Tilfældigheder har mere at sige end skæbne

Torben Brostrøm har været 50 år på Information i næste uge. Her fortæller han om, hvad litteratur, litteraturkritik og det at skrive har betydet for ham – og om kærligheden og erindringen, der paradoksalt nok skaber forventninger På torsdag Torben Brostrøm 50-års jubilæum på Information, noget ellers kun Ejvind Larsen hidtil har præsteret. Så anledningen er der til at spørge, hvad der har været det vigtigste og det mest betydningsfulde i hans liv. "Det er egentlig umuligt at svare på," svarer Torben Brostrøm, "for i en vis forstand sker der ingenting, og i en anden sker der hele tiden noget. Jeg tror ikke på en skæbne, livet er snarere en spadseretur gennem en uendelig allé af tilfældigheder. Man må hele tiden vælge den rigtige tilfældighed, den, der kan føre et sted hen. Jeg tror ikke på den klassiske valgsituation, hvor man træder i karakter, snarere på, at man møder tilfældet, spontant tager stilling og bagefter opfatter det som et valg." "At man så har en tilbøjelighed til at foretrække bestemte tilfældigheder, er vel et karakterspørgsmål. Med mindre man lader omstændighederne vælge for sig og undlader at tage stilling. Men så gælder det om at finde en god forklaring bagefter!" - Nærmer vi os ikke en art skæbne, når du taler om karakter? "Heraklit siger, at et menneskes karakter er dets skæbne, så i den forstand kan man godt tale om skæbne. Der kommer en grundtegning ud af det - det, man ikke vidste på forhånd, men som man måske bagefter kan erkende som sit mønster." For Torben Brostrøm har mange tilfældigheder været meget gunstige, siger han. Det var således en serie tilfældigheder, der mundede ud i, at han blev litteraturkritiker. En studiekammerat, der havde studenterjob på Social Demokraten, skulle ind som soldat og spurgte om Brostrøm ville passe hans job et år. Det betød, at Torben Brostrøm mødte bl.a. Halfdan Rasmussen og tegneren Ernst Clausen. Bekendtskabet med Halfdan Rasmussen betød , at Brostrøm fra 1955-60 overtog redaktørposten af det navnkundige lyrikmagasin Hvedekorn, tidligere Vild Hvede. Kun få danske digtere har ikke haft deres debut her. - Hvorfor blev du ikke selv digter? "Jeg var ikke kreativ nok. Som ung skrev jeg noveller af en art, der kunne optages i ugepressen, men jeg duede ikke til at skrive lyrik." - Du har dog altid et 'grammapoetisk efterord' i dine bøger? "Men de er jo bevidst klodsede og forskruede! De er tænkt som en heksenøgle, en krampeklo, der fanger det foregående ind, men som samtidig er en parodi på lyrik og fortænkte som ind i helvede!" Også bekendtskabet med Ernst Clausen hører til Torben Brostrøms række af heldige tilfældigheder. Ved et selskab hos ham mødte Brostrøm Informations kulturredaktør, Johannes Møller, der ikke kunne overkomme at anmelde al lyrikken. Han bad Torben Brostrøm træde hjælpende til, og gav ham som den første Orla Bundgaard Povlsens Vågetid. Anmeldelsen af denne, den 2. februar 1956, blev Torben Brostrøms debut på Information. "I Hvedekornstiden erkendte jeg, hvor traditionelt, folk skrev," fortsætter Brostrøm: "Heretica introducerede ganske vist udenlandske digtere, men Martin A. Hansen holdt igen med det moderne." "Men det lykkedes mig da at befri nogle af dem fra Heretica," bemærker Brostrøm lunt, Jørgen Gustava Brandt og Benny Andersen kan nævnes i den forbindelse. Klaus Rifbjerg, Cecil Bødker, Ivan Malinowski og Uffe Harder blev også bekendtskaber via Hvedekorn. Et mindre kendt motiv bag Torben Brostrøms årelange beskæftigelse med svensk lyrik og litteratur er, at hans familie stammer fra Sverige, og at det har været vigtigt i slægten. Ikke mindst derfor kastede den unge Torben Brostrøm sig over svensk lyrik og stiftede derigennem bekendtskab med fyrtiotalisterne, der var modernister før nogen i Danmark. "Min familie kommer fra Tjörnarp i Skåne, en forfader var trädgårdsmästare der, kom til Danmark og åbnede et blomstrende handelsgartneri i Viborg i midten af 1800-tallet," fortæller han. Farfaderen kom 'som Pelle Erobreren' som fattig maskinist og skabte en maskinfabrik i Kalundborg. Her er Torben Brostrøm født, og her har han leget i farfarens virksomhed, som han sammenligner han med Meïr Aron Goldschmidts Min Onkels Hus "med værksteder, kontorer og et mylder af gemmesteder, der strakte sig ned til havnen." Torben Brostrøm har to brødre, og alle tre lignede hinanden så meget, at folk forvekslede dem. Når det skete for Torbens storebror, gik han ind i rollen og lod som om, han var den kendte litteraturkritiker. "Det morede ham enormt." Storebroderen kunne falde ind, fordi han var lige så levende interesseret i litteratur og kunst som sin mindre bror, men han havnede som jurist i et ministerium. "Han kunne have skiftet studium, han ville gerne, men han ville på den anden side ikke finde sig i at være efter mig. Jeg 'kom i vejen', og det var jo dumt. Jeg ville gerne have haft, hvis han var blevet eksempelvis teateranmelder. Han skrev og skrev i de sene nattetimer og kedede sig om dagen i sit job." Torben Brostrøms storebror døde tidligt af en kræftsygdom."Jeg kan ikke have dårlig samvittighed," siger Torben Brostrøm, "men jeg kan godt føle mig som min brors stand in." - Føler du en forpligtelse til at indløse det, han gerne havde villet? "Nej, snarere, at jeg har gjort det, han gerne ville - og spærret vejen for ham. Han var altid meget loyal og anerkendende, men der var megen bitterhed eller vrede i ham. Måske derfor døde han så tidligt." For Torben Brostrøm selv er det at skrive "en udladning, en opladning af én selv ud i sproget, der er forbundet med det erotiske. Man får sprogligt meget forærende af lyrik, og det er en helt kropslig glæde at genfinde noget af det samme i omgangen med mennesker." - Det lyder, som om du kommer til mennesker gennem litteraturen? "Det kan man ikke undgå, når man trækker vejret gennem bøgerne, men det går også den anden vej, bøgerne folder sig i ud i takt med, at man får større erfaring med menneskesindet. Bøger og mennesker oplader hinanden." "I det fjendtlige samfund, vi på så få år har fået, er vulgariseringen af sproget så pågående, at det gør kunsten endnu mere nødvendig. Markedsøkonomien er gået ind i tænkning og livsfornemmelse, parlamentarismens spilleregler tilsidesættes, alt tænkes i væksttermer, en pervertering af naturlig vækst, så vækst bliver et alibi for udpining af ressourcer." Men kunst er ikke kun livsnødvendig i det sociale, den hjælper også på oplevelseslysten og -evnen. "Man bygger landskaber op og udstyrer beskrivelserne med sine egne billeder. Således ligger der en gammel præstegård i Skævinge, hvor jeg som barn tilbragte nogle sommerferier. Hver gang jeg læser en beskrivelse af landbrug, er det præstegården i Skævinge, der toner frem." "Livet er en serie processer, og at skrive er en interessant proces. Det er en investering af fantasi, som næsten er overnaturlig. Man begynder et sted uden andet end en løs fornemmelse, og efterhånden, som man skriver, dannes der en plan. Man bliver klogere på det, man skriver om, mens man skriver. Man hugger et par sætninger, man har fornemmet som elektriske, og er man heldig, kommer man til at arbejde inde i en frugtbar blanding af fantasi og virkelighed," siger han og citerer Jacob Paludan for at tale om 'blækkets magi'. Sine første bøger skrev Brostrøm også med blæk på store folioark, fortæller han, ikke uden nostalgi. - Litteratur blev din skæbne - eller dit valg - men kunne du være blevet noget andet? "Nej, jeg er for upraktisk til en mere kontrolleret tilværelse. Jeg har godt kunnet lide det, jeg har gjort, jeg føler, at jeg har fulgt en snæver sti gennem de uendelige muligheders landskab. Man rummer da sikkert ubrugte ressourcer, der findes jo store religiøse, metafysiske, fantasibårne rum, som man ikke umiddelbart har adgang til, vi tæmmer vores hjerne til at arbejde efter bestemte systemer." - Tæmningen af hjernen holder jo kun, til vi bliver slået ud af kurs. Er det aldrig sket? Torben Brostrøm tænker sig om, før han lidt tøvende svarer: "Kun på den heldige måde. Der har været forelskelser, men jeg hører til generationen, før skilsmisser blev almindelige. De kursændringer, der altid melder sig, er for mit vedkommende forblevet ubefarne. Man kan selvfølgelig mene, at det er ret fantasiløst at have været gift med den samme og boet i den samme lejlighed i 40 år. Men der er også store glæder ved at blive sammen, såsom at man har sine børn og børnebørn omkring sig." "Svend Grønlykke sagde engang om mine erindringer, at i betragtning af, at den mand har oplevet så lidt, er de sgu' meget interessante!" - Kan du nu indkredse, hvad det mest betydningsfulde har været? "At få børn, må jeg svare. Det første barn er utroligt, og den fornøjelse vænner man sig aldrig til. At mennesker er selvreproducerende, at kvinder går rundt med sådan noget indeni, det får det til at gå op for en, at liv og levned er noget mirakuløst. Og kan man hænge fast i så elementære oplevelser, så tror jeg også, man holder helbredet i gang. Sundhed hænger sammen med, at man besinder sig på fundamentale værdier. At børn er et resultat af erotik, og kærlighed forudsætningen, er også en inspiration. Jeg er heldigvis flere gange i livet blevet ramt af oplevelsen af kærlighed." "Det holder gang i oplevelsesevnen at glæde sig over noget, og det er ikke så banalt, som det lyder. Det er vigtigt, når man bliver gammel, at man stadig har forventninger. Der ligger meget bag én, der kalder på samling og præcisering, det er derfor jeg skriver erindringer, selv om det kan forekomme prætentiøst." "Men at erindre er paradoksalt nok med til at skabe forventninger."