Læsetid: 8 min.

Sandheden er vigtigere end vennerne

14. januar 2006

Forskningsmiljøet har besværliggjort hans forskning, og kolleger har kaldt ham illoyal og arrogant. På trods og i trods har Erik Jørgen Hansen, der nu er gået på pnesion, alligevel stået bag noget af den mest anvendte og respekterede sociologiske forskning i Danmark Erik Jørgen Hansens geografilærer i 2. mellem, lektor Schmidt, var ved at blive blind. Det vidste han, og det vidste hele klassen. Derfor måtte han, da han havde bedt eleven Thomas om at pege på Budapest spørge: "Er det rigtigt, Erik?". Erik Jørgen Hansen kiggede mod Europakortet, hvor Thomas stod og pegede på en by, der bestemt ikke var Budapest. Klassekammeraten stirrede tilbage og forventede, at høre et "Ja, lektor Schmidt", men da han kunne se på Erik, at han tøvede, begyndte han at føre pegepinden lemfældigt rundt over kortet. På et eller andet tidspunkt måtte han jo ramme Budapest. Det forargede Erik Jørgen Hansen, og han fortalte den ventende lektor Schmidt, at det ikke var rigtigt. I frikvarteret fik han bank. "Jeg var nok ikke bevidst om det dengang, men jeg kan se nu, at det har været et uændret karaktertræk gennem hele min tilværelse: I loyalitetskonflikter mellem personer og sandheden, har jeg altid valgt sandheden," siger Erik Jørgen Hansen. Samfundsforskeren, der tilbragte 35 år ved Socialforskningsinstituttet, blev i efteråret pensioneret fra professorposten på Danmarks Pædagogiske Universitet. Og mange har sikkert draget et lettelsens suk. Erik Jørgen Hansen er kendt for uden nåde at kritisere både kolleger, politikere og magthavere generelt. Sidst har han gjort sig bemærket med en massiv kritik af PISA-undersøgelserne i de danske folkeskoler. "Jeg føler, at det er min pligt at gøre opmærksom på dårlig forskning. Vi har som forskere ikke en forpligtelse over for ham på nabokontoret. Vi har en forpligtelse over for samfundet. De der betaler os via skatterne," siger han. "Det kan godt være, at der er nogle, der vil sige, at det er arrogant, når jeg kritiserer andres forskning. Så råber man op om illoyalitet og så videre. Men det synes jeg egentlig bare er ynkeligt. Det udstiller dem jo. De angriber hellere min person end forsvarer og dokumenterer deres forskning," siger han. Han er også bevidst om, at han muligvis får nogle knubs i forbindelse med udgivelsen af erindringerne. For mange år siden blev Erik Jørgen Hansen opmærksom på, at han i udpræget grad er det, som sociologen David Riesman kategoriserer, som 'indre-styret'. Han henter ikke sine normer fra de aktuelle grupperinger i sine omgivelser, men fra normer, han har opfanget i en meget tidlig alder. Som 12-årig begyndte han at deltage i politiske diskussioner, og da han kom i 4. mellem blev han særligt optaget af socialistiske ideer. Da han flyttede fra fødebyen Bramminge til København som 19-årig var det som en befrielse. I København fandt han muligheden for at engagere sig i kampen mod de uretfærdigheder og uligheder, han havde været vidne til både hjemme i Bramminge og i København. "Da jeg var ung mente jeg, at man måtte være politisk aktiv og ville studere til cand. polit. med henblik på at blive politiker. Men da jeg kom med i socialdemokratisk studenterforening Frit Forum, beskæftigede vi os aldrig rigtig med de store politiske spørgsmål. Vi arrangerede blot møder og debatter. Det var først, da jeg fik studenterjob i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at det gik op for mig, at jeg muligvis havde valgt det forkerte studie," siger Erik Jørgen Hansen og konstaterer, at dengang i 50'erne var et studieskift ikke noget man bare lige gjorde. "Men da jeg fik fingrene ned i statistikken, fik jeg fat i et håndværk, som jeg kunne bruge til at dokumentere og formulere en mening om samfundsforholdene med." Det lykkedes ham at tage nogle fag på sociologistudiet og sådan fandt en vej, hvor han helt konkret kunne påvise de sociale uligheder og uretfærdigheder. "Man kan jo bare kigge i statistikkerne, hvis man tvivler på om ulighed stadig eksisterer i Danmark." Erik Jørgen Hansen forholder sig til konkreterne. Værdier og holdninger er han skeptisk overfor. Han leverer undersøgelser og forskning, der kan danne grobund for konkret politik. Den retfærdighedssans, der har været særdeles veludviklet lige siden barndommen, er det, der driver ham. Ikke noget abstrakt værdisæt, der efter hans mening er lige så foranderligt som det samfund, vi lever i. Indignationen har som en rød tråd fungeret som det, der konstant fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved den måde samfundet fungerer på. Han har brugt hele sit forskningsliv på at dokumentere den sociale ulighed. I 1986 offentliggjorde han en stor levevilkårsundersøgelse, hvor han påviste, at ganske vist havde danskerens levevilkår forbedret sig siden 1976, men den sociale ulighed var den samme. I 1995 gjaldt det det undersøgelsen En generation blev voksen. Her blev det tydeliggjort, at flere års uddannelsespolitik havde spillet fallit. Unge får ikke den uddannelse, de har evnerne til. De får stadig i høj grad den uddannelse, som de er socialt disponeret for. "I flere år, har man påstået at lighed kunne opnås gennem lige adgang til uddannelse, men det er jo en misforståelse. Uddannelse er tværtimod med til at fastholde uligheden," siger Erik Jørgen Hansen. På et tidspunkt opdagede han, at lighed måske i virkeligheden ikke reelt er noget man ønsker at opnå. "Man formulerer i betænkninger, at vi skal have en lighedsorienteret adfærd. Det hele bliver lidt abstrakt. Jeg har foreslået, at man helt konkret indfører socialkvotering til uddannelserne. Men det tog man stærk afstand fra i Socialdemokratiet. Jeg spørger mig selv hvorfor man kan acceptere kønskvotering, men ikke socialkvotering." Erik Jørgen Hansen sporer i samfundet et generelt ulighedsmønster. Vi påstår, at lighed er et indiskutabelt mål, men reelt set dyrker vi de højtuddannede og de højeste sociale klasser. Her peger han på to eksempler: "Socialministeren siger at ulighed er at foretrække. Og en tidligere minister fortæller åbent, hvad han skal have for at bestride posten som direktør i TDC. Der er en bastant ulighedsgenerator, der resulterer i, at vi alle stræber efter at distancere os fra dem i klassen under os," siger han. Erik Jørgen Hansen bruger gerne betegnelsen 'social klasse'. Han fastholder, at klassesamfundet stadig er mere end virkeligt. Som han blandt andet beskrev i bogen Den maskerede klassekamp så skjuler den herskende klasse sig i det store lønarbejderflertal. De er lønmodtagere, og den maske skal give indtryk af, at overlæger og professorer ligger på samme niveau som kassedamen og hjemmehjælperen. I virkeligheden består den nye herskende klasse af dem, der har de højeste uddannelser. Kundskab giver status og høje lønninger. "Det er denne sociale ulighed, jeg altid har tilstræbt at afsøge. Vi må konstant have øje for de sociale klasser. Et samfund er ikke stærkere end fundamentet. Det glemmer vi og plejer i stedet eliten ved at oprette uddannelser til de særligt intelligente." Uddannelse er blevet en ideologi. Et mål i sig selv. Hvis man ikke formår at uddanne sig bedre end forældrene, så er man bærer af negativ social arv. Erik Jørgen Hansen skærer nærmest ansigt, når han hører begrebet nævnt. Han har selv anvendt det på et tidspunkt, men for ham at se er der sket et skred i betegnelsen. "Negativ social arv betød i sin oprindelse, at man bliver hængende i kriminalitet eller alkoholisme, fordi man er vokset op i det. Nu betyder det pludselig, at man er offer for negativ social arv, hvis man havner i samme sociale klasse som sine forældre. Det er da udtryk for et enormt middelklassehovmod." Erik Jørgen Hansen ser oftere og oftere begrebet brugt i forbindelse med tiltag, der skal sikre, at det generelle uddannelsesniveau øges. For at vi skal klare os i globaliseringskapløbet, må vi uddanne os. Erik Jørgen Hansen forstår slet ikke denne fascination af uddannelse. Han har flere gange taget afstand fra det, han kalder uddannelsesinflationen. "Det er ejendommeligt, at politikere siger, at vi skal satse på uddannelse og forskning, men samtidig har man svært ved at præcisere og dokumentere den sammenhæng man postulerer, der er mellem uddannelse og vækst." Politikernes mangelfulde dokumentation vækker en mistanke hos Erik Jørgen Hansen. "Det kan være meget behageligt for politikere og regering, at de kan sige: Det var fordi, I ikke uddannede jer nok. Man formulerer en uddannelsespolitik og håber på at kunne slippe for at føre social- og arbejdsmarkedspolitik." Han mener at have vist gennem sin mangeårige forskning, at sociale problemer ikke kan løses gennem uddannelse alene. Man skal starte et helt andet sted. "Når Dansk Industri står og kræver flere videregående uddannelser, kan man undre sig over, at de ikke i stedet bruger kræfterne på at skaffe praktikpladser. Dem er der stor mangel på. Men det ville jo kræve et konkret tiltag fra deres side, selvfølgelig," siger Erik Jørgen Hansen i en lettere ironisk tone. I sin første uddannelsesundersøgelse fik han mulighed for undersøge hvilken betydning de sociokulturelle forhold har. "Resultatet var bastant. Spørgsmålet om forældrernes økonomi var ikke så vigtigt, som man havde antaget. Det er nærmere socialgruppetilhørsforholdet, der bliver toneangivende for ens uddannelsesvalg." Derfor er Erik Jørgen Hansen bekymret over den stigende ghettodannelse. "Det har en stor betydning, hvilket miljø, man opholder sig i. Hvis man reelt ønsker lige levevilkår, så var det måske en idé først at formulere en boligpolitik og socialpolitik," siger han. Gennem sin karriere har Erik Jørgen Hansen flere gange haft mistanke om, at hans indignation og "almindelige allergi overfor hierarkiske strukturer" resulterede i, at nogle slet ikke ønskede, at han skulle gennemføre sin forskning. Da han i 1984 ønskede at foretage den store levevilkårsundersøgelse, havde Socialforskningsinstituttet netop fået ny struktur. Et resultat af det, som Erik Jørgen Hansen afslører i sine erindringer under overskriften Det Marxistiske Spøgelse og Slagsmålet om SFI. Daværende konservative socialminister Palle Simonsen og folketingsmedlem for Venstre Bjørn Elmquist skal have startet en hetz mod instituttet med beskyldninger om marxistisk motiveret forskning. Helt uden grundlag. Diskussionen om socialforskningsinstituttet resulterede i mere centralstyring, og Erik Jørgen Hansen spørger retorisk om et ønske mon også var: "at forhindre forskerne i at bruge ressourcer til undersøgelser af problemstillinger, som udsprang af deres egne og andre forskeres iagttagelser af samfundsudviklingen?" Den følgende strukturændring af instituttet, gjorde det muligt for bestyrelsen at afvise Erik Jørgen Hansens forskningsprojekt. Men det var ham magtpåliggende at undersøge hvorvidt ligheden var blevet større eller mindre, nu hvor begrebet var blevet så naturlig en del af ordforrådet. Derfor tog han orlov, søgte penge andre steder og foretog undersøgelsen. Igen oplevede, han at blive kaldt arrogant, når han sådan kørte sit eget løb, men som han siger: "Jeg har aldrig haft det store behov for venner. Jeg har da haft øjeblikke, hvor jeg stoppede op og tænkte, hvorfor gør jeg overhovedet det her? Hvilken nytte er det til? Burde jeg måske være blevet snedker som min far? Men svaret må være, at jeg kan ikke lade være. Min samvittighed byder mig at dokumentere de bastante uligheder, der eksisterer i det samfund, vi går og fortæller os selv er lighedsorienteret." Erik Jørgen Hansens erindringer 'Mit 1900-tal' udkommer 27. januar på Hans Reitzels forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu