Læsetid: 5 min.

Røg i det tyske teaterkøkken

En håndfuld operasangere kokkererede på scenen og sørgede sammen med Shakespeare og den franske dramatiker Yasmina Reza for teaterfest under det legendariske Theatertreffen i Berlin
Kultur
22. maj 2007

BERLIN - To ægtepar på scenen. Vi er hos det ene par, der bor nydeligt i en lejlighed i Paris. Hvide tulipaner arrangeret i vaser og kunstbøger i stabler. Det andet par er der, fordi deres søn Ferdinand har slået begge fortænder ud på værtsparrets søn Bruno. Begge drenge er 11 år, og forældrene skal nu i fællesskab forelægge sagen for forsikringsselskabet. Brunos forældre har skrevet, at Ferdinand var "bevæbnet med en stok". Formuleringen mishager Ferdinands forældre, der foretrækker ordet "udrustet" eller "udstyret".

Det er åbningsscenen på den franske dramatiker Yasmina Rezas sidste stykke Le dieu du carnage (Blodbadets gud), der havde urpremiere i december. For tredje gang har Reza betroet den første instruktion af et nyt stykke til den tyske instruktør Jürgen Gosch. Blodbadets gud var den sidste af de 10 forestillinger, der spillede med på årets Theatertreffen, hvor syv teaterkritikere har udvalgt de efter deres mening 10 bedste forestillinger fra den tysksprogede teatersæson.

Replikkernes blodbad

Og hold da op, hvor var Rezas blodbad en fest efter lange aftener med Jelineks stykke Ulrike Maria Stuart om den mobbede Rote Armee Fraktion-leder Ulrike Meinhof, der optrådte iført paryk, cottoncoat og blå briller i selskab med nøgne mænd med grisehoveder på tissemændene. Det der RAF var åbenbart sjovere, end man gik og troede. Eller Tjekhovs Tre søstre, der ind i mellem iførte sig overdimensionerede papmachéhoveder, spillede på harmonika og sang "We all live in a yellow submarine". For slet ikke at tale om Aischylos' Orestien, der blev serveret med spandevis af blod og bræk og en øltørstig Klytaimnestra i bikini. Fred være med dem.

Rezas tekst har ikke brug for to 15-liters-dunke med teaterblod hældt ud over de fire forældres syndige hoveder. Hos Reza er det replikkerne, der skaber blodbadet. Tørt og ondt flænser hun den vestlige verdens selvgodhed, overfladiskhed og påtagede medfølelse med de fattige og nødstedte. Véronique, Brunos mor, interesserer sig varmt for Afrika og er i færd med at skrive en bog om Darfur, men hun får et hysterisk anfald, da Annette, Ferdinands mor, får kvalme og brækker sig ud over hendes fine Kokoschka-bog. Alain, Ferdinands advokatfar, taler sindssygt upassende i mobiltelefon med sin kompagnon hvert femte minut. Da hans kone omsider får nok, smider hun mobilen ned i en af tulipanvaserne, så han flipper fuldkommen ud og hyler: "Det er hele mit liv!"

Reza har aldrig balanceret mere knivskarpt mellem ætsende ond nihilisme og hylende morsom boulevardkomedie.

"Vi er alle blot livsklumper: Dem må man så få noget ud af," siger Brunos far Michel, og sådan svinger det mellem replikker fra det selskabsfilosofiske til rene trivialiteter som Véroniques pedantiske forklaring på hemmeligheden bag en vellykket æble-pære-tærte.

Ingen har været af scenen, da forestillingen er slut, og alle fire både fysisk og psykisk er kørt igennem Rezas nådesløse kødkværn. Verden er af lave, de to ægteskaber hænger i laser, og publikum er mørbanket af grin og skræk.

Kogekunst på scenen

Et langbord er ved at blive dækket med roser og løv. Et mobilt køkken står på scenen, og her laves der hjemmelavet ravioli og kalkun i ovnen. De mange kokke tager sig også tid til en lille svingom og synger med på de tyske schlagere og italienske pophits, der fylder rummet sammen med den himmelske duft. Man bliver nærmest svimmel af god stemning, mens man finder sin plads.

Instruktøren Sebastian Nüblings har med forestillingen Dido og Aeneas kombineret Christopher Marlowes tragedie om Karthagos dronning Dido fra omkring år 1600 med Henry Purcells barokopera over samme tema fra cirka 1700. Resultatet er vidunderligt og bevægende.

Publikum sidder på begge sider af scenegulvet. For enden af scenen sidder et nimands barokorkester. Vi er til fest ved Didos hof. Jupiter/Zeus er en slags husherre, som iført kokketøj styrer de kulinariske præstationer, mens hans barmfagre mage Juno/Hera er smækfornærmet over ægtemandens erotiske tilnærmelser til mundskænken Ganymed (her skaldet og iført designerbrille og hættetrøje). Pludselig dukker Aeneas op. Han har overlevet krigen mod Troja og søger nu, i overensstemmelse med den romerske digter Vergils tekst, tilflugt hos Dido i Karthago. Hun beslutter sig for, at han skal være hendes kærlighed (selv om hun har svoret ikke at gifte sig) og aftvinger ham det farlige løfte aldrig at ville forlade hende. Det gør han så alligevel, Dido tager sig af dage, og tragedien er fuldbyrdet.

Nübling har kombineret opera, teater og populærmusik, så man henført lytter til musikken og arierne og næsten ikke kan sidde stille under det store forførelsesdansenummer med techno-arabiske undertoner. Samtidig er skuespillerne så gode, at man oprigtigt føler med den moderne kvinde Dido, der både vil have magt (frieren Iarbas smides omgående på porten) og kærlighed. Der er en vidunderlig modsætning mellem den følelsesladede og lidenskabelige musik, og Didos rationelle beslutning om, at Aeneas skal være hendes altid. Dido spilles og synges med både sex og sødme af Sandra Hüller, men i de svære operapartier tager Ulrike Bartusch iført samme grønne og midnatsblå taftkjole over. Det gør det ikke mindre effektfuldt, at den oprindelige tekst synges på engelsk. Da Bartusch efter Aeneas' ankomst synger "shake the cloud from off your brow", trækker salen nærmest ikke vejret.

Dido og Aeneas er en sanseoplevelse, man har med sig i både ører, øjne, næse, ja, hele kroppen, i flere dage bagefter.

Den unge Bosse

Jan Bosse er et navn, man i den grad hæfter sig ved ved dette års Theatertreffen. Den unge instruktør (født 1969 i Stuttgart) havde fået to forestillinger udvalgt, og de var begge fremragende. Den ene var Den unge Werthers lidelser. Teksten var Goethes lille skandaløse bestseller af en brevroman fra 1774. Og den kunne umuligt inkarneres af tre mere henrivende unge skuespillere end Hans Löw (Werther), Fritzi Haberlandt (Lotte, Werthers elskede) og Ronald Kukulies (Albert, Lottes forlovede).

På et tidspunkt kommer teknikerne på scenen og sætter et kæmpe spejl op, så tilskuerne kan spejle sig selv og Werther i sine lidelser, og vi alle kan se, at selveste den tyske forbundspræsident, Horst Köhler, sidder på femte række og martres af Sturm und Drang.

Også i Bosses forrygende opsætning af Shakespeares Stor ståhej for ingenting bruges effekten med først en temmelig tom scene, som pludselig forvandles til en Hollywood-have med palmer og blomster. Da Joachim Meyerhoffs Benedict har besluttet sig for at vinde Beatrices hjerte og skifter look fra langt fedtet hår, undertrøje og hængerøv til pomadiseret spytkrølle i guldjakkesæt, tror jeg, at jeg tisser i bukserne. Christiane von Poelnitz som Beatrice er ganske enkelt et fysisk kraftcenter (trods gravid mave) og en tunge så skarp, at Emma Thompsons præstation i Kenneth Branaghs film fra 1993 til sammenligning bliver så tam som Frøken Nitouche.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her