke uden en vis tilfredsstillelse, hvorledes Tom Stall gør det af med et par skurke, hvorefter Cronenberg pludselig klipper til den ene skurks sønderskudte ansigt.
»Jeg siger, at 'hvis I kan lide dét, kan I så også lide dét?' I en actionfilm ser man ikke ansigtet, man ser ikke de ødelagte lig og kroppe, fordi i en actionfilm handler det om spændingen, og det er bestemt ikke meningen, at man skal tænke over sin egen medskyldighed i volden. Jeg vil have, at publikum skal være medskyldige i volden, og jeg spørger, 'accepterer I også konsekvenserne?'«
»Jeg mødte en kvindelig journalist, som sagde, at 'det er okay for mig, jeg kan godt lide det. Lad os se det ansigt. Det er det, man vil, når man skyder nogen i ansigtet, man vil påføre dem den skade.' Det var selvfølgelig i Amerika. Dér køber man ikke et våben for sjov. Man køber det, fordi det er muligt, at man kommer til at gøre et andet menneske alvorlig skade.«
David Cronenberg mener, at alle rummer volden i sig.
»Naturligvis gør vi det. Det gør du også. Jeg ved, at jeg har det i mig, og jeg har aldrig nogensinde været involveret i et slagsmål i mit liv. Og jeg har været glad for at kunne leve mit liv uden at være det. Men jeg ved, at jeg har evnen til at være det.«
Cronenberg føler ikke, at han får afløb for volden ved at lave sine film, for »man er helt klar over, at man laver film« siger han.
»Det tager så lang tid, man finder vinklen og gør tingene igen og igen. Det er hverken så skrækindjagende eller den renselse, som det rent faktisk ville være at slås for sit liv.«
Men det kan give publikum katarsis at se en voldelig film. »Vi har jo alle prøvet at være frustrerede og vrede, og alle har sagt i deres hoveder, 'jeg kunne slå den fyr ihjel,' selv om de bare taler om en politiker, som vi ikke vil sætte navn på. Pludselig sker det på lærredet, og de identificerer sig med det, og jeg tror, at det på den måde giver folk katarsis at se det. Om det så virker præcis på den måde, som Aristoteles havde forestillet sig, er en helt anden diskussion, og om man kan bruge det som et argument for endnu mere voldelig underholdning er også en anden diskussion.«
- Men vi har åbenbart brug for volden under kontrollerede former - f.eks. er der meget vold i sport.
»Det synes at tilfredsstille noget, som har brug for at blive tilfredsstillet.«
Selv sex rummer et voldeligt element, siger Cronenberg og sammenligner mennesket med aben.
»Blandt aber har én dominerende han lov til at have sex med alle hunnerne, og de andre hanner har ikke. Der er konstant rivaliseren og trusler for at vælte den dominerende han, og der er hans disciplinering af enhver hun, som ikke tilpasser sig. Det er ret voldeligt og konkurrencepræget, seksualitet tages aldrig for givet, og det er aldrig et spørgsmål om blidhed. Det har intet med seksualitetens natur at gøre. Vi har opfundet vores egen version af sex og civiliseret den en del, men neden under er der et element af dominans og vold involveret i al seksuel kontakt.«
Spørgsmålet er også, siger Cronenberg, om man overhovedet ville være interesseret i at bo i en lille, perfekt by - ville det ikke hurtigt blive for kedeligt?
»Unge mennesker forlader som regel den slags byer lige så snart, de kan. De har brug for at blive stimuleret. De har brug for fare, de flytter til en stor by, de har brug for udsigten til vold og sex og penge og risici. Vi er dyr, der trives med risici. Ville vi miste vores kreativitet, hvis der ikke var nogen vold? Ville vi miste vores kunstneriske kant? Er det en pakkeløsning, kreativiteten og faren - hænger det sammen? Det gør det måske.«
Cronenberg forklarer, at han også selv har valgt at leve på kanten. Ikke ved at opsøge volden, men ved at udtrykke sig selv kunstnerisk. Det er meget farligt og risikofyldt at være kreativ og placere sig selv i offentlighedens søgelys, siger han.
»Der er mange mennesker, der er talentfulde, men de er bange for at lave noget så vanskeligt som en film eller skrive en novelle. Lige så snart, man gør det, kan man blive angrebet. Lige så snart noget bliver født i naturen er der øjeblikkeligt tusinde ting, der vil dræbe det - mere end tusinde faktisk. Det er det samme i den kreative verden. Lige så snart man sender noget ud, er der mennesker, som kritiserer det, sammenligner sig selv med det, man har lavet, og som de selv laver - uden at det er til ens fordel.«
»Det samme sker, når man udsender en film. Man møder andre filmskabere, der enten er misundelige eller vrede. Man har også gode oplevelser, men de koster dyrt. Hvis man føler sig komfortabel og sikker, kan man ikke være kreativ.«
»A History of Violence har fået fantastiske anmeldelser, hvad vil der ske med den næste? De vil alle hade mig, vent bare." Cronenberg griner. "Og jeg vil måske lave en film, der virkelig er til at hade - bare for at irritere dem."
