Læsetid 4.9885714285714 min.

Ud af sig selv

Peter Bastian har været drevet af længslen efter at blive opslugt og miste fodfæstet i fysikken og musikken. Først efter at være fanget i berømmelsen fandt han ud af, at for at nå ud til verden må man slippe egoet. Den erkendelse vil han gerne give videre
Peter Bastian har været drevet af længslen efter at blive opslugt og miste fodfæstet i fysikken og musikken. Først efter at være fanget i berømmelsen fandt han ud af, at for at nå ud til verden må man slippe egoet. Den erkendelse vil han gerne give videre
Sigrid Nygaard
21. oktober 2006

At være interesseret i det vanskelige og uforståelige og træde ind på områder, hvor der endnu ikke er trådt stier.

Det har været fysikeren, musikeren og foredragsholderen Peter Bastians drivkraft gennem hans 63-årige liv. Og er det stadigvæk.

Lige nu forbereder han en workshop i København og Århus inspireret af sit møde med den spirituelle lærer og filosof Andrew Cohen. Cohen fylder meget i Peter Bastians liv og har fået ham til at tænke over "forskellen på egoet og det autentiske og på postmodernismens kulturmønstre," forklarer han.

"I den postmoderne kultur har vi haft mulighed for at udvikle det sensitive selv, men det er blevet til den sensitive pivskid. Når jeg er i godt humør, så er det en god virkelighed, og folk er søde; når humøret er dårligt, så er der ikke plads til andre end os selv. Men det er jo totalt umodent. Vi er ikke interesseret i at forandre os, fordi vi ikke har en højere kontekst end os selv. Verdenssituationen er vitterlig kun noget, vi interesserer os for, når vi ikke har noget i øjet."

Han taler, lige som han bevæger sig, engageret og hurtigt, og hopper med ét op i vindueskarmen for at gøre noget ved den knirkende baldakin i sit øvelokale på Østerbro. Andrew Cohens tanker har i den grad slået benene væk under Peter Bastian. Men det er ikke første gang, det er sket i hans liv.

"Jeg kan huske, at jeg som lille dreng stod sammen med min far og kiggede op i stjernehimmelen. Jeg kunne kigge direkte op i den sunde fornufts ophør. Der var ikke nogen mur. Universet var uendeligt. Det var skræmmende og fascinerende og fik mig sidenhen til at læse teoretisk fysik. Kvantemekanikken var et rent slaraffenland. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at forstå, hvad det er for en natur, fysikken beskriver," siger han.

Blikket mod uendeligheden

Peter Bastian søgte noget dybere og højere i tilværelsen lige fra han var barn. Han tegnede, spillede klaver og tilbragte mange timer på Ordrup bibliotek for at få fred for sine tre søskende og sine operasyngende forældre i den lille lejlighed derhjemme.

Selv om han som 10-årig hverken forstod Dantes guddommelige komedie eller de bøger om kunst og relativitetsteori, han glubsk kastede sig over, var de et kig ind i en verden, der var mere dragende end skolegårdens lege og drengenes fodbold, som han ikke brød sig meget om. Han var lidt af en særling, flasket op med en trang til at hæve sig over det jordnære liv.

"Der var altid en positiv-negativ uro i mit hjem, som der er, når man hele tiden er på vej og er drevet af en indre nødvendighed. Det, tror jeg, er sindssygt sundt for børn at vokse op i. Mine forældre var operasangere og havde blikket rettet stift mod uendeligheden, og hele den impuls til at springe fremad og den tyrkertro på, at livet var umagen værd, den har jeg og mine søskende fået med os som den vigtigste arv."

"Min far havde en stærk motivation og en vild overlevelsesevne, som fik ham til at skifte sin grundidentitet ud og genopdage verden. Han var yngste bondesøn, og det er først nu, jeg kan se, hvilken kæmpe bedrift det har været for ham at mase den menneskelige frihed fremad. Det har jeg i høj grad nydt godt af."

Peter Bastians far sang arier og drømte om en karriere som operasanger, som han siden fik, og moren, som kom fra Tyskland, spillede klaver til mellem opvasken og støvsugningen. De var ludfattige og tiggede pølsestumper og affaldsgrønt hos grønthandleren.

"Jeg kan huske, at der ikke var råd til, at jeg kom på lejrskole, og at jeg rejste mig op i klassen og med stolthed i stemmen sagde, at 'som forholdene var i vores familie, var der ikke råd til lejrskole for mit vedkommende'".

Peter Bastian tror ikke på en ydre skabergud, men taler alligevel om Gud. Vi kan ikke undvære en betegnelse for det største, forklarer den 68-årige musiker og fysiker
Læs også

Familien var rig på en anden måde. 'Vi har jo fantasi', som faren forklarede sin kone, da hun rasede over, at han havde foræret de 50 kroner, han havde tjent på at genbruge plastic, til en anden fattig familie med fire børn.

"Jeg var godt klar over, at vi var fattige og anderledes, og jeg nød at opleve den almindelige borgerlige hygge hos mine kammerater. I de hjem var der en stiltiende aftale om, at man ikke rokker ved det vedtagne og ikke tager visse emner op. Og så var der en ro og fred og snak om helt almindelige hverdagsting. Der var for eksempel en mor til en pige, jeg var forelsket i, som sagde til mig: 'Du skal komme biodop (hårcreme, red.) i dit hår'".

Peter Bastian skal også have noget i håret, da fotografen skal tage billede af ham på bunken af sine flightcases, hvor hans fagot og klarinet, forstærkere og monitorer ligger klar, så han kun har brug for to stik for at få den lyd, som er helt hans egen.

Du træffer selv grundvalget

Skoleeleven Peter Bastian ville ses og ville fremad i verden som en naturkraft. Han var en lille bogorm, der elskede at læse lektier og få høje karakterer.

Han var lige optaget af sprog og matematik og syntes, det var sjovt at optræde for klassen med historier om ting, han havde læst, eller om den ligning, han havde fundet en alternativ måde at løse på.

Venskaber havde han ikke nemt ved at knytte, men han havde et fantastisk forhold til sine lærere, især dansklærerinden frk. Gabe.

"Hun var så hjertelig og god til børn, og når jeg ikke kunne sidde stille, bad hun mig synge en sang. 'Jeg kan kun en sang for voksne', svarede jeg og stillede mig gravalvorlig op og slog strengene an på min imaginære guitar, mens jeg reciterede: 'Oh kærlighed, oh kærlighed'. Senere fik jeg lov til at pjække fra skolen og cykle rundt i landet og se på kalkmalerier og kunst og sove på hølofter."

Peter Bastian har mange anekdoter at fortælle, men han bryder sig ikke om at tolke for meget på sin barndom.

"Jo mere vi graver os ned i vores barndomstraumer og sorg, jo dårligere får vi det, og jo mindre opmærksomhed er der til resten af verden. Du bliver født ind i et sindssygt komplekst felt af relationer og suger dét til dig, som du er disponeret for. Hvis din mor 600 gange siger, at hun hader dig, og 600 gange siger, at hun elsker dig, så træffer du selv grundvalget. Mennesket har et genetisk bestemt leje for lykke, som man kun kan ændre på ved at skifte kontekst. Man kan vælge at relatere anderledes til sine erfaringer og se sin fortid i enten et forsonende eller anklagende lys. Det lyder frygteligt new age-agtigt, men jeg ved, at man kan lære optimisme."

Ind i musikken

Peter Bastian kom på Aurehøj Musikgymnasium på matematisk linje. Mange var bedre til at spille klaver end han var, men ingen spillede fagot, så her var igen et område, Peter Bastian kunne få for sig selv.

Men en karriere som musiker drømte han ikke om. Han begyndte at læse fysik på universitet, men fik samtidig undervisning i fagot.

"Den ild, der er, når du skaber, er den samme for musikeren som for fysikeren. Hvad enten det er en node, du skal have liv ud af, eller en matematisk opgave, der skal løses, så handler det i begge tilfælde om at stille spørgsmål der, hvor andre ikke har været. I den fuldstændige opslugthed er der ikke fokus på Peter Bastian."

"Kombinationen fysik og musik skulle vise sig at være god, for når jeg blev træt af at læse, kunne jeg spille; og fordi fagotten ikke var det eneste i mit liv, kørte jeg ikke så meget op og ned alt efter, hvordan det nu gik. Det handlede selvfølgelig også om, at jeg helst ville det hele og ikke kunne vælge fra."

Som sædvanlig var han flittig, læste og spillede i døgndrift og blev elev hos den legendariske dirigent Sergiu Celibidache, som lærte ham at flytte sit mål mange kilometer fremad.

Da Den danske Blæserkvintet blev dannet, var det Peter Bastian, de fik øje på, selv om han ikke havde gået på konservatoriet. Han havde udviklet sit eget fagotmundstykke og et andet klangideal. Sammen med kvintetten kom han til at spille overalt i Europa, USA, Afrika og Mellemøsten.

Senere dannede han multimusikgruppen Bazaar, der spiller stærkt improviserende musik inspireret af slavisk folkemusik, latin, funk, afro og klassik, og som i år har 30-års jubilæum. På et tidspunkt ville han videregive sine erfaringer med musikken og skrev i en feber bogen Ind i musikken, som blev en bestseller og gjorde ham rig og berømt.

"Jeg kan huske, at jeg kom op på Louisiana for at holde mit første foredrag. Der var et trafikkaos, og jeg kunne ikke finde nogen parkeringsplads, og pludselig gik det op for mig hvorfor. Den tid var en fuldstændig rus, nærmest som en nyforelskelse eller en enlightment. Jeg anede ikke, at jeg var mig. Jeg var helt transparent og hudløs. Det var fantastisk, men mit ego voksede ud over enhver beskrivelse og var til sidst ved at æde mig op. Der sker det for de fleste, at man går fra den vidtåbne tilstand til en ekstrem selvfokus næsten uden at mærke forskellen. Men man kan se det på sine handlinger. Jeg blev bitter og jaloux på andre, der havde succes."

Fuldstændig til rådighed for verden

Det blev mødet med den spirituelle filosof, Andrew Cohen, der hjalp ham videre.

"Jeg havde nået alle mine mål og kunne begynde forfra med at dirigere, men det ville blive det samme om igen. Al min stræben havde handlet om at finde hen til de øjeblikke, hvor længslen blev stillet, og spørgsmålet: 'Hvad er meningen med livet?', bliver absurd, fordi alt er meningsfyldt. Men det var øjeblikke. Og det handlede dybest set alt sammen om mig. Da jeg mødte Andrew Cohen gik det op for mig, at frihed ikke er en måde at have det på, men et perspektiv, hvor du er fuldstændig uafhængig af, hvordan du har det. Du er fri, når din opmærksomhed er fri, når du er fuldstændig til rådighed for verden."

Kroppen er blevet mere urolig på stolen. Peter Bastian forklarer, at han er i en tilstand af spænding foran endnu et afgørende skridt og en ubetrådt sti i sit liv.

"Jeg føler mig forpligtet til af løfte min bevidsthed fuldstændig fri af mig selv og forsøge at inspirere mine landsmænd til at gøre det samme, så vi holder op med at se verden gennem vores selvbilleder."

- Hvordan gør man det?

"Man starter bare."

'En fri bevidsthed'. Workshopforløb med Peter Bastian. I København fem torsdage fra den 2. november og i Århus i weekenderne 18.-19. og 25.-26. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Peter Bastian

  • Født i 1943, søn af forældrene Gert og Birgit Bastian.
  • 1961-71: Studerede teoretisk fysik på Københavns Universitet og uddannede sig til klassisk fagottist blandt andet hos dirigenten Sergiu Cilibidache.
  • 1968: Medlem af Den Danske Blæserkvintet.
  • 1969: Modtog han Jacob Gades Musikpris.
  • 1970: Stiftede Balkantrioen og senere Bazaar med Anders Koppel og Flemming Quist Møller. Har også komponeret stykker til andre bands, balletter og forestillinger.
  • 1975-1992: Underviser i klassisk fagot og kammermusik på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
  • 1987: Udgav bestselleren Ind i musikken, som bland andet indbragte ham Weekendavisens Litteraturpris og gjorde ham til en efterspurgt foredragsholder.
  • 1998: Ridder af Dannebrog.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu