Læsetid: 6 min.

Den tredje dag - Ragnarok

Wagners verdensundergang for åben ild og fuld musik
21. februar 2006

Den danske scenemusikkunst er i sandhed begavet med to store kunstnere, Michael Schønwandt og Kasper Bech Holten, hvis samarbejde foreløbig er kulmineret med Richard Wagners Nibelungens ring. Den tredje aften i gigantværket - ringen består af en såkaldt foraften og tre aftener - sluttede søndag med premieren på Götterdämmerung, Ragnarok. Herefter følger i forårsmånederne en række gennemspilninger af hele historien: Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried - og Ragnarok.

Opførelsen er som allerede antydet en triumf. Ragnarok skuffer ikke, men lever smukt op til den høje standard i projektet som hidtil helhed.

Musikalsk bekræftes selv den kræsne publikummer i at nationen med operachef Michael Schønwandt - hvis man ikke vidste det i forvejen - kan prale af en dirigent på et særligt højt niveau. I Schønwandts hænder spiller Kapellet overbevisende op som ensemble såvel som i soloafleveringer til Wagners rige partitur med de store klange og vidtspændte forløb.

Ved gennemgang af reolens (mange) udgaver af ringen findes få over eller blot på siden af Schønwandt & co. Måske det mest overvældende er Schønwandts adrætte ofte formidable skift, der aldrig bliver maner, men demonstrerer dybe erkendelser efter forstandig afsøgning af dette overvældende musikalske stof. Schønwandt gennemlyser strukturer og motiver så omhyggeligt som nogen, men uden pedantisk pindehuggeri, han driver pulsarisk musikken frem uden at forcere og lander de bevægede øjeblikke med en uforsagthed og dristig satsning, der er en kunstners særkende. Kapellet reagerer lydhørt og præcist. Det er til det yderste fuld musik og meget stort i slaget.

Kasper Holtens tolkning

På scenen foran Schønwandt præsenterer Kasper Holten så sin tolkning af Wagners spændte, nogen vil sige overspændte, forestilling om verdens tragiske, men bandsat nødvendige undergang med henblik på en eller anden form for genfødsel. Pan-germansk samling var vist tanken - og i hvert fald noget uden jøder og den slags med lutter ædle tyske mænd og damer uden de menneskelige skavanker, Wagner selv havde et så vågent øje for også i sine egne helte. Derfor må de gå til grunde. Særlig sympatisk midt i al det geniale er det egentlig ikke. Men det er jo sådan fat med Wagner, at man bare må hænge med og indskrænke sig til at brokke sig lidt over mytologismerne i sit eget lavmælte selv. Det er til tider strengt, men på den anden side svært eller umuligt at undvære, og så går man jo på komedie. Ikke mindst med Holten og hans sædvanlige fremragende topersoners hold bag scenografi og kostumer: Marie ì Dali og Steffen Aarfing. De to ved besked.

Selve sagen i Ragnarok er ikke sådan at udrede; hvis man i byretten forsøgte sig med den forklaring, Wagner disker op med, ville man blive bortvist. I det wagnerske drama betror personerne i alenlange noderækker hinanden regler og vilkår i disse urimeligheder mennesker, guder og halvguder imellem. Hellige våben, brudte lanser og knækkede sværd er de tilbagevendende falliske holdepunkter. Det kan være strengt, men det sker i dette strømmende musikalske foryngelsesbad, der aldrig er set magen til eller overgået, det skal bestandigt erindres. Og med en egen forskruet logik, som man fristes til at anerkende, efterhånden som hjernevasken i den samlede spilletid på 5 timer og 30 minutter (med pauser) giver pote. Denne indre bizarre Zusammenhangskraft har Holtens krøllede hoved godt og idérigt fat i. I modsætning til efterhånden alt for mange instruktører a la mode, forstår Holten at klarlægge en indre linje og en levedygtig rimelighed, således at for eksempel den inderligste ensomhed og forladthed midt i det store kærlighedsforræderi, som Ragnarok også, eller især handler om, levende skildres ved en mobiltelefonsamtale uden hul igennem. Ønskes personlig betjening, inden Valhal brænder: tast 0. Det virker heller ikke påfaldende at Siegfried, den totale dåre, kører sin undergang i møde i en splinterny Mercedes sportsvogn medbringende sit sværd, Nothung, på bagsædet. Helt i orden, for Holten er bestandigt tro mod Wagners grundide og overskrider på sin egen insisterende måde aldrig eller næsten aldrig den udefinerlige grænse mellem frodig fantasi og pjank eller det overgjorte. Det er også stor musik. Parentetisk bemærket sidder kætteren alligevel tilbage i undren over at Brünnhilde ikke tilkalder en ambulance via sin Nokia, da Siegfried ligger stukket ned bagfra og forbløder i vilden sky.

Hovedpersonen i Ragnarok er så vist denne Brünnhilde, kærlighedsbrønden ved hvilken Siegfried vederkvæges, men som han også forlader for at få nye eventyr - og sikkert også som Wagner selv - mere fisse. Det er i Siegfrieds efterfølgende forglemmelse af pligt og ansvar at ringen, den velsignede og forbandede ring smedet af rhinguldet får den store rolle i spillet.

Brünnhilde er så at sige den, der lukker og slukker, ja, måske ikke det sidste, da hun jo rent faktisk sætter ild til Valhal og lader verden gå til grunde. Faktisk også sig selv, idet hun hopper i flammerne, til hvilken sådan set rimelige disposition Kasper Holtens tolkning forholder sig mere frit. Brünnhilde er i operaens udgave gravid; det har åbenbart været for meget for Holten at lade mor og barn gå til grunde. De to afslutter brandofferets bogstavelige imponerende flammende bøger(!) på scenen som en menneskelig pendant til regnbuen, den Wagner selv forestillede sig spændt over slutscenen i antydning af håbet om den nye begyndelse. Deutschland erwache, som Hitler så det i Ragnaroks ilddød, hvor han i hvert fald til sidst kun interesserede sig for dén, han selv eftergjorde i Berlins ruiner i 1945.

Stærk afslutning

Irene Theorin synger Brünnhilde med den kropsfylde og stemmekraft, der er lagt i partiet. En kraftpræstation der kun kan fremkalde bifald, for hun gør det også smukt, hvad man ikke kan sige om alle Brünnhilder. Stig Fogh Andersen havde til premieren forfald. Som substitut trådte den tyske tenor Christian Franz til og leverede varen. Det siger sig selv at en så hurtig dublering måtte begrænse sceneudfoldelsen. Den i nogen grad udeblevne karismatiske effekt i Franz' hverdagshelteskikkelse kan sikkert tilskrives usikkerhed. Dog ikke i stemmen, som er rimelig Siegfriedsk. Helten er, som alle Wagners af arten lige så meget antihelt, og det gør ikke noget, hvis Siegfried ikke just ligner Supermand. Han er en tvetydig størrelse, er Siegfried.

De øvrige partier i denne sidste afdeling af ringen varetages mere end tilfredsstillende af Ylva Kihlberg som en laber Gutrune. Man forstår et eller andet sted i sin inderlige mandschauvinisme Siegfrieds belejlige hukommelsestab for at komme i clinch med lige netop hende frem for den gravide valkyrie hjemme på hendes flammeomkransede klippe. Peter Kalveness er simpelthen uhyggelig som Hagen, den store skurk, som imidlertid også som et wagnersk paradoks, varsler al den Tysklands ondskab, komponisten næppe har forestillet sig. Den, ondskaben, har Hagen fået med fra det fædrene ophav Alberich, som Sten Byriel enarmet og frysende af had og koldt begær efter ring og magt giver bud på. Scenen mellem de to er ikke rar og må føre til endnu mere ondskab, hvad den da også gør.

Guido Paevatalus stærkt og smukt syngende Gunther markerer atter engang denne fine sangers evne til at skabe hele personer med dæmoni og smerte, nuancer, lys og skygge. Norner og Rhindøtre er alle på plads og i orden. Som spex optræder nornerne, der spinder tråden: den ubetalelige førstenorne Susanne Resmark, Hanne Fischer og Anne Margrethe Dahl i abonnineskrud fra tilskuerpladserne. Det er set før, at de optrædende således springer ud blandt publikum, men det var godt nok overraskende alligevel.

Ragnarok er som sagt en stærk afslutning på et ambitiøst projekt. Det bliver endog stærkere, om siddemuskulaturen holder, at opleve hele den Schønwandsk-Holtenske ring i ét forløb i samme uge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu