Læsetid: 4 min.

Talkshowets terrier

14. oktober 2005

Fra DR2 til alle os: Clement Kjersgaard på slap line - lapset og rastløs, optaget af at fange sine gæster på det forkerte ben Er du snart for gammel til at feste rundt i den indre by, men alligevel for ung til at falde i søvn til børnevenlig tid fredag aften - dvs. et sted lige over de 30, et tidspunkt godt før midnat - så har DR2 tilbud til dig, som de ikke synes, du kan stå for. Det er et talkshow, hvor det, der vel er vores generations første egentlige mediefigur, er vært. Navnet er Clement Kjersgaard, showet hedder Clement direkte. At se det er mildt sagt en bizar oplevelse. Der er ikke noget bizart over formatet, heller ikke - altid - noget bizart ved gæsterne. Tilbage er, og nu han er vores generations repræsentant i medierne, så er man ked af at erkende det, værten. Om en talkshowvært tænker man helst: Hvis jeg nu skulle til min onkels fødselsdag, og han uvist af hvilken grund havde sat mig sammen ved bord med sine kolleger fra kommunebiblioteket, så er denne vært en af de få personer, der kan redde os ud af suppedasen. Hvis han også sad her, så ville alle grine og være veloplagte og fortælle sjove anekdoter om deres tur til Bornholm. Det ville være en overraskelse, men på den gode måde: En uventet god aften. Clement, derimod, sætter tics i sine gæster. Han er rastløs, gennemborende, velklædt på en måde, der - for at citere en ven - ville være en smule for meget ved et større latinamerikansk bryllup. Når han står op, vugger hans krop frem og tilbage med en faretruende hastighed. Armene zigzagger i indviklede mønstre af trekanter og horisontale linjer: tegnsprog på speed. Bag sit bord læner han sig frem og tilbage som et uregelmæssigt pendul, som om han skiftevis må lægge afstand til og undersøge sine gæster nærmere. Han taler umådelig hurtigt, falder næsten over sine ord. Der er ikke tid til pauser. I fredags havde Clement besøg af Poul Schlüter; der er meget Clement gerne vil tale om, nu han taler med Poul Schlüter. Vi får et interview om Danmarks nyere politiske historie. Engang overvejede man at slå Venstre og Konservative sammen, får vi at vide, og Schlüter synes ikke, der er nogen synderlig forskel mellem de to partier. Men de får flere stemmer, når de er hver for sig. Træt efter en hård uge på arbejdsmarkedet kan den den søvnige seer falde hen til sødtlydende ord som "dyrtidsregulering" og "devaluering". Desværre hujer og klapper publikum med voldsom og ubehøvlet entusiasme, og det på i det store hele umotiverede tidspunkter. Det tvinger én til at hæve hovedet femten centimeter op fra sofaen. Det kunne jo være, der skete noget. Sceneskift. Der dukker en lyshåret showbabe ved navn Gigi Petersen op. Hun er del af dansefamilien Fredie-Petersen, som har optrådt i et reality-show på TV 2; hun skulle hjælpe Clements med at finde en fribillet. En tur på nettet afslører, at fribilletten og blondinen er et fast indslag. Nogen fra redaktionen har fået en fræk ide: Clement skal tale med en pige, der ser godt ud, og som ifølge enhver akademisk fordom ikke har for meget at rykke rundt med. Sådan gik det ikke her. I stedet blev Clement sat på plads. Det gjorde Gigi med helt korte blik, en tøven og en trækning omkring øjnene. Det signalerede: Hvad er du for én? Hvorfor står du dér og fægter med armene? Næste levende billede var Søren Espersen, Dansk Folkepartis tidligere pressechef. Her afslørede programmet et mønster, som mere er usympatisk end bizart. Clement direkte er ret tit optaget af at fange sine gæster på det forkerte ben. De skal gennemskues, gøres mundlamme for åben skærm. I tilfældet Søren Espersen havde Clement den - nåja, det var faktisk bizart - teori, at Dansk Folkeparti selv havde iscenesat hele Frevert-affæren, og at de i øvrigt spillede en art titte-bøh med deres ekstreme udtalelser. I et tidligere program mente Clement - det var faktisk også bizart - at Carsten Jensen var vor tids Johannes Møllehave. Begge gange blev stemningen en smule anspændt i studiet. Den slags opførsel havde ikke vakt lykke ved min onkels fødselsdag. Måske er det alligevel formatet, der er problemet. Clement direkte vil have journalistisk bid - Clement vil til bunds i dansk politik - men der skal stadig lige være en stemning af skøre indslag og gode vibrationer. Man er vel et talkshow, ikke sandt? Sådan nogenlunde som det amerikanske koryfæ inden for genren, David Lettermans The Late Night Show. Men når Letterman taler med sine gæster, forsvinder enhver rød tråd bag løse indfald og et ping-pong af vittige replikker. Clement, derimod, streger troligt sine spørgsmål af på et stykke linieret papir. Han bider sig fast, insisterer på sine pointer. Slap nu af, tænker man, det går jo nok. Det er fredag aften, vi skal snart i seng. Til slut dukkede Kasper Winding op. Så hørte vi et lille stykke fra Sjæl i flammer og så en trailer fra en 20 år gammel dansk tv-serie. Nummeret var meget 80'er-agtigt, mente Winding. Allerede dengang var Jens Okking noget af en bamse. Aftenen sluttede med uendelige omgange professionel poker fra et ukendt sted i fjernstyringens kanalrundfart. Næste fredag, dvs. i aften, er Clement direkte tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu