Læsetid: 11 min.

Vi tør ikke længere sige 'Gud i vold'

1. oktober 2005

Hvis der er noget, formanden for Etisk Råd, overlæge Ole Hartling, gerne vil bruge livet på, så er det at kæmpe mod overdreven screening og mod lovliggørelse af eutanasi. Det er næsten blevet en psykose at ville have styr på livet, mener han Ole Hartling er nok bedst kendt som formand for Etisk Råd. Færre ved, at han er administrerende overlæge på Vejle Sygehus, mens enkelte måske spekulerer på, om han er søn af Danmarks tidligere statsminister, Poul Hartling. Det er han. Og af Elsebeth Hartling født Kirkemann, som var læge. Poul Hartling var teolog af uddannelse, og i sit virke forener Ole Hartling derfor på en måde begge forældres felter - det lægelige og det etiske. Ole Hartling har Poul Henningsens vise, I dit korte liv, med i tasken. Han læser et par linjer op, og glider nærmest automatisk over i sang. "Digtet gør noget ved enhver, der hører det," siger han så. "Det er eksistentialisme udsat for poesi: Hvorfor er vi her? Hvorfor skal vi ikke altid være her? Hvorfor kom vi her, og hvorfor skal vi væk igen?" "Alle mennesker kan gribes af at tænke på, hvad meningen er - om der overhovedet er en mening. Men så foretager man sig så mange ting, som skal trænge den tanke tilbage. Og som skal fortrænge, at det meste er noget, vi i virkeligheden ikke selv bestemmer." Ole Hartling nævner Richard Dawkins, ophavsmanden til teorien om, at vi er her for at sprede vore gener - at vi er 'mellemvært' for vore gener. "Det er kvalmefremkaldende," siger han med en henvisning til eksistentialismens grand old man Jean-Paul Sartres begreb om kvalmen ved eksistensens meningsløshed. - Mener du, at livet er meningsløst? "Der gives situationer, hvor man ikke spørger om meningen. Når man står med sit nyfødte barn på armen. For barnet er jo meningen. Man kan få helt krampe i kinderne af at smile, for barnet kalder hele tiden på smilet, man kan ikke holde op." "Når man holder om sin elskede, spørger man heller ikke efter livets mening - man har den jo i armene." "De vigtigste ting i verden, kan vi ikke udtrykke i fornuftens sprog, men må bruge paradokset: 'Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, du uvægerligt giver,' citerer Ole Hartling en anonym aforist. "Men det gælder om at gøre det gode, mens vi er her. 'Det haster med det kys', siger Poul Henningsen. Eller som kvækeren William Penn sagde: 'Lad mig vise godhed og venlighed nu, for jeg kommer ikke mere denne vej'." - Tror du som læge, at Dawkins har ret, at vi er her for at sprede vore gener? "Det er da en pessimistisk udlægning af menneskelivets betydning. Men det er også en fascinerende tanke, og det gør heller ikke så meget, hvis det er rigtigt. Måske kunne den stimulere den ydmyghed en smule, der hører med til at være menneske." - Hvad er vigtigt for dig i livet? Ole Hartlings svar er indirekte: "Hvis jeg lige må vende tilbage til eksistentialismen, så er både Sartre og Camus jo grebet af et mismod, der ikke præger mit liv. Det er Kierkegaard, der med sit begreb om det religiøse sætter eksistentialismen i relation til noget uden for en selv, til dimensioner, der er større end en selv. Jeg håber på, der er en mening med perioden mellem fødsel og død." "Vi kan skabe noget, det er vigtigt. Og alligevel: Al skabelse er forbundet med en løsrivelse. En kvinde mister sit barn i det øjeblik, hun får det. En forfatter siger farvel til den bog, han har skrevet, en kunstner til det værk, han har skabt. Vi synes, der er en mening i at gøre disse ting. Men enhver skabelse består også i at sige farvel. Der er vemod i skabelsen."-- -- At der er en mening, og at vi skaber, er dog ikke det samme som at have kontrol over livet. "Fødsel og død er en tilskikkelse, men det i midten tror vi, vi selv kan vælge," siger Ole Hartling. "Det kan vi også i stor udstrækning. Men hvis vi tillige vil gøre fødsel og død, som altså er tilskikkelser, til vore valg, tager vi ansvar for alt for meget, og det gør vi ikke usåret. Ansvaret for det hele, fødslen, livet og døden - det ansvarlighedsåg får vi lagt på skuldrene, og det kan være umuligt at bære, for sådan er virkeligheden ikke." "Vi tror, vi er herrer i vort eget liv, men dermed kommer vi også let til at tro, det er vores egen fejl, hvis vi bliver syge eller ramt af ulykke. Så er det, fordi vi ikke har gået til screening eller ikke tænkt positivt nok osv. Patientklagenævnet får efterhånden flere klager à la 'min mand er død, der må være sket en fejl'. For det er næsten blevet en fejl, at vi dør. Fordi det jo virker som om, mennesket magter så meget." "Jeg tror, screeningsideologien er et knæfald for troen på menneskelig magt," erklærer Ole Hartling og nævner fosterscreening, som udbredes for tiden. "Man har glemt bagsiden af medaljen," siger han, "som er, at en vordende mor måske ikke længere blot kan glæde sig til barnet, men kun frygte, at der er noget i vejen. Graviditeten bliver en bekymringstilstand." "Forudsigelsen er, at man ud af en årgang på 65.000 børn vil finde 375 med misdannelser. Men så bliver det jo også til, at hvis man møder et mongolbarn, er det ikke et menneske. Så vil man tænke, at man har mødt en fejl." "Folk kan finde på at spørge mig, om jeg da selv ville ønske at få et mongolbarn, men det er et spørgsmål, som kun har ét svar, for det er ikke noget, man ønsker eller vælger. Det kan derimod være en skæbne. Der vil blive ved med at fødes mennesker med handicap, og nu rammes man på en måde dobbelt. Det er ikke længere alene en hård skæbne, der er også sket en fejl." "En mor fortalte, at hun under hele graviditeten 'havde lukket døren til sit barn', indtil hun så, at det var normalt. Vi ved slet ikke hvad det betyder for barnet, at en mor gør sådan." Hvis der er noget, Ole Hartling gerne vil bruge livet på, så er det at kæmpe mod overdreven screening og mod lovliggørelse af eutanasi, siger han. "Screening går ud over mange raske på de få syges betingelser." Københavns Amt og hans eget, Vejle Amt, vil eksempelvis indføre screening som forebyggelse af tarmkræft. Informationsbrevet fortæller, at tyktarmskræft er relativt hyppig, og at en tidlig opdagelse øger chancen meget betydeligt for helbredelse. "Men det fortæller ikke, at 'meget betydeligt' i gunstigste fald er 5 ud af 100.000, som screenes, at mange bliver overset, og at coloskopi (kikkertundersøgelsen) i 2-3 tilfælde vil føre til alvorlige komplikationer. Der er i loven krav om fuldt informeret samtykke, men her er informationen mangelfuld. " "Det er igen det med menneskets magt. Screening sælges på budskabet om, at kræft kan helbredes, hvis den opdages i tide. Men hvad er 'i tide'," spørger Ole Hartling, 'i tide' er jo, at det kan helbredes. Sætningen bliver overbevisende, fordi man ikke gennemskuer, at det er en cirkelsætning. Jeg er bange for, at cancerscreening mest udspringer af ideologi og skrivebordsteori, for man ved i virkeligheden ikke, hvad i tide er." "Når man eksempelvis ved livmoderhalskræft taler om 'forstadier', implicerer man jo, at der også er et stadium. Man taler om 'carcinoma-in-situ', altså et carcinom (=kræft), der kun findes på stedet, og det er netop ikke kræft. Men i og med, at man kalder det et carcinom, har man også sagt 'kræft'. Og kræft skal man jo gøre noget ved. Ordet skaber det, det nævner, som Grundtvig sagde. Sagen er imidlertid, at der er 100 kvinder, der får at vide, at noget er galt, for hver én, der nogen sinde ville få livmoderhalskræft." "Jeg forstår meget godt, at kirurger, der står med en patient, der har fremskreden kræft, siger: Bare patienten var kommet noget tidligere, for det, vi ser her, må jo være begyndt med noget mindre. Men pointen er, at man ikke kan slutte den anden vej. Man kan ikke sige, at når man ser noget tidligt, vil det føre til noget fremskredent. Det er en kortslutning, der sker i tankegangen. Beviserne for, at screening virker, er ikke stærke." "British Medical Journal refererede for nylig en større undersøgelse af brystkræftscreening, der viste, at det, der måske så ud til at virke i nogle videnskabelige kontrollerede undersøgelser, ikke virker i virkeligheden. Men det er i dag nærmest blevet politisk ukorrekt at sætte spørgsmålstegn ved cancerscreening, hvis 'budskab' virker så selvfølgeligt." "Vi tør ikke sige 'Gud i vold' længere. Tidligere tiders læger kunne ikke helbrede så meget, som vi kan i dag, men de havde en autoritet. De kunne sidde ved sengekanten og måske vente på krisen. Nu hvor vi ved så meget og kan gøre så meget, har vi paradoksalt nok meget mindre autoritet. Det får mig til at tænke, at sand autoritet ligger i væren og ikke i gøren." - Har vi fjernet os fra menneskelivets grundvilkår? "Det er blevet en udbredt psykose at vi tror, vi kan få styr på livet, men vi kommer jo alligevel til kort, hvis der kommer en flodbølge, og selv om man ikke har røget, kan man godt få en blodprop." "Healthism, som det hedder på angelsaksisk, dvs. 'sundhedisme', fylder for meget, vores liv bliver et bangeliv, hvor vi føler, at vi er nødt til at koncentrere os om at sikre os. Sundhedsbudskabet er vore dages evangelium. Man bringer ofre, man spæger sig, og man spiser noget, man ikke kan lide. Og synder man, er der også straf." "Tidligere gik man til lægen, hvis man fejlede noget, nu indkaldes raske mennesker til helbredscheck, kontrol og screeninger. De patienter, der ikke møder, er enten dumme, ulydige eller uansvarlige. Og hvis de bliver syge, er de selv ude om det. Man inducerer skyld i mennesker med dette dørsalg. Det er jo en vældig industri, og hvis man skulle tænke på lægernes ve og vel, skal man bare gøre hele befolkningen til patienter, så bliver lægerne aldrig arbejdsløse." - Er screeningsindustrien en reklameindustri? "Jeg tror bestemt, at vi alle vil det gode, men vi er uenige om, hvordan vi opnår det. Hvis vi screener 10.000 kvinder i 20 år for brystkræft, vil der dø 11 i screeningsgruppen og 15 i en samtidig kontrolgruppe. Det er endda ifølge de mest gunstige undersøgelser. Det er forskellen på de 15 og de 11, der udgør den relative dødelighedsreduktion. Det bliver solgt som en reduktion på ca. 30 procent, men de 30 procent dækker altså over fire personer ud af 10.000." "Vi lever med en risikoepidemi," mener Ole Hartling. "En risiko er noget, der beskrives, når man kan gøre noget ved det. Før paraplyen blev opfundet, blev man bare våd, hvis man gik ud i regnen. Men efter paraplyen opstod risikoen for at blive våd. Og verden er fuld af risici. Illusionen er, at blot vi gør os tilstrækkelig umage, kan vi beherske dem. Så kan vi komme om ved den menneskelige sårbarhed. Vi kan gøre os usårlige." "Sagen er, at mennesket ikke tør erkende sin afmagt." Ole Hartling citerer K.E. Løgstrup for, at "...både det frygtelige, der hænder et menneske, og det glædelige, der overgår det, beror på det ene og samme træk ved vor tilværelse - at vi er overladt kræfter, vi ikke har i vort greb. Blive genstand for gavmildhed kan vi kun på sårbarhedens vilkår." Det, vi gør os fortjent til, er for intet at regne mod det, som bliver os til del ufortjent." "Kærlighed skal erfares igen og igen med det altid uerfarne hjerte. Den bog, jeg sætter allerhøjest er Raskolnikoff, for han bliver elsket til trods for, at han er morder. Her er vi så langt fra forstandens og magtens sprog som muligt." Eutanasi er derimod magtens vej, mener Ole Hartling. "Lidelsen, kan være kærlighedens vej, og den kan være længere. Det koster at elske, blandt andet sorg, når den elskede mistes. Men hvis kærligheden var uden omkostning, ville vi ikke regne den." "Eutanasi-tilhængere har to argumenter. Det ene taler om unødvendig lidelse og det andet om respekt for et menneskes ret til selvbestemmelse. Og det er jo besnærende argumenter, for hvem går ind for lidelse og tvang? Argumenterne virker så indlysende, at mere end 50 procent i reglen svarer ja i meningsmålinger, hvor de bliver spurgt, om de går ind for aktiv dødshjælp. Men de, der vil fjerne lidelsen tænker ikke på, at det, man gør, er at fjerne den, der lider. Man skubber den fra sig, som man skal hjælpe. Når folk selv beder om aktiv dødshjælp, kan det jo være, fordi de føler sig så sølle og tilovers, at de ikke vil ligge andre til byrde. Læger, der arbejder på hospice, kan berette om, at patienter, der beder om aktiv dødshjælp, fordi lidelsen er stor, synker lettede tilbage i puden, når lægen svarer, at det må han ikke." "Hvis man mener, eutanasi er en kærlighedshandling, så burde det jo være de, der holdt af patienten, der udførte dødshjælpen, men nej, man vil have lægen til at gøre det." "Der er heller ikke tale om selvbestemmelse. Selvbestemmelse betyder, at man kan sige nej til et hvilket som helst behandlingstilbud, det betyder ikke, at man kan forlange en bestemt handling - i dette tilfælde at blive taget af dage." "Men det forholder sig sådan, at flest unge raske synes, det er en god ide at lovliggøre eutanasi, mens ældre og syge ikke synes det, og når det er tilfældet, har vi den omvendte situation af screeningsproblematikken. I eutanasidebatten er det de raske, der dominerer på de syges bekostning." "Argumentet om en værdig død holder heller ikke. Hvem ønsker ikke en værdig død, men nu bruges det som argument for eutanasi. Det kan det kun, når værdighedstankegangen er baseret på, at det er værdigt at have kontrol og uværdigt ikke at have det. Men man bliver ikke uværdig af at trænge til omsorg. Man kan derimod føle sig værdiløs, hvis man selv falder for ideologien." "Overordnet er vi forblændet at menneskets magt, og det fører måske til endnu større fortvivlelse, end hvis vi erkendte vores afmagt." 20050930-212620-pic-20217856.jpg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu