Hyrdebrev ved biskop
H. Fuglsang-Damgaard, oktober 1943
Vi ønsker... at påpege nødvendigheden af, at man i den politiske debat fastholder et kristent og humant menneskesyn og dermed modvirker alle tendenser til fremmedangst og fremmedhad.
Udtalelse fra fem danske biskopper til regering,
Folketing og offentlighed, november 1997
De fem biskopper, der står for ovenstående udtalelse, hedder Erik Norman Svendsen, Københavns Stift, Jan Lindhardt, Roskilde Stift, Søren Lodberg Hvas, Aalborg Stift, Karsten Nissen, Viborg Stift og Kjeld Holm, Århus Stift. De udsendte i forgårs dette forsøg på at opdæmme hadskheden i debatten om "de fremmede".
Indtil videre har få protesteret mod udtalelsen, udover Jyllandsposten, der i går på lederplads gav udtryk for den opsigtsvækkende påstand, at danskerne bortset fra marginale grupper "ønsker at hjælpe mennesker på flugt eller nødstedte i det hele taget." Vi nøjes med at konstatere, at de marginale grupper for tiden udgør 15-20 procent af befolkningen.
Men faktisk kan man undre sig over, at Herrens stridsfolk ikke oftere kommenterer begivenheder i samfundet. Overalt på kloden har modige præster ellers brugt deres indsigt til at give de undertrykte mæle - samtidig med at deres kirke som oftest har forsvaret det bestående.
En af de helt store værdier ved præstelig indblanding i samfundspolitikken er den splittelse, det skaber i kirken - forstå os ret: Frugtbar splittelse, der fører til diskussion samme sted og dermed beriger samfundsdiskussionen. I Latinamerika udvikledes en befrielsesteologi, der blev så voldsomt undertrykt af kirken, med Paven i spidsen, at både kirke og statsmagt blev svækket. I USA's sydstater udstillede Martin Luther King i 1960'erne den hvide kirkes dobbeltmoral. I Sydafrika førte de teologisk diskussioner om begrebet "retfærdighed" versus samfundets love til vidtgående diskussioner overalt.
Og blandt de præster, hvis samvittighed bød dem at bryde landets jordiske love for at fremme retfærdigheden, førte det videre til en diskussion om handling versus prædiken. Altsammen trak spor, der har været afgørende for, at Sydafrika i dag har den enestående Sandheds- og Forsoningskommission, der - med en pensioneret ærkebiskop i spidsen - står for en radikal og konsekvent tilgivelsespolitik.
Det er heller ikke til at sige, hvilke konsekvenser det kunne have haft, hvis den katolske kirke, stærkt placeret som den var i det højreorienterede Bayern, havde protesteret mod jødeforfølgelserne i Nazityskland i 1930'erne.
Men HVORFOR forsvarer danske præster, biskopper, rabbinere og imamer så sjældent grundlæggende principper om medmenneskelig respekt og tolerance? Under udlændingedebatten har de danske jøders førstemand, overrabbiner Bent Lexner, holdt lav profil. Og kun en enkelt imam, Abu Laban, der er religiøs vejleder for den største muslimske gruppering i Danmark, har i gårsdagens Kristeligt Dagblad udtrykt sin glæde over de danske biskoppers initiativ.
Ellers oplader religiøse grupper og enkeltpersoner så sjældent deres røst, at en præst har en fair chance for at ende som ugens tv-profil, hvis han iført kjole og krave har protesteret mod f.eks. abort. Man hører næsten dunket, når journalistens underkæbe forbløffet rammer bordet: Jamen, har præster virkelig en mening om hvad mennesket gør ved skaberværket?
Argumentet imod præstelig indblanding i samfundsforhold lyder oftest, at den danske folkekirke skal betjene alle kirkens medlemmer.
I den aktuelle sag opfattes de fem danske biskopper som en mellemting mellem privatpersoner og kirkefolk - det er jo ikke en enig bispestand, der står bag udtalelsen. På den anden side er det en betydningsfuld markering, fremsat af folk, der kyndigt kan udlægge lignelsen om den barmhjertige samaritan.
Der er altså mange grunde til at hilse bispebrevet velkommen. Ikke mindst den, at biskoppernes udtalelse viser en anden side af det sekulariserede danske samfund, end den, hvor "oplyste" normaldanskere betragter selv markante verdensreligioner som systematisk overtro. Herregud, at folk da kan anse hunde og grise for urene dyr! For troende tilrejsende er biskoppernes budskab et vigtigt signal om, at også det danske samfund hviler på moralske begreber om godt og ondt. Også for de mange, der udmærket kan fastholde moralen uden at få den sanktioneret på allerhøjeste sted.
