Læsetid: 2 min.

Skakken får sin grand slam

Nyt turneringskoncept ser dagens lys
Kultur
22. maj 2007

I 2008 vil det internationale skakliv få sin første grand slam, meldes det fra den bulgarske hovedstad Sofia. Fem turneringer af højeste karat er sat på dagsordenen - og de første tre af dem er kære gamle kendinge.

Det drejer sig om den både traditionelle og hyggelige Corus-turnering i hollandske Wijk aan Zee, der løber af stablen fra 11. til 27. januar, den mere eksklusive Linares-turnering i Sydspanien, der skal spilles fra 15. februar til 9. marts, samt M-Tel Masters i Sofia fra den 6. til 18. maj - 2007-udgaven af denne turnering synger i skrivende stund på sidste vers.

De to øvrige grand slam-turneringer skal afvikles i Mexico City fra den 21. juni til den 6. juli - det bliver i bogstaveligste forstand en hed affære - og endelig sættes der punktum i Baskerlandets hovedstad, Bilbao, fra den 15. til 27. september.

Denne femte og sidste turnering bliver en slags finale, hvor man garanterer, at vinderne fra de første fire turneringer vil møde frem og afgøre, hvem der bliver den endelig vender af skakverdenens første grand slam.

Tørre tæsk til Topalov

I den igangværende udgave af M-Tal Masters i Sofia har den tidligere verdensmester Veselin Topalov haft det svært - trods 'hjemmebanefordelen'. I tredje runde blev han flået af den skarpe aserbajdsjanske stormester Shakhryar Mamedyarov (der havde hvid):

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sf3 d5 4.Sc3 c6 5.Lg5 h6 6.Lxf6 Dxf6 7.Db3 Sd7 8.e4 dxe4 9.Sxe4 Df4 10.Ld3 e5 11.0-0 exd4 12.Sxd4 Sc5 13.Sxc5 Lxc5 14.Tae1+ Kf8 ...

Et hæsligt træk, som Topalov må have spillet med sorg i sinde.

15.Te4 Df6 16.Dc3 a5 - den slags træk er der ikke tid til her - 17.Tfe1 ...

Se diagrammet.

Hvid har en drømmestilling - uden at have ofret noget for den. I praksis spiller sort jo uden sine to tårne. I resten af partiet!

17. - Ld7 18.T1e3 Lb4 19.Dc2 Dd6 20.Tf3 h5 21.c5! - åbner diagonalen ned mod f7 og er i realiteten afgørende - Lxc5 22.Lc4 f6 23.Se6+ Lxe6 24.Txe6 Dd7 25.Df5 Dd4 26.Te4 Dd1+ 27.Lf1 Ld6 28.Td3 Lxh2+ 29.Kxh2 Dxf1 30.Td7 ...

Og stillet over for en snarlig mat valgte Topalov at opgive. På grund af ekstrem jævnbyrdighed i det seks mand store felt kan han imidlertid stadig nå at vinde turneringen. Det sker, hvis han i tiende og sidste runde med de hvide brikker kan besejre Krishnan Sasikiran. Den indiske stormester fører turneringen med et halvt point foran Topalov, Mamedyarov, Kamsky (USA) og Nisipeanu (Rumænien), mens englænderen Adams ligger yderligere et halvt point efter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her