Læsetid: 3 min.

Sjælemødets erotik

'Intime betroelser' er meget fransk, men mest for det gode
7. juli 2006

Er det en spændingsfilm? Eller en ironisk Eric Rohmersk moralitetet om kærlighedens kringlede veje? Eller en Hitchcock-variation med et stænk Henry James tilføjet som litterært raffinement?

Lidt af alle tre dele. I hvert fald en film, der bærer ved til den fordom, at i Grand ser man kultiverede franske kærlighedsfilm, hvis erotik kan risikere at være all talk and no action. Eller på jævnt dansk: narrefisse. Lad det dog straks være sagt, at jeg villigt lod mig narre. Jeg følte mig det meste af vejen godt underholdt af denne snakkefilm, selv om den mest udspiller sig i samme location: skatterådgiveren Williams pæne kontor.

Kontor-romance

Plottet sættes sjovt i gang. Dør om dør med William har en psykoanalytiker sin konsultation, og en dag går en af Monniers nye kunder, en yngre smuk kvinde (Sandrine Bonnaire), galt af dørene og havner hos den høflige William i den tro, at han kan hjælpe hende med frustrationerne i et mislykket ægteskab.

William lader den tøvende, generte Anna blive i troen, hvilket ikke er så svært, for som det senere bemærkes i filmen, har en skatterådgivers og en psykoanalytikers virke meget til fælles: I begge tilfælde drejer det sig om, hvor åben og ærlig klienten egentlig er i sine betroelser.

Ikke overraskende fascineres den korrekte, tilknappede ungkarl William af den gådefulde Anna, ikke mindst, da hun - efter at hun har opdaget hans lille bedrag - bliver ved med at opsøge ham og afslører nye detaljer fra sit særprægede ægteskab. En romance mellem den gode, evigt nysgerrige lytter William og den nu mere åbenhjertige fortæller Anna synes under udvikling. Men er den ikke mere tilfredsstillende at forestille sig end at realisere? Kan intimt venskab ikke være mere frigørende end en forpligtende erotisk affære?

Fænomenet Luchini

På et tidspunkt låner Anna Henry James' The Beast in the Jungle, den nærmest handlingsløse historie om en mand, der tror han er udpeget til en særlig grandios skæbne, men tilbringer hele sit liv i total passivitet.

Men mens James' fortælling ender som en tragisk moralitet om kærlighedsløshed, slutter Intime betroelser i en lys toneart med tiltro til, at den sjælelige intimitet, som William og Anna dyrker, i sig selv kan være livgivende og befriende.

Det kunne være endt i den tyndblodede abstraktion, som altid truer i James' historier, men Intime betroelser har et særligt trumfkort: Han hedder Fabrice Luchini, og han er nok den mest aparte elsker, fransk film endnu har tilladt sig.

Med sine betuttede barneøjne og sine lettere feminint korrekte manerer kan han typemæssigt virke totalt aseksuel. Men han er så ganske tydeligt en højt begavet skuespiller, der kan det kunststykke på samme tid at udtrykke naivitet og intelligens. Og han rammer den stillesiddende William på kornet uden hverken at sentimentalisere eller udlevere ham.

At Sandrine Bonnaires dejlige, sensuelle Anna holder så længe fast ved ham er måske nok et postulat, der ved nærmere eftertanke kan virke lidt søgt. I det hele taget er Bonnaires rolle svagere skrevet og skifter lidt for brat karakter kort inde i filmen. Og det er snarere det ukunstlede end det (som her krævede) uudgrundelige, der er Bonnaires styrke som skuespiller. Men Intime betroelser er fint og vittigt instrueret af veteranen Patrice Leconte og ikke uegnet som let sommeunderholdning med et overskueligt element af hjernegymnastik.

Intime betroelser. Instruktion: Patrice Leconte. Manuskript: Jérôme Tonnerre. Fransk (Grand og Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu