Læsetid: 7 min.

Ringens nødvendighed

Den samlede opførelse over fire spilledage af Wagners marathonværk opløfter yderligere Operaens enorme satsning
9. maj 2006

Det var Richard Wagners mening, at publikum ikke skulle have andet i tankerne end hans værk over alle værker, og han derfor i den lille sydtyske by Bayreuth skabte et miljø med dette ene for øje: kunsten som betingelsesløst anliggende.

Festspilhuset på bakken dannede skueplads for Gesamtkunstværket med sangerne på scenen og musikken uden distraherende synligt nærvær af dirigent og musikere i etager under gulvet. Ikke at forglemme ordene, Wagners egne - herom drejede sagen sig - Dichtung und Wahrheit - ikke et ord i Ringen er overflødigt, men fører processen igennem til den eneste mulige slutning: verdenssammenbruddet, menneskers og guders undergang efter forræderiet mod naturen.

Forspillet og de tre dage, det er Niebelungens Ring, denne den ultimative udfordring for operaens kunst, der siden første-opførelsen i 1876 har været alle seriøse operahuses ambition. Utallige betingelser skal opfyldes, før nogen så meget som tør tænke på at give sig i kast med opgaven. Det pågældende hus skal teknisk kunne rumme forestillingerne, der også i spilletid er nådesløse; de rette sangere skal være for hånden, orkestret i top, dirigenten mere end almindelig robust, helst genial; og af iscenesætteren kræves en klar vision, der lever og ånder ved den detaljerede og flertydige histories utallige krav.

Kort sagt: Det givne operahus må være i besiddelse af en endog usædvanlig kunstnerisk vilje til at overkomme det umulige.

Alle disse betingelser og endnu flere opfylder Operaen. Under Michael Schønwandts taktstok, i Kasper Bech Holtens regi og Marie í Dalis og Steffen Aarfings kongeniale scenografi forløses Wagner i en tilfredsstillende grad, som man næppe én gang til i livet oplever.

Helt på verdensplan

Ikke én af det hold af sangere, der førte forestillingerne til ende i søndags ved B-opførelsesrunden af Ringen, har været blot antydningsvis forkert, ikke én skævert i det overvældende velspillende Kongelige Kapel, ikke ét synligt eller hørbart kiks; alt formelt er til fulde opfyldt.

Operaens Ring bevæger sig på verdensplan; det gøres ikke bedre. Denne anmeldelse, som ikke er en anmeldelse, eftersom de enkelte forestillinger er bedømt tidligere, kan således koncentrere sig om Operaens fortælling, hvad operagængerne har kunnet tage med sig hjem, og hvad de, der ikke nåede ud til Dokøen, desværre for dem, gik glip af.

Familien i centrum kan man sige, hvilket betyder at hverdagens spil er opførelsens dramatiske kerneydelse, hvor guder, halvguder, udødelige, dværge og kæmper er spundet ind i slægtens, konventionernes og følelsernes spind.

De kan, hvor meget de end spræller, ikke gøre sig effektivt fri af deres skæbnesvangre bindinger, og, hvis de alligevel gør det, kun med oprivende konsekvenser.

Den viden og magt - eftersom viden jo er magt - som de med overguden Wotan og hans kvindelige alter ego datteren, valkyrien Brünnhilde, slæber rundt på, symboliseret i genstande som spyd, hjelme, sværd og ringe, er samtidig med begunstigelserne ved viden ligervis forbandelsen.

Grådighed og jøderne

Både som udøver af og at være underlagt magten er forbandet, hvad man jo med blot antydningen af følsomhed i behold ikke skal leve længe i et menneskeligt samfund for at erkende.

Alle disse skæbner i Wagners univers kredser samtidig om grådighedens genstand: guldet, Rhinguldet. Besiddelsen af dette, manifesteret i Ringen, er ensbetydende med den ultimative magt over himmel og jord.

Det skal ikke glemmes, når man binder smokingsløjfen for at gå i Operaen med monarken og the usual gang, at Wagners ståsted er den revolutionæres i opposition mod pengemagten, kapitalismens ideologiserede grådighed og staternes og fyrsternes magtmisbrug.

Da revolutionen i 1848-49 gik sin skæve gang over Dresden, hvor Wagner var hofkapelmester, havde kollegaen musikdirektør August Röckel, der i øvrigt blev sat 14 år i fængsel for statsomvæltende virksomhed, afgørende betydning for den unge Wagners politiske udvikling.

Röckel inspirerede komponisten til at fordybe sig i revolutionære og anarkistiske teoretikere. Wagners anti-semitisme stammer parentetisk bemærket måske også fra denne periode, idet jøden (som hos Marx), og af den grund at jøderne som følge af hvad de nu engang af statsmagten var henvist til at beskæftige sig med, ofte i de centraleuropæiske samfund optrådte som kapitalens formidler - lakaj om man vil. Antisemitismen var med andre ord i udgangspunktet politisk snarere end racistisk bestemt.

Undertrykkelse

Den russiske anarkist Mikail Bakunin opholdt sig på samme tid i eksil i Dresden, han mødte Wagner og er af flere musiksagkyndige, blandt andre G.B. Shaw, tolket som det egentlige forbillede for Siegfried, den frygtløse helt, der dog må gå til grunde i den værste af alle verdener. Ingen undskyldning, men forklaring.

Wagners senere attituder, hans sværmen for en reaktionær pan-germanisme og tysk nationalchauvinisme lægger i nogen grad slør over ungdommens utvetydige oprører, der gang på gang betoner kunstens også socialt revolutionære væsen også i det teoretiske skrift Kunsten og revolutionen.

Ikke nok med det: Wagners forhold til "statssammenhængskraften" som forvaltet i kristendommen var revolutionært, afstandtagende og fjendtligt.

Ringen er således ikke, som nogen gerne vil have det til at lyde, en kristen allegori hvor den gamle verden med dens falske guder afløses af en ny og bedre i Gud og Jesus. Wagner var i dette stykke påvirket af Ludwig Feuerbach, der opfattede institutionaliseringen af kristendommen som menneskets adskillelse fra dets eget naturlige væsen.

Det karakteristiske ved kristendommen (religionen) er, at denne afviser sanseligheden, fordømmer lysten og formaliserer naturen, hvilket er det samme som at fornægte kunsten, hvis grundvæsen jo er (var) sanseligt, lystfuldt og i Wagners øjne natur.

Eftersom kristendommen og Gud er opfundet af mennesker, er der sådan set ikke tale om Guds undertrykkelse af sanselighed, lyst og menneskene, men om menneskenes undertrykkelse af mennesker, og dét i Guds konstruerede gestalt.

Med andre ord er Wagners afsmag for det kristne kirkeinstitutionelle rodfæstet og livskraftig, samtidig med at han i forberedelserne til et andet værk, der dog aldrig blev til noget, åbnede døren for Kristus-myten, men med Jesus som revolutionær og forkæmper for de undertrykte.

Det skal siges med det samme, at tilgangen til Wagners holdningsunivers er mangfoldig, og at det entydige her har trange kår. Kompetente folk har budt ind og forsøgt at skabe struktur i hypergeniets tanker: Nietzsche i Der Fall Wagner, hvor filosoffen påpeger Wagners skamfuldhed over det anfald af optimisme, der overhovedet sætter han i stand til at påbegynde noget så overvældende som Ringen.

Wagner redder sig dog ud af optimismens fælde ved at lade verden gå under, ikke kun den gamle, men Verden. Hos Adorno må manglen på ståsted i et historisk stof føre til konklusionen, at Wagner er dekadent uden social og politisk forståelse.

Shaw ser som socialist i The perfect Wagnerite Wagner som forløser af den sociale kritik i Siegfried-skikkelsen, der som sagt har forbillede i Bakunin, og forkaster derfor Ringens slutning som æstetik og gammel operatradition. Villy Sørensen lægger for sin del vægt på Feuerbach-forbindelsen og Wagners antikristendom. Blot for at nævne nogle få bidragydere til en mangfoldig Wagner-litteratur med Ringen som hovedemne.

Af alle disse iagttagelser og tolkninger har Kasper Holten Hansen valgt sin egen og fuldstændigt gennemlyst fået fat i forudsætningen for det interessevækkende i sagen ved at gøre sin Ring til et drama om menneskenes evige harpen på medmenneskene i alle guders ham og navn; guder, hvis menneskelige træk med dyder og fejl understreges. Holten løfter så at sige Wagner på plads i opfattelsen af det guddommelige ved at understrege dettes menneskelighed, hvilket peger på det meningsløse i overhovedet at fremstille Gud, som kun kan være projektion af dennes skaber: mennesket.

Alt det Wagners tekst, uden at gøre vold på noget, så klart tilbyder. Teksten tilbyder også Holtens valg af slutning, hvor Brünnhilde efter Siegfrieds død - takket være hans egen letsindighed og hendes forræderi - Valhals undergang (utroligt flot fortalt i Operaens opsætning, også dét), frembærer spædbarnet - eftertiden, håbet.

Det går an, den mulighed foreligger trods sortsynet, ilden er katarsis, sindets skærsild som bringer Brünnhilde med barn ud på den anden side.

Ragnarok behøver ikke være i den hitleriske forstand, hvor alt synker i grus, og ingen overlever. Netop den tolkning måtte også finde sit modstykke, da det rent faktisk (næsten) lykkedes Hitler, Wagners næsegruse beundrer, at destruere verden. Men det er det gamle lort, der brænder, de tomme hylder hos Holten, ikke nødvendigvis alt andet. Festspilhuset i Bayreuth blev jo endelig også stående efter hvert Ragnarok.

Det er usædvanligt at skrive dette, man skal jo passe på ikke at være overstrømmende på skrift. Men tilbage i én efter Ringen på Dokøen sidder en meget dyb taknemmelighed over for Kasper Holten, Michael Schønwandt, Marie í Dali, Steffen Aarfing, Det Kongelige Kapel, den fremragende stab af sangere og alle de andre.

Operaen har givet os, der var så privilegerede at være med på komedie, en oplevelse af den art, man må kalde for livet. Der er en tid før og efter Holtens og Schønwandts Ring.

Man kan kun sige tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu