Læsetid: 6 min.

Tøffelhelten og den sidste macho

Kommer tøffelhelten til at lukke og slukke efter den sidste mandschauvinist? Eller er verdens tilstand tegn på virilitetens genkomst? To franske journalister har skrevet hvert sit deprimerende essay om maskulinitetens tilstand
Kultur
13. september 2006

 

De er begge kendt fra de franske medier. David Abiker underholder hver morgen på den landsdækkende radio France Inter med lystige kronikker fra dagliglivet, mens Éric Zemmour slår sine folder som indenrigspolitisk reporter i dagbladet Figaro med speciale i højrefløjens politiske personligheder. Med hver sin bog, en humoristisk og en dødsensalvorlig, har de imidlertid fundet det nødvendigt at sætte samme emne på dagsordenen: Mandens vigende position i det franske samfund og i det ganske Europa her ved starten af et nyt årtusinde. At det ikke ser for godt ud, kan man allerede høre af titlen på Abikers bog, Le Musée de L'homme. Bogen er en hybrid, et nærmest selvbiografisk essay at finde i sociologiafdelingen hos de store boghandlere, men som også lever en paralleltilværelse som kioskbasker. Titlen betyder; Menneskehedens museum - på fransk er et menneske i neutrum en mand - så det kan naturligvis læses som Mandens museum, hvilket undertitlen den fabelagtige nedtur for mandighedens rige sætter et par røde streger under. David Abiker har det svært. Hans kone er perfekt, hun både arbejder og styrer hjemmefronten med hård hånd (i typisk kvindelig fløjlshandske), mens han udgør en uddøende race af heteroseksuelle mænd med interesse for store patter og hurtige og helst meget store biler. Han kan ikke finde ud af at tage ud af bordet - i al fald ikke i tide, men tilbringer ikke desto mindre en god del af sin tid i parker med at tørre snot af sine ungers næser. Et personligt klimaks for nedturen nås den dag, det går op for ham, at hun har overhalet ham. Hun tjener mere end han. Enten har hun været i seng med chefen, eller også er lønforhøjelse det sidste afgørende bevis på, at hun i euro og centimer er mere værd end han. Hun er mere værd, konkluderer han, fordi hun qua kvinde svarer til tidens værdier: moderlighed, omsorg, omtanke, fred, kærlighed og alvor - alt det modsatte af aggressivitet, konkurrencelyst og idiotisk legesyge. Hvis den fatale lønforhøjelse ikke i sig selv får slået Abiker ud, er der så mange andre eksempler på nedslående oplevelser. Ikke mindst da han omsider får lov (af konen) til at købe sin meget, meget store bil. Og bilforhandleren udelukkende henvender sig til hunkønsvæsenet og hendes fornemmelser for sikkerhed.

Det første køn

I bogens allersidste kapitel sniger Abiker sig til klistre sit foto ind i en anonym række mennesker på Musée de l'homme i Paris. Den eneste måde han kan bevise over for sine døtre, at han er en mand. Hvordan er det kommet så vidt? Éric Zemmour er en anderledes vred mand, der endnu ikke har abdiceret over for kvindelige værdier. Han er også lidt ældre - mindst 40 - og betragter med rædsel sine 30-årige kønsfæller, der uden mindste tøven synes at acceptere, at den eneste måde at være en perfekt mand er... at være en kvinde. Det har bragt ham til at forfatte essayet Le premier sexe - Det første køn, et svar på Simone de Beauvoirs feministiske hovedværk Det andet køn - den bombe, der ifølge visse blev lagt under viriliteten engang midt i forrige århundrede. Zemmour bringer en del polemiske teser til torvs, der siden udgivelsen har gjort ham til debatguf som feministers yndlingsoffer på de supermarkedsindkøbte fladskærme rundt omkring i de små hjem. Han vil forklare, hvad der egentlig førte til, hvad Abiker kalder mandighedens fabelagtige nedtur. I sin ivrighed hænger hans forskellige teser dog ikke helt sammen. Der er lidt tese til medmandschauvinisterne: Kvinderne har tendens til at ville have alt til at hænge sammen, og det er denne tendens, de har ført til sejr. Kærlighed hænger sammen med sex og med ægteskab (eller i al fald parforhold), mens en rigtig mand holder det adskilt. Bogen lægger ud med Zemmours undren over, at den unge mand sat til at være den store politiske reporters chauffør ved en partikongres ikke har den fjerneste lyst til at være sin kæreste utro inkognito et sted i provinsen - efterfulgt at et rids af Frankrigs historie. Her har den franske mand i flere hundrede år med både kone, elskerinde og luder ikke haft spor svært ved at holde tingene adskilt, og så giver en ung mand op og glemmer alt om indbygget, for ikke at sige medfødt maskulin forførelsestrang?

Vi kan alle være mænd

Zemmours hyldest til adskillelsen - der inkluderer et forsvar for prostitution og utroskab - og hans tese om, at det er kvindernes skyld, at det ikke gik den vej, begynder hurtigt at smuldre. For så begynder alle at adskille - kvinderne inklusive. Og det var forresten lige præcis, hvad den gode Simone selv gjorde. Vi kan alle være mænd! Men her er problemet for den unge mand - ligesom Abdiker ovenfor, der ikke lyder til at synes, at det er nogen særlig god idé, at konen måske har været i seng med chefen - at det har mændene ikke rigtig lyst til. Vi er ikke alle Sartre. Ét er, at mænd selv adskiller. Men hun skal altså helst ikke gøre det. Og her konkluderer den unge mand, måske mere logisk end Zemmour selv, at så må vi nok hellere lade være at adskille. Så det gik altså ikke den vej. De 'kvindelige' værdier om sammenhæng vandt, og driver vi Zemmours teser langt nok ud, er det uklart, hvis skyld det var. Simone de Beauvoir og hermed den udskældte feminisme kunne have resulteret i det modsatte, og vi må søge andre mere dybtliggende kræfter for at forklare, hvorfor det er de såkaldt kvindelige værdier, der ifølge Zemmour, Abdiker og visse danske klovne har vundet.

Overfladefænomen

I bogens anden del folder Zemmour da også et par langt mere bekymrende teser ud. I stedet for at kaste skylden på feministerne begynder han at analysere feminismen som et overfladefænomen. Dybest set er det mandens skyld. Det er manden, der efter Første og Anden Verdenskrig er flygtet fra en maskulinitet, han ikke længere troede på, ind i de kvindelige værdiers bløde arme. Mænd vil ganske simpelt ikke have med den magt at gøre, de hos deres fædre har set ende i ydmygende dødsdrift. Men ifølge Zemmour "er det dødsdriften, der altid har struktureret loven og forbudene", der derfor totalt mangler i de europæiske samfund i dag. At kvinden overhovedet har kunnet trænge ind i mandens bastioner, har kun kunnet ske, fordi der rent faktisk ikke var magt tilbage, hvor hun trængte frem: Uddannelsessystemet, retsvæsenet, lægevidenskaben, journalistikken og ikke mindst politik. De virkelige mænd er flygtet derhen, hvor magten stadig findes - i ledelsen af de store virksomheder og finansverdenen. Zemmours analyser fører frem til et nærmest apokalyptisk billede af et nedturseuropa med påmindelser om, hvad filosoffen og den fra jødedommen konverterede katolik Otto Weininger skrev i værket Køn og karakter i 1903 - før han begik selvmord - et værk der inspirerede nazismen: For kvinderne begærer ikke mændene længere, mændene er endog med skilmisserne totalt flygtet fra hjemmene og deres faderrolle, kvinderne får ikke børn nok og så må vi hente de fremmede. "Alt tyder på, at de franske og europæiske mænd, efter at have lagt fallos på jorden, hverken kan eller vil befrugte deres tilbageholdende kvinder. Alt sker, som om Frankrig og Europa, der er blevet en eneste kvinde, har erklæret sig som åbent land, der blot venter på at blive befrugtet af en virilitet, der kommer udefra", kan man læse i Zemmours bog - år 2006. Verden lige nu er splittet mellem en feministisk totalitarisme i Europa og et maskulint tyranni stort set alle andre steder. Islam er blot endnu et eksempel på genkomsten af den truede virilitet, præsident Bush med sinecowboyhatte er et andet, fascinationen af den voldelige forstadsaraber skriver sig ind i samme historie. Pludselig står Abikers tøffelhelt frem som en trussel. Han har ikke lukket og slukket. Bagdøren står på klem. Éric Zemmour, 'Le premier sexe' 135 s. Denoël 2006 David Abiker, 'Le musée de l'homme, le fabuleux déclin de l'e,mpire masculin' 266 s. Éditions Michalon 2005

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her