Læsetid: 5 min.

Rasmussens nulløsning

Den gule trøje blev forsvaret letbenet og intelligent på en svær dag i Alperne, men er det nok til at holde den hele vejen til Paris?
Cadel Evans, Michael Rasmussen, Iban Mayo og Alejandro Valverde på vej op ad Galibier under gårsdagens etape, der var præget af taktiske finesser, modige angreb og store nederlag.

Cadel Evans, Michael Rasmussen, Iban Mayo og Alejandro Valverde på vej op ad Galibier under gårsdagens etape, der var præget af taktiske finesser, modige angreb og store nederlag.

Bas Czerwinski

Kultur
18. juli 2007

I den forståelige danske eufori over Michael Rasmussens gule trøje og måden han vandt den på, er der selvfølgelig godt gang i de vilde drømme på hans vegne. Kan han forsvare den til Paris? Er det realistisk?

Hvis man sænker armene et øjeblik, kan man regne lidt på det. Rasmussens store svaghed er enkeltstart. Alene på vejen mod uret er han blandt feltets ringeste, og han har aldrig trænet i disciplinen eller i løb lagt vægt på den. Bortset fra den ene gang i 2005, hvor han inden den afsluttende enkeltstart lå på en samlet tredjeplads, men styrtede og kørte i grøften så mange gange, at han dumpede ned på en syvendeplads. Man har således ikke rigtigt nogen målestok for, hvor megen tid Rasmussen vil sætte til på de to enkeltstarter, der resterer i løbet. Men man kan bruge en tommelfingerregel, som Rasmussens forbillede Marco Pantani brugte. Han kalkulerede med at sætte et minut pr. 10 kilometer til i forhold til sine enkeltstartsstærke konkurrenter. Et tidstab, som han måtte indhente i sit eget terræn, i bjergene.

Rasmussen ligner Pantani meget i statur, styrke og svaghed, og tommelfingerreglen må også gælde for ham på de to enkeltstarter på i alt 109,5 km, der resterer i løbet. Bruger vi den optimistisk, så skal han altså regne med at miste godt 10 minutter. Han har lige nu et forspring på små tre minutter til sine skarpeste konkurrenter, hvilket vil sige, at han skal køre mere end syv minutter fra dem på den etape over alpetoppene og Galibier, der kører på min tv-skærm i dette øjeblik, og på de tre etaper i Pyrenæerne i næste uge. Det lyder umiddelbart ikke realistisk. Men-

Udsigt til nulstilling

Det taler til Rasmussens fordel, at det ikke er typer som Lance Armstrong og Jan Ullrich, han skal køre enkeltstart mod. Folk som Valverde, Moreau, Cadel Evans, Kaschechin, Leipheimer, Mayo, Sastre, Schleck, Contador er ikke specialister i tidskørsler, men bare bedre til det, og de store fartmaskiner som Vinokourov og Klöden er mærkede efter styrt. Selv regner han med at tabe højst tre minutter på lørdagens tidskørsel, således at situationen blandt favoritterne nulstilles inden Pyrenæerne.

Det kan også tale til hans fordel, at det ikke er en enkelt konkurrent, men en hel vifte, han skal tage den afgørende tid i bjergene fra. Med den ønskesituation for ham - hvis han selv kører stabilt - at de kan have en dårlig dag på skift. Den tydelige vinderkandidat eller hovedmodstander til Rasmussen har endnu ikke skilt sig ud - men gør det måske i dette øjeblik.

Alejandro Valverde angriber midt på Galibier med et ordentligt ryk, som Cadel Evans svarer på, men Rasmussen kører ubesværet op, og i første splittende hug får alle favoritterne kontakt. Men Valverde mener det alvorligt. Han rykker igen, og denne gang bliver der mandefald. Vinokourov slipper, Moreau, Kaschechin, Rasmussens egen kaptajn Menchov.

Men det giftigste angreb kommer fra den unge spanier Alberto Contador, dette års vinder af Paris-Nice, som bringer sig fri af Rasmussen-gruppen med en gevaldig accelleration, og ind i en rolle som danskerens måske farligste rival.

Anarki og angrebslyst

Det er cykelløb, når det er allerbedst. Det er nye tider uden en kontrollerende Armstrong eller andre generaler - med et anarki og en angrebslyst fra alle sider og på uventede tidspunkter. Netop som man frygtede, at Galibier ville blive brugt til opslidningsslag og taktisk lurepasseri, kastede Valverde som den befriende første al forsigtighed. Mere plan var der i Contadors fremstød. Hans holdkammerat på Discovery, Popovich, var blevet sendt ud som fortrop allerede på dagens første stejle stigning op ad Iseran, hvor ingen af favoritterne som ventet rørte på sig, og ukraineren lå så kort før toppen af Galibier og ventede på at Contador kom op. En værdifuld støtte på nedkørslen i modvind til målet i Briancon, men især på den sidste vanskelige og stejle kilometer inde i byen.

Hvad ingen af favoritterne havde bekymret sig om, var at den unge og helt ubeskrevne columbianer Mauricio Soler Hernandez fra det lille Barloworld-hold, tidligt på Galibier var stukket og sloges alene foran for etapesejren. Et forfølgelsesløb med favoritgruppen halsende efter sig som han sensationelt vandt.

Vejen ind i Briancon er modbydelig, men velkendt af de fleste af de ryttere, der har kørt Tour eller Giro d'Italia, hvor dette etapemål er ofte brugt. Nedkørslen forvandles brat til stejl stigning på de sidste par kilometer inde i byen, og der kan vindes eller tabes dyrebar tid på få hundrede meter. Alejandro Valverde er uhyggeligt hurtig på den type afslutninger og nappede på etapens andenplads fire sekunder fra Michael Rasmussen plus 12 bonussekunder. Han er nu på løbets samlede andenplads 2,35 min. efter danskeren og ligner, sammen med Cadel Evans og Alberto Contador, den største trussel mod den gule trøje. Ikke vurderet ud fra deres øjeblikkelige position, men på den overbevisende måde, de kørte på gennem hele dagen.

Dagens store vinder

Rasmussen forsvarede sin trøje intelligent uden megen hjælp fra sit hold, da først Galibier begyndte at tårne sig op. Valverdes angreb svarede han letbenet igen på, og da Contador kørte væk, valgte han at afstå fra forfølgelsen og blive ved Valverde. En satsning, der viste sig vellykket, da favoritgruppen igen blev samlet og Contador og Popovich fanget ind.

Men er en svær dags vellykkede trøjeforsvar nok? Rasmussen lagde afstand til rivaler som Klöden, ikke meget, til Moreau, til den agterudkørte, sårede Vinokourov - og til sin egen holdkaptajn Denis Menchov, der fra nu må agere hjælperytter. Han mistede bagateller til Valverde, Evans og Contador. Men hans hårde vilkår er, at han skal vinde minutter på hver eneste bjergetape, så denne dags nulløsning lægger endnu større pres på hans indsats i Pyrenæerne.

Men uanset, hvor man kommer fra, eller hvem man holder med, så var dagens vinder selve cykelløbet. Taktiske finesser som Discoverys, store nederlag som Menchovs og Vinokourovs, behjertede tidlige angreb som Valverdes, Evans' og Contadors, konstante skift i løbs-situationen og en gyseragtig finale med en overraskende vinder. Og den dristighed og aggressivitet, hovedaktørerne viste, lover en fortsættelse fuld af drama, spænding og nye overraskelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her