Læsetid: 3 min.

Punk forklaret

17. marts 2006

Punk er død. Den døde i tirsdags. I noget, der lignede musikinstrumentdepotet på Rødovre Statsskole. Janus Køster Rasmussen og Erik Hansen var med til at slå den ihjel.

“Punk er død. Den døde, da han stillede det dér åndssvage spørgsmål,” sagde Niels Thomsen fra No Knox som svar på én af de to musikjournalisters konfrontationer. DR2’s seere fik aldrig at vide, hvad det var for et spørgsmål, der havde slået punken ihjel. Men det var en smuk afslutning på en tematirsdag, hvor punken fik et langsomt dødskys.

I interview med dem, der udgjorde inderkredsen i det danske punkmiljø i sluthalvfjerdserne og startfirserne, blev punk forklaret af de mennesker, der dengang efterlevede dens strikse koder så intenst, at det var tydeligt, at det i dag stadig gjorde fysisk ondt på dem at skulle svare på spørgsmålet: ‘Hvad er punk?’ Det gør man bare ikke.

Det gjorde digteren Michael Strunge dengang, og netop derfor blev han aldrig rigtig accepteret i miljøet. Punk forklares ikke. Det leves.

Camilla Høiby kom tilbage til Danmark i 1977, som levet punk. Nogle mener, at det var Sex Pistols, der tog punk med til Danmark, men i dokumentaren fortælles det, at det i virkeligheden var skribenten og punkens frontperson Camilla Høiby, da hun ankom til Københavns Hovedbanegård kl. 19.50 den 1. juli 1977 efter et au pair-ophold i England. Det kan virke som ligegyldigt, at det netop var det tidspunkt på den dato, at en blåhåret pige med sikkerhedsnåle stukket gennem huden trådte ned på perronen.

Men som alt andet i dokumentaren er der ikke noget, der er ligegyldigt. Alt er vigtigt. Et udtryk for at skaberne af dokumentaren selv har en enorm respekt for miljøet. I det hele taget er der en form for udefinérbar og alligevel indiskutabel idé om, at der skete noget specielt i dansk musikhistorie i netop den periode. I en sær seance debatteres det, hvilket punkband der var det første i Danmark; var det No Knox, der startede med at lave fire spor på en båndoptager og fyldte dem med støj i musiklokalet på Rødovre Statsskole, eller var det The Sods, der gav den første danske punkkoncert arrangeret af No Knox på samme skole? Det er ikke ligegyldigt. Ikke i en verden hvor originalitet er så vigtigt et element.

Koncerten på Rødovre Statsskole var ikke særlig glamourøs, fortæller Peter Peter: “Jeg skulle hjem og have fnatkur bagefter,” siger han. Men The Sods var de første til at udgive plade. Minutes to go udkom i 1979 og indeholder blandt andet en legendarisk fortolkning af Suicides “Ghost Rider”. Martin Hall beskriver The Sods som en rytmisk aftenskole sammenlignet med No Knox, der blandt andet bestod af Niels Thomsen, der i dag er reklamedirektør og dukker op i gæt-hvem-der-er-kæreste-med-hvem livsstilsprogrammer.

Mens Peter Peter fra The Sods står sammen med Camilla Høiby i mørket foran Plaza Hotel i København og fortæller om fascinationen af Iggy Pop og Sex Pistols, så bærer Niels Thomsen, Per Buhl Ács og Martin Hall i højere grad beskrivelsen af miljøet som en reaktion på magtesløsheden i 70’erne med arbejdsløshed, kold krig og oliekrise. De taler om det med kær nostalgi. For som dokumentaren også lægger op til med de afsluttende billeder af Fritz Fatal fra Before som eksemplet på kamikaze-koncerternes konsekvenser og bemærkninger om, hvordan den provokerende punkuniform begyndte at danne mode, så sluttede det på et tidspunkt.

“Nu er alle dømt til at have en fremtid,” sukker Niels Thomsen.

Men vi har brug for punken. I en sump af middelklasse, børnefamilier, byfornyelse, matchgrupper, masseproduktion, brunchaftaler, morgen-tv, krig på løgne og glade mænd med guitarer har vi brug for punken. Men ikke den nostalgiske version. Nostalgi er godt for de gamle. Dansk Fløde har opskriften. På deres nye plade Giv Slip arbejder de med punken i et nyt årtusind. Her må lo fi-lyden godt være gennemarbejdet. Det handler ikke om at gå i det rigtige forkerte tøj eller tale med de rigtige mennesker i miljøet. Det handler om at gøre det. Om at fortælle, at “den brede smag er ofte den dårligste smag,” og at “middelmådigheden er det nærmeste man kommer ligegyldighed”, som Dansk Fløde gør det i nummeret “Opskriften”. Så hvis man blev deprimeret af at se ikonerne fra dengang lægge punkfænomenet i en mental tidskapsel og grave den ned i DR2’s tematirsdag-arkiv, så fortvivl ikke. Det vigtigste element fra 70’ernes modreaktion er intakt hos nytænkende Dansk Fløde, nemlig punkens budskab: Giv Slip. Punk er genfødt.

DR2 Tirsdag 20.30: Dengang punk kom til Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu