Læsetid: 8 min.

Transformeren

Vil den ægte Arnold Schwarzenegger være venlig at rejse sig? Imagevirtuosen og fænomenet Schwarzenegger fylder 60. Her er hans liv fra forbudt fascinationsobjekt over storskrydende superindividualist til grøn 'Governator'
Vil den ægte Arnold Schwarzenegger være venlig at rejse sig?
28. juli 2007

Paparazzifotograferne var på pletten, da metaltrætheden omsider satte ind. Det tangerede det ufattelige, men den småfede strandgæst på billederne var vitterlig identisk med Arnold Schwarzenegger. Macho-ikonet med den legendariske selvdisciplin var sunket ned på vi andres niveau. Om end kun for en kort stund. Tro mod sin catchphrase - "I'll be back" - var Schwarzenegger nemlig tilbage i fysisk topform tids nok til tredje ombæring i Terminator-filmserien, hvor han som bekendt spiller rollen som først dræber- og siden beskytterrobot. Da 56-årige Schwarzenegger fem uger efter filmens premiere relancerede sig som politiker, blev han af vittige journalistsjæle døbt 'The Governator'. Når netop Terminator-rollen klæber til ham, skyldes det et betragteligt sammenfald mellem denne fiktive figur og ærkestræberen Schwarzeneggers radikale livsfilosofi. Selv har fødselaren formuleret det således: "Jeg kan gemme mine følelser under mine muskler."

Skabsfascist eller flabet?

Selvom Schwarzenegger altså har skurke-rollen i den første Terminator-film (1984), er det ham, der stjæler billedet. Som Jim Hoberman i 1991 skrev i et skarpsindigt essay om Schwarzenegger, Nietzsche's Boy, tilskynder instruktør James Cameron da også publikum til at beundre den målrettede og ubøjelige dræbermaskine. Samme stålsatte vilje til sejr møder vi hos 28-årige Schwarzenegger i dokumentarfilmen Pumping Iron (1977), der følger han og en række andre bodybuilderes træning op til årets Mr. Olympia-konkurrence.

Schwarzenegger vinder titlen til slut, men noterer sig en anden - og i bakspejlet vigtigere - sejr undervejs, nemlig i disciplinen showmanship. Han suger al opmærksomhed til sig med en bomstærk karisma, der også består af træk så ikke-maskinelle som jovialitet og et skælmsk glimt i øjet, som elegant underløber bodybuilderkulturens proportionsløse narcissisme. Det er dog i samme film, at Schwarzeneggers måske mest berygtede udtalelse falder:

"Jeg har altid drømt om magtfulde mennesker. Diktatorer og den slags."

En urovækkende udmelding såfremt den er alvorligt ment. Hvis ikke må man næsten beundre hans frækhed - ligefrem at fremhæve de associationer til det nazistiske Übermensch som lyden og synet af Schwarzenegger uundgåeligt giver. Med gennembrudsfilmen Conan the Barbarian (1982), som var en lang virilitetsbesyngelse sat i scene af notorisk højreorienterede John Milius, var hans upopularitet hos det 'bløde' segment sikret. Ikke desto mindre skulle Schwarzenegger siden udvise et sjældent talent for at nå ud til et bredt publikum.

Mønsterimmigranten

Arnold Alois Schwarzenegger blev født 30. juli 1947 i den lille østrigske landsby Thal som søn af den lokale politimester. Han har beskrevet sin opvækst som alt andet end munter. Hjemmet var præget af materiel knaphed og faderens druk, og han har udtalt, at de hyppige tæsk motiverede ham til at komme væk og drive det til noget. Som 15-årig kastede Schwarzenegger sig over bodybuilding. Efter sigende var han snart så dedikeret, at han brød ind i træningslokalet, når det stod aflåst i weekenden. Selvom han først blev amerikansk statsborger i 1983, vidste Schwarzenegger angiveligt allerede fra 10-års-alderen, at han ville over Atlanten. Da han i 1968 - af alle år - landede i USA, var det da også med værdier i kufferten, som fik ham til at fremstå mere amerikansk end Uncle Sam himself. Ikke mindst skudsikker veloplagthed, vindermentalitet og præstationsiver. Og han fik brug for hvert et gran af sin fighter-ånd:

"Det var meget svært for mig i starten - jeg fik at vide af agenter og andre at min krop var 'for sær', at jeg havde en løjerlig accent, og at mit navn var for langt. Der var snart ikke det, de ikke bad mig om at lave om. Hvor end jeg vendte mig, fik jeg at vide, at jeg ikke havde en chance."

Netop det for amerikanere næsten uudtalelige efternavn og den brede østrigske accent sikrede Schwarzeneggers image et essentielt præg af selvstændighed. Hvis han fuldt og helt underlagde sig nogen eller noget, selv sit højtelskede USA, ville han slet og ret ikke være Schwarzenegger.

Lige i tidsånden

Rygtet vil vide, at Schwarzenegger havde blot 20 dollar på lommen, da han ankom til det forjættede land. Det skulle i første omgang blive hans forretningssans, som gav smør på brødet. I 1979 fik han en bachelorgrad i business og økonomi, men allerede to år tidligere havde det entreprenante muskelbundt forstået nok om investering til at kunne fejre sin 30 års fødselsdag som millionær. Men på skuespilfronten gik det altså decideret trægt, skønt Schwarzenegger i 1973 fik en birolle (næppe tilfældigt som døvstum) i en af Robert Altmans bedste film, The Long Goodbye. At give op kom selvsagt aldrig på tale, og måske Schwarzeneggers redning blev, at han udover at være en slider er noget, som meritokratiet Amerika paradoksalt nok også beundrer: En markant personlighed, som er snu nok til at overkomme det betragtelige handicap, et beskedent talent er. Han har her en feminin frænde i Madonna, hvis udstråling og flair for selviscenesættelse i hvert fald i første fase af karrieren langt oversteg hendes sangtalent. I 1981 valgte amerikanerne ligefrem en præsident, som var mere image end substans, og tidsånden syntes generelt på Schwarzeneggers side. Som forbillede for datidens yuppier, der delte deres tid mellem direktionslokalet og træningscentret, var han næsten overkvalificeret, og hans filmiske persona var som skræddersyet til et årti, hvor populærkulturen var propfuld af misogyni og muskelsvulmende alfahanner: En cigarrygende enmandshær højt hævet over hverdagens mange kompromisser for hvem kastrationsangst var en by i Sovjetunionen. De, der ikke kunne tage ham seriøst, behøvede heller ikke at gøre det. Schwarzeneggers karakteristiske accent lyder nok så respektindgydende som en stålpresse, men har samtidig klare komiske kvaliteter, og at dens ejermand bestemt har selvironi skabt i livet ses blandt andet i actionfilmen Commando (1985), hvor han fodrer et dådyr, inden han ene mand nådesløst nedslagter en mindre hær. Også privat viste Schwarzenegger sig bredtfavnende. Han tog et tigerspring op ad statusstigen, da han i 1986 giftede sig med John F. Kennedys niece, nyhedsoplæseren Maria Shriver. To år senere gav han Bush den ældre en hånd med hans præsidentkampagne, og i 1990 kvitterede samme ved at udnævne Schwarzenegger til formand for President's Counsil on Physical Fitness and Sports.

Fra bank til barsel

Som 90'erne nærmede sig, blev 'Schwarzenegger' gradvis til 'Arnie'. Den Kolde Krig var så godt som vundet, og nu kunne der for alvor tages gas på 80'ernes machoposering. Det skete med komedier som Tvillinger (1988) og Strømer i børnehaveklassen (1990), og hamskiftet cementeredes med Terminator 2 (1991), hvor Arnies skæbnebestemte signaturrolle denne gang er i det godes tjeneste, og endda udvikler faderinstinkter. Selvironien nåede nye højder i den genrerefleksive Den sidste actionhelt (1993) og Junior (1994), hvis præmis, eller rettere 'gimmick', var, at Arnie - af alle mænd - bliver gravid! Hoberman mener dog, at Arnies komediefilm ikke desto mindre repræsenterer en skævvreden form for godmodighed:

"Vi påskønner Arnies ømme bekymring (for andre) fordi den bakkes op af truslen om maksimal magtanvendelse." Omkring samme tid lagde Arnie afstand til de unge års fascismefascination ved at donere en kvart million dollar til Simon Wiesenthal Centeret. Helt henslumret var hans indre ballademager dog ikke. I 1992 købte Arnie sin første Hummer, det notorisk miljøfjendtlige, intimiderende og overdimensionerede køretøj, en mand af hans statur vel næsten måtte forelske sig i.

Pengemaskinen

I august 2003 anvendte Arnie Jay Lenos talk show som affyringsrampe for sine ambitiøse fremtidsplaner: At blive guvernør for verdens femtestørste økonomi og Amerikas folkerigeste stat, som Arnie efter alle disse år stadig kalder 'Kalifuooornia'. Det var et velbegrundet karriereskift. Salærmæssigt havde Arnie intet tilbage at bevise: Tilbage i 1991 havde han fået 15 millioner dollar for sin medvirken i Terminator 2, skønt han sammenlagt siger blot 700 ord i løbet af filmen, og for nylig det dobbelte for den tredje film i samme serie. Men Arnie var også blevet indhentet af det faktum, at han er en større forvandlingskunstner udenfor lærredet end på det. Såvel anmeldelser som billetsalg havde længe afspejlet, at han efterhånden var et godt brugt brand. Skønt han i interview kan være ganske vittig - "Det passer ikke, at penge gør dig mere lykkelig. Jeg har nu 50 millioner dollar, men var akkurat ligeså lykkelig, da jeg havde 48" - er hans begrænsninger som filmkomiker fuldt synlige. Forsøget på at udvide den tragiske ende af repertoiret med rollen som alkoholiseret eksstrømer i End of Days (1999) havde heller ikke rigtig duperet nogen. Man må antage, at det piner det inkarnerede præstationsmenneske, at hans skuespillerkarriere ikke fik en ækvivalent til hans evige rival Sylvester Stallones Cop Land. Som et plaster på såret og et vidnesbyrd om sin ikoniske status har Arnie fået en figur i tv-serien The Simpsons modelleret efter sig, en hærdebred actionstjerne med en tommetyk teutonisk accent og det symboltunge navn Rainier Luftwaffe Wolfcastle.

Sexmaskinen

Under valgkampen viste det sig dog, at virkeligheden haltede efter Arnies runde image. Der dukkede beretninger op om, at han på filmoptagelser havde haft for vane at befamle andre kvinder end sin kone. Efter sigende så sent som i 2000. En af dem, der for en stund fik tørret det triumferende grin af Arnies ansigt, var Wendy Leigh, som i 1990 havde forfattet en uautoriseret og uflatterende biografi om ham. Kort før valget portrætterede hun i en avisartikel Arnie som en beregnende og magtsyg mandschauvinist. I et forsøg på at dæmme op for det medierne nu kaldte 'Gropegate', undskyldte guvernørkandidaten for at have "opført sig skidt" uden dog at gå i nærmere detaljer. Godt hjulpet af den siddende guvernørs upopularitet og beskedne udstråling vandt Arnie stort, og i stedet for jernnævestil fik vælgerne en midtersøgende kurs krydret med konservativ økonomisk politik. Den viste sig at have bred appel, og trods lejlighedsvise udiplomatiske kommentarer - som da han kaldte sine politiske modstandere for 'Girlie men' ('tøsedrenge') og 'tabere' - er Arnie nu blevet en stueren, seriøs og samlende figur. Med en biodiesel-drevet Hummer som rekvisit har han desuden genopfundet sig selv som grøn forkæmper og gennemført en række miljøvenlige initiativer. I november sidste år vandt han guvernørvalget med en margin af de helt komfortable. Under den nuværende lovgivning kan kun indfødte amerikanere stille op til præsidentvalget. Skulle det ændre sig, er der ingen grund til at betvivle, at Governatoren vil gribe chancen. Det ligger dybt i Arnold Schwarzeneggers natur at søge mod toppen af ethvert bjerg, han beslutter sig for at bestige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu