Den franske filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980) huskes for eftertiden mere for sine fejltrin end for sin fantastiske filosofi (også i Information den 18.-19. juli i forbindelse med hans 100 års fødselsdag). Man kan bare nævne, at han efter en rejse til Sovjetunionen lige efter Stalins død, hævdede, at ytringsfriheden i USSR var total. Sådanne fejltrin har fået det borgerlige Frankrig til at kritisere Sartre for at være ultra-bolsjevik, og navnlig hans barndomsven Raymond Aron, livslang kommentator ved Le Figaro, og som stod for en snusfornuftig, bagklog og midtersøgende liberalisme, der tidligt kritiserede kommunismen bliver i dag udråbt som Sartre langt overlegen. Denne efterrationalisering glemmer imidlertid, at Sartre mere end nogen anden har beskæftiget sig med spændingen mellem eksistens og politik og den rolle, som det politiske engagement kan spille i menneskets liv. "Hellere tage fejl med Sartre, end at have ret med Aron," sagde man, med henvisning til at Sartre som den store filosof og forfatter havde noget at sige til menneskene. I Sartres værker umiddelbart efter den Anden Verdenskrig får det eksistentielle nærvær, men i stærkere grad også det politiske engagement en større betydning for hans tænkning. I Eksistentialisme er en humanisme fra 1946 og Hvad er litteratur fra 1948 indtager sammenvævningen og overgangen fra det eksistentielle det sociale og politiske engagement en større og større rolle. Det menneske, som frit har valgt sit eget liv, kan ikke overse det andet menneskes frihed og derfor bliver det eksistentielle engagement et universelt politisk engagement for menneskets frihed. Sartre havde hævdet i sit eksistentialistiske hovedværk Væren og Intet fra 1943, at frihedens engagement ikke kan begrænses til sin egen subjektive inderlighed, men at friheden som ansvarlig for den måde, hvorpå den afdækker verden, også er ansvarlig for den anden og dermed for hele menneskeheden. Valget indebærer et absolut ansvar, en frihed, der selv sætter værdierne og dermed skellet mellem godt og ondt. At vælge er at bekræfte den værdi, som vi vælger. Derfor kan vi aldrig vælge det onde. Denne påstand skal forstås ud fra ovenstående fortolkning af det autentiske valg som et valg, der repræsenterer den andens frihed. Jeg kan ikke i det ægte valg vælge at dominere den anden, men må vælge at respektere hans frihed.
Eksistentielt engagement
I Hvad er litteratur fremfører Sartre et stærk argument for den engagerede litteratur som et opgør med en apolitisk og kontemplativ opfattelse af kunst og litteratur. Med udgangspunkt i eksistentialismens opfattelse af mennesket som kastet ind i verden, argumenterer Sartre for litteraturen som et udsøgt udtryk for det menneskelige engagement. Uden engagement ingen litteratur. Både forfatter og læser lægger et eksistentielt engagement ind i den kunstneriske skabelse og i læsningen af det litterære værk. Forfatteren appellerer til, at hans kunstværk bliver læst. Han har et bestemt projekt, et engagement og sigte, som han vil delagtiggøre læseren i. Læseren går med på projektet i velvillig åbenhed uden at opgive sig selv. Som filosof og intellektuel tog Sartre selv konsekvensen af sine overvejelser over den engagerede eksistens. Fra 1945 og frem til sin død var han vedvarende engageret i sin samtids politiske og sociale problemer. I 1960 skrev han det store politisk-filosofisk hovedværk Kritik af den dialektiske fornuft, der er en skarp kritik af en dogmatisk marxisme og et forsøg på at sammentænke eksistentialisme og marxisme med fokus på menneskets frihed. Som redaktør for tidsskriftet Les Temps modernes og i 1970'erne som grundlægger af den franske kritiske venstreorienterede avis Liberation var Sartre hele sit liv fortaler for menneskets frihed og personens autonomi og rettigheder. Sartres situationsfilosofi vil ikke adskille menneskets frihed fra dets politiske og sociale situation, og filosoffen bør være bevidst om sit politiske ansvar for samfundets svageste. Måske finder man det klareste udtryk for Sartres opfattelse af det politiske engagement, der kombinerer det indre eksistentielle engagement med det ydre samfundsmæssige engagement i hans forelæsninger i Japan Forsvar for de intellektuelle fra 1965. Disse forelæsninger kan opfattes som et bud på et "sokratisk statsborgerskab", hvor det er opgaven - lige som den altid spørgende græske filosof Sokrates - at forholde sig kritisk og refleksivt til samfundets politik. Sartre fremhæver, at man har svært ved at tolerere eller indpasse de intellektuelle i samfundet. Hvis de ikke vil reduceres til konservative åndspersonligheder, der blot har til opgave at minde om kulturarven, udråbes de til at være døde i det moderne samfund. Årsagen finder man i Sartres kritiske definition af den intellektuelle som et menneske, som blander sig i ting, der ikke vedkommer ham eller hende.
På de undertryktes side
Den intellektuelle kan derfor ironisk nok forstås som en slags misdannelse ved det strømlinede samfund. Den intellektuelle er et menneske, der paradoksalt nok altid føler sig til overs i samfundet, fordi han eller hun stiller kritiske spørgsmålstegn til alle de grundlæggende forudsætninger for disse samfund. Udgangspunktet er nemlig det kritiske engagement, hvor man ved, at man ikke ved, og at det er vanskeligt at finde de sande principper. Den intellektuelle er altid søgende efter sandheden og villig til kritisk og dialektisk at suspendere alle ideologiske fordomme. Den intellektuelle holdning udtrykker sig således som en kritisk og dialektisk-indstillet fremgangsmåde, der har indset, at "mennesket er, hvad det gør sig til". Den kritiske intellektuelle lader sig lede af forhåbningen om et fremtidigt "samfund af frie mennesker". Man er altid på de fattige og undertryktes side og - modsat de borgerlige organiske intellektuelle, vagthundene, der værner om det bestående i magtens tjeneste, bestræber man sig vedvarende på at fastholde den politiske radikalisme i bestræbelsen på at kæmpe for menneskenes frihed og rettigheder. I modsætning til et abstrakt fugleperspektiv på udviklingen, men også i opposition til et subjektivt interessebetinget standpunkt søger den intellektuelle at kæmpe for universelle rettigheder og hensynet til det enkelte som menneske som en konkret eksisterende personlighed, der kommer til bevidsthed om sin rolle i samfundet. Den intellektuelle har hermed en oplysende funktion som kritisk afdækker af magthavernes manipulatoriske intentioner om at indhylle de svage i ideologi ved at udstille sig selv som genstande for persondyrkelse og kult. Den intellektuelle står fast på hensynet til de universelle politiske og sociale rettigheder, som skal beskyttes. Den intellektuelle bliver derved en vigtig afdækker af illusioner og løgne, en sand garant og vogter af demokratiet, der konkret håndhæver demokratiets idealer om frihed, lighed og broderskab.
Forfatteren i verden
Sartre hævder i denne sammenhæng bekræftende, at en forfatter absolut kan betragtes som en intellektuel. Med sin kunst har forfatteren noget at sige verden og kan derfor ikke komme uden om at repræsentere problemerne i sin tid. Forfatteren afspejler sin historiske periode, men vil samtidig sig noget universelt til menneskene. Derfor er forfatterens eksistens udtryk for en bestræbelse på at fange betingelserne for menneskets liv. I en globaliseret verden, One World, kan forfatteren ikke undgå at lade sig påvirke af de globale problemer, der i ethvert ordentligt forfatterskab, der ikke er pjank og spas også kommer til at repræsentere de sociale, politiske og kulturelle modsætninger i samfundet. I dag kan Sartres liv som engageret intellektuel være et godt eksempel for et engageret politisk statsborgerskab, hvis livsholdning vi andre kan lære af og tage til os, når vi skal forholde os til samfundets politiske og sociale udvikling. I kraft af sin evne til at fokusere på eksistensens grundspørgsmål og sætte dem ind i en større sammenhæng var det muligt for Sartre at kombinere det intellektuelle engagement og det filosofiske og litterære forfatterskab med et betydningsfuldt konkret og aktivt opgør med de sociale og politiske undertrykkende magtforhold, som vi alle kan lære af.
