Læsetid: 9 min.

At sætte pris på en ø

Hvad nu, hvis man solgte øerne i det Sydfynske Øhav? Det ville kunne finansiere en bro mellem Sjælland og Jylland, så vi helt kunne slippe for at krydse Fyn. For hvad skal vi med de øer? Hvad er de godt for? Lars Frost besøger Skarø på jagt efter et svar
I lystbådehavnen på Skarø tager man det helt roligt. Der er åbenbart tid nok til et slag bridge, en bøf og en øl. Der er godt fyldt op. Fenderne interagerer. De er her allesammen: Frække Frida, Lunte, Biscayen og også Huldra, Allegro og Gabber og mange flere.

I lystbådehavnen på Skarø tager man det helt roligt. Der er åbenbart tid nok til et slag bridge, en bøf og en øl. Der er godt fyldt op. Fenderne interagerer. De er her allesammen: Frække Frida, Lunte, Biscayen og også Huldra, Allegro og Gabber og mange flere.

Lars Frost

27. juli 2007

Jeg mindes, som så ofte før, mine utallige ture over Storebælt, i de år år min far boede i næsten frivilligt eksil i Kolding. Jeg mindes, at sidde på dækket med søvn i øjnene og en ubeskrivelig kløe i skridtet, der nogle år senere viste sig at være en harmløs libido-infektion. Jeg mindes det vidstrakte ocean - Storebælt! Hav, hav, og så: Land! Land! Sprogø i sigte, fyrtårnet, det umiskendelige bevis, ja, det var Sprogø, det sære land, hvor ingen mand, jeg kendte havde sat foden ned. Sprogø, så vidste jeg, at vi var nogenlunde halvvejs. Nu ville det kun vare få minutter før stemmen ville bekendtgøre, at der kun var få minutter til færgen var i havn. Det var tid til at sluge den sidste pølsestump og tømme glasset. Vi måtte ikke starte motorerne, før lyset skiftede til grønt.

Og jeg mindes min tid som studerende ved en af landets mest oversete højere læreanstalter, landets karakter-billigste universitet: Odense Universitet - det hed det stadig dengang. Nu kalder de sig Syddansk Universitet - stedet, hvor alle fik lov at studere det, de ville (næsten) uanset karakter-gennemsnittet på studenterbeviset. Jeg mindes mine mange weekendture hjem for at holde kontakten ved lige med livet og vennerne i København. Og jeg mindes, hvordan jeg interesseret fulgte fremvæksten af Storebæltsbroen, meter for meter, pylon for pylon, kabel for kabel, brofag for brofag. Jeg tror, vi var mange, der instinktivt vidste det, men det var først, da broen stod færdig, at det, vi havde mistænkt, viste sig at være sandt:

At uanset hvor fin Fyn er, så er sandheden, at Fyn er et stykke motorvej, der adskiller Jylland fra Sjælland. At trafikpolitisk set er Fyn for Danmark, som Tyskland for Europa - en tankstation og et motorvejs-cafeterie og ellers unyttig, i vejen, til besvær, uden mening, en cikane på banen, hvor 24-7-52-365-løbet mellem her og der og allevegne køres.

I 1917 fik den danske stat 25 millioner dollar for Dansk Vestindien. Hvad nu, hvis man solgte øerne i det Sydfynske Øhav? Jeg er sikker på det ville kunne finansiere en bro mellem Sjælland og Jylland, så vi helt kunne slippe for at krydse Fyn. Måske det ville være nok med et par eller tre øer.

For hvad skal vi med de øer? Hvad er de godt for? De er velsagtens ikke godt for noget.

Så jeg tog ned for at besigtige et par af øerne, for lige at forsøge at anslå en omtrentlig, realistisk og fair pris.

Jeg fik et lift med en ven, som skulle til Als. Vi svinger til venstre efter broen, vi forlader motorvejen og ruller ud på de eksotiske fynske landeveje. Flere af dem er mærket med en marguerit på danmarkskortet, jeg har hængende derhjemme på mit toilet. Margueriten betyder, at det er kønne veje, så meget har jeg da forstået, selvom jeg ikke har kørekort. Og der er faktisk meget kønt at kigge på langs vejen til Svendborg. Der er ribsbuske i lange rækker, ribsene svulmer og lyser og bare beder om at blive spist. Og der er køer, der ser mærkelige ud, racer jeg ikke kender, og heste, hingste og hopper og føl.

Himlen er blå, men det kan da ikke holde, de har lovet regn, og de plejer at have ret. Meteorologerne. Vi nyder det så længe, vi kan. Vi når til Svendborg i tørvejr, vi sidder på havnen og tæller master, da de første dråber falder. Men da jeg sidder på færgen til Skarø og Drejø, er det slut med regnen. Solen skinner. Svendborgsundbroen rejser sig over os, imposant, langlemmet som de fynske piger, hård og robust, som tøserne i København, en travl, velholdt indfaldsvej, som pigerne i Århus. Åh, det er en dejlig dag. Herfra kan det kun gå ned ad bakke.

Skarø uden musik

Er der noget mere sommerligt og provinsielt end festivaler? I Bergen, har jeg hørt, har man mere end én festival om dagen, hele året rundt - Grieg skal have sin egen, Ibsen også naturligvis, og alle tænkelige musik-slags og litterære genrer skal have hver deres.

Skarø har en folkemusikfestival. Heldigvis er den lige sluttet, da jeg anduver havnen. Men oppe i byen kan man stadig lugte folkemusikken. Der dufter af harpiks og flossede negle, buefedt, eller hvad ved jeg. Der dufter af kogte og grillede pølser og pis og øl, naturligvis. Scenen står stadig, tom og trist, et sultent gab, et lyttende øre, 300 kvadratmeter sort plastic, en hulens masse stålrør og et plankegulv, udslidt og en smule skidtmads, ser den ud, men den står der, i en mudret lysning bag nogle gamle forslåede staldbygninger med højt til loftet.

De sidste udmattede gæster drikker en sidste kølig pilsner ved bordene foran købmandens pølsebod. Det er smukt og sandt, det er festivalagtigt, helt som det skal være. Det er festivalens årlige dødskramper. Du kan slå dit telt op på teltpladsen ved Karsten og Gittes hus, det gule, det første på højre hånd. En tyver per mand. Det er billigt. Der er toiletvogn og et primitivt køkken, der er tilmed et fælleshus til de triste regnvejrsdage. Festivalsgæsterne er ved at pakke deres telte sammen. Den sidste færge til Svendborg sejler om en timestid.

Den fordækte bagside

Åh, men bag byen fortsætter livet. En flok livlige, røde skovsnegle krydser vejen på deres vej til det forjættede land, et sted, hvor Folketingets varmesyge, sommerforvirrede, solstukne medlemmer ikke har erklæret krig mod sneglene, et sted, hvor en snegl kan få lov at være snegl og sprede sit glade budskab om regnen i Spanien uden at blive fordømt og kaldt for en dræber.

Duften af tørt græs og halm, grøftekant og strandeng bruser dig imøde, din næse har lykkeligt glemt festivalen, alle omkvæd er forstummet, alle Liser og Lotter og Katriner har fået deres Karl og Jens og Erik, eller er døde i sidste vers. Vinden har stået i lære hos Stockhausen og spiller højavanceret kompositionsmusik. Og dér, i krattet i vejsiden i byens udkant - et skilt! Vejen til den gamle pil hvor Laurits nisse bor - står der. Jamen, så lad os da lege turist. Lad os opsøge denne pil. Hilse på nissen. Træk i de praktiske sko og kom frejdigt med.

Og så med ét bliver det hele meget kompliceret. Det er et prekært spørgsmål om etikette, der åbenbarer sit sminkede fjæs. Foran på stien til pilen og nissen går en mand. Hvad stiller man op? Jeg burde vel egentlig lade ham i fred, vælge en anden sti. Der er rigeligt med natur og himmel og stier. Han kom først, det er hans sti nu, en tid. Han har forladt byens vrimmel og opsøgt denne mennesketomme, fredsommelige sti, og så kommer jeg og belemrer ham med min tilstedeværelse.

Jeg holder 60-70 meters afstand. Jeg vil se den pil. Og pludselig står jeg ved siden af manden, stien er løbet ud i strandsandet, hvis vi vil længere, må vi svømme. Og jeg har glemt at se efter pilen. Jeg tænkte, at manden ville lede mig til den, og glemte at tænke selv. Den slags glemsomhed er et fænomen, man ikke må undervurdere, det er en tilbøjelighed, der har stor magt over måden, vi indretter vores samfund på.

Han peger tilbage, op ad stien, da jeg spørger efter pilen. Dér, tror han nok, det må være pilen. Dér bag huset. Jeg spørger, og han fortæller, at han har sejlet mellem de her øer i mange somre. Vejret har ikke været til at stole på i dag. Han lod sig intimidere af den truende himmel og søgte i havn. Det lignede en kraftig vindbyge. Den kom aldrig.

Pilen er stor og stærk, smuk. Der sidder en hare og glor på mig ved træets fod. Og er der ikke noget med, at nisser bruger harer som ridedyr? Dér holder nisselimousinen, stirrer - og så er den væk. Sikken oplevelse.

Apropos

Manden på stien fortalte mig, at Skarø for ikke så længe siden havde været så godt som affolket. Men nu er folk begyndt at vende tilbage - der bor mere end 30 i dag! Og huspriserne er steget. Skarø boomer.

De små øer er åbenbart populære. 40 minutter med færgen fra Svendborg. Med egen båd er det ingen sag at pendle til Fyn. Og her er smukt. Idyllisk sine steder. Stråtækte bindingsværkshuse og en dam med ænder. Og her kan man være heldig at se harer, husmår og gråbrogede tudser i deres naturlige miljø. Man kan plukke strandasters, gul snerre og malurt på strandengene. Informationstavlen i havnen fortæller mig, at den gule snerle også kaldes Jomfru Marias sengehalm, fordi den blev brugt som fyld i madrassene på gårdene, og jeg bliver foreslået, at lade en dusk malurt trække et døgn i snaps. Sund information. Spændende opskrift. Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at prøve malurt-snaps.

Der var ikke mange som brød sig om Skt. Croix. Og når huspriserne steg, flyttede folk til andre, billigere øer.

Efter at Columbus havde fundet Skt. Croix, lå spanierne i årevis i krig med den oprindelige befolkning. I 1596 var det lykkedes spanierne at tømme øen, alle var dræbt eller sendt som slaver til andre kolonier. Vejret på øen kedede spanierne, de forlod den. England og Holland delte øen imellem sig og levede side om side, indtil en dag den engelske guvernør var på visit hos hollænderne og den hollandske guvernør skød ham. Englænderne blev vrede, de greb til våben og smed hollænderne ud.

Nu havde spanierne imidlertid bestemt sig for, at vejret måske i grunden ikke var så slemt på Skt. Croix. I 1650 kom fem skibe med 1.200 soldater, og de skaffede sig af med de engelske kolonister. Men spanierne begyndte snart igen at kede sig og beklage sig over vejret. I 1651 kom franskmændene til øen. I 1661 købte den franske guvernør på Skt. Kitts øen, han forærede den til Malterserordenen, som ikke gad eje den og solgte den til Det fransk-vestindiske Kompagni, som forlod øen i 1695.

Så det var en ubeboet ø Det dansk-vestindiske Kompagni købte i 1733. Danskerne syntes vist i grunden, at vejret var glimrende i Vestindien. Nuvel, som sagt, på trods af de mange solskinstimer blev Skt. Jan, Skt. Thomas og Skt. Croix solgt til USA i 1917.

Farvel og tak

Nok om det. Nu forsøger jeg at vende tilbage til mit oprindelige ærinde. For ærlig talt, savner vi de små øer? Har vi fortrudt? Og er det ikke bare med at få solgt nogle flere af de små danske øer, og bruge pengene på nogle mere vedvarende fornøjelser? Jeg gentager mig selv, men altså, hvad med den der bro over Kattegat?

Køerne gumler græs i sig med solnedgangsglød om anklerne. Svalerne opfører sig svalerisk, dykker og stejler og piller mad ud af luften. Der er samlet en smule børn ved færgelejet, og nu kommer de voksne slæbende på hinanden og bagagen.

I lystbådehavnen tager man det helt roligt. Der er åbenbart tid nok til et slag bridge, en bøf og en øl. Der er godt fyldt op. Fenderne interagerer. De er her allesammen: Frække Frida, Lunte, Biscayen og også Huldra, Allegro og Gabber og mange flere. Og nu er færgen i sigte. Sikken fest, det har været. Der er fuld tilfredshed hos alle, jeg taler med. En knægt fortæller mig, at det bedste ved det hele var, at man kunne sige lige, hvad man ville. De voksne var ligeglade, smiler han. Sikket liv, det kunne være, hvis hver dag var sådan en dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu