Læsetid: 3 min.

Stemmer i æteren

Lene Henningsen spiller velgennemtænkt på bogens dobbeltformat - der er prosa og lyrik, ikke noget med prosalyrik
Kultur
13. maj 2006

Lene Henningsens bog er en såkaldt tte-bche, en dobbeltbog som kan læses fra begge sider: Fra den ene side får vi i Havfruefonografen 58 prosa-snapshots af mennesker i Europa, og fra den anden Fonogrammers 54 digte i seer-sprog og en veritabel luftstrøm af billeder.

Umiddelbart er prosastykkerne for mig mest attraktive: små, indadvendte øjebliksmonologer og sansninger, knyttet til situationen; en kvinde venter på bussen, mens hun besværger sin deltagelse i morgendagens valghandling og ud af øjenkrogen irriteres over en avislæsende mand i et vindue; en mand bærer sin kones enorme mængde af indkøbsposer, mens han næsten segner under vægten af hendes depression; en dreng løber ned ad gaden fuld af gøremål og med retning mod eftermiddagens møde med sin kusine, der elsker chokolade i sølvpapir.

Omtrent alle stykkerne finder (bogstaveligt) sted i en europæisk storby, hvis topografi kun indirekte spiller med - i en lille henvisning, i en belysning eller en gestus, eller bare fordi de nævnes i stykkets titel:

"Datteren med brevet (Dublin)", "Drengen i løb ned ad gaden (Dubrovnik)", "Kvinden under lygten (Lissabon)".

Der er en upåfaldende, men distinkt forbindelse til verden. Dagligdag, det profane og meget menneskelige får flygtigt nærvær - det er især oplevelsen af mellemrum, et øjebliks suspension undervejs, som er så besnærende og forlener det situationsbestemte og situerede med almenhed. Ganske vist står kvinden under lygten i Lissabon, men det (bedrageriske) selvbillede, som træder frem af de portugisiske glas, hun kigger på ("Jeg køber kun de fine glas"), kunne være fra hvor som helst, hvor en kvinde falder i staver:

"Jeg tager aldrig fejl. I femoghalvtreds år har jeg ikke taget fejl. Én eneste gang tog jeg fejl, som tyveårig. Jeg valgte den forkerte mand. Siden har jeg aldrig taget fejl."

Sådan kan man så begrunde sin usvigelige tæft for gode glas. Stykkerne er på fiksérbilleder, hvor man både kan læse øjeblikket og en aforisme, de er både snapshots og tydeligt arrangerede. De er især charmerende og udgør et lille katalog, hvor to væsentlige momenter ved den korte prosa - dens øjeblikskarakter og dens lakoni - går vel i spænd.

En besnærende bog

Lene Henningsens digte er i modsætning til prosaen mindre tydelige og desto mere påfaldende; billedrige og svævende - og det er dén forskel, som er tricket ved bogens vende-format. Digtenes drømmesyner og overalmene rum er dramatisk fyldt af blæst og himmel og årstider og natur i brudstykker, der går i clinch med det lyriske jeg og du og skriften.

Vi er bogstavelig talt tte-bche, på den anden side af den upåfaldende, men tydelige prosa. Måske i en forlængelse af de drømme, friheder og "de vigtigste ting", som kortfattet dukker op i monologerne og netop ikke udfoldes dér. Eller vi er i et sprogligt mulighedsrum. Eller i noget der ligner surrealismens janus-hoved, på én side den flydende opmærksomhed over for hverdagens i en undersøgelse af det profanes mystik og på den anden side hermetiske drømmesyner og seersprog.

At prosa åbner sprækker mod lyrik og omvendt er en pointe i Henningsens dobbeltformat, samtidig med at det prosaiske og lyriske har særegenhed - vi er ikke i et prosalyrisk blandformat. Og skulle man tage fejl, kan man gå til bogens to titler og deres henvisninger til et gammelt lydmedie, fonografen, hvor lyd blev 'fæstnet' på og genspillet fra valser dækket af tyndt sølvfolie. Allerede deri bliver lyden abstrakt, fjernet fra kilden - som prosastykkets almenhed og lyrikkens syngende seersprog.

Men hvor en lille fortekst til Havfruefonografens prosa betoner fastholdelse, fæstnelse af 58 stemmer i tid, sted og livsmoment ("Teknikken bag et liv. Lyden holdt fast i et hårdt greb"), betones i indgangen til Fonogrammer, at lyd er luftbåren. Lydbrevene er "fra blæstens datter": "Det blæser op. Her vil hun vågne. Her vil hun farve blæsten med lyden af alt."

Lene Henningsens dobbeltbog er veltænkt - og smuk, næsten besnærende i det gennemførte arbejde med format, genre og sprog. Man kan så afgjort vende og dreje den og begynde forfra igen: prosa-lyrik-prosa, snapshot-billedstrøm-snapshot- selv foretrækker jeg den nedtonede, let sørgmodige, ret påståelige og minsandten humorfyldte prosa.

Lene Henningsen: Havfruefonografen / Fonogrammer, 72 sider / 68 sider, 229 kr. Borgen. ISBN 87-21-02772-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her