Læsetid: 3 min.

Scener fra provinsen

Jean-Pierre Bacri er det oplivende moment i den vidtløftige franske ensemblefilm 'Ifølge Charlie'
19. januar 2007

 

Paul Thomas Anderson fik en del på samvittigheden, da han i 1999 udsendte den snart nyklassiske succes Magnolia med ikke mindre end en halv snes hovedpersoner. Ensemble-filmen blev genre-mode. Det nye franske drama Ifølge Charlie har 'kun' seks voksne hovedpersoner, men er alligevel tydeligt inspireret af Magnolia i sin sammenvævning af skæbneforløb, sin dominerende alvorsfulde tone og sin løse, panoramiske komposition. Og for det ikke skal være løgn, bruges der også her den samme følsomme soft rock som i Magnolia til at sammenkæde de sidestillede historier. Ifølge Charlie er blevet forkortet med hele 19 minutter siden sin verdenspremiere på Cannes-festivalen sidste år, og her er måske forklaringen på, at handlingen i filmens første halve times tid virker uoverskuelig med sit virvar af afsnuppede, tilsyneladende pointeforladte scener. Efterhånden som det tilsigtede mønster begynder at tegne sig, bliver filmen dog mildt engagerende. Men overvinder aldrig for alvor det handicap, som ensemble-genren ofte indebærer: at helheden virker som så og så mange novellefilm mere eller mindre vilkårligt sammenheftet. Mænd og atter mænd Det er mænd i krise, skuespiller-instruktøren Nicole Garcia vil fortælle om - et galleri af frustrerede, uforløste mandspersoner, der lyver for sig selv og andre, især i problematiske parforhold. Vi er i en provinsby ved den franske Atlanterhavskyst, hvor havet ikke magter at berolige de forpinte sind og derfor kun optræder sparsomt i billederne. En verdens-anerkendt palæontolog vender tilbage til sin barndoms by og konfronteres med en yngre talentfuld ven og kollega, som han har svigtet fatalt, og som derfor har begravet sig som lærer i den lille by. Lærerens kone er sin mand utro med halv-desperat familiefar, hvis søn opdager og afslører bedraget. Og en komisk ynkelig småforbryder roder sig konstant ind i mislykkede transaktioner, samtidig med at en ung tennisstjerne bukker under for konkurrencepresset. Men den figur, man følger med størst interesse, er byens smuldrende borgmester Bertagnat, og det skyldes især, at han spilles af den fremragende Jean-Pierre Bacri, der huskes fra hovedroller i Agnès Jaoui-filmene Se på mig og De andres smag. Bag sin sædvanlige irritable facade fremstiller Bacri her et basalt godhjertet menneske, der hemmeligt kvalmes ved sin popularitetsanglende borgmesterrolle og i stedet klynger sig til et forhold til en langt yngre kvinde. Bacri er stjernen i filmens komparseri af samvittighedsfulde karakter-aktører; med sin markante udstråling formår han jævnligt at hæve sine scener til små vidundere af pirrende tvetydighed og syrlig humor - ingen kan som han udtrykke afsmag bag en forekommende maske. Og han giver sine scener med elskerinden en overraskende ligefrem ømhed. Uden kant Som helhed placerer filmen sig som blød, respektabel mellemvare, dog med en række glimrende turnerede scener og skarpe indblik i provinslivet - men altså med en svag start og i øvrigt tillige en alt for summarisk optimistisk slutning. Visse af personernes transaktioner henligger rigeligt i det dunkle, og det heftige forhold mellem de to begavede videnskabsmænd forbliver postuleret, medmindre man tager antydningerne af et fortidigt homoseksuelt forhold for pålydende. Ifølge Charlie er sympatisk i sin vilje til at trænge ind bag hverdagens syv slør af vane og hvide løgne. Og passagevis er den også smukt filmet. Men bortset fra Jean-Pierre Bacris spil mangler filmen den knivspids af originalitet, der skaber det exeptionelle. * Ifølge Charlie Instruktion: Nicole Garcia. Manuskript: Jacques Fieschi, Frédéric Bélier-Garcia og Nicole Garcia. Fransk (Grand, Kbh.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu