At vende en robåd - eller en supertanker

Vi befinder os i en vadestedssituation hvor den politiske konsensus og den grundlæggende lighedsforestilling hæmmer mulighederne for samfundskritikken. Klynk, siger højreorienterede aktører. Vilkårerne har aldrig været bedre Da Dansk Folkepartis Jesper Langballe blev opfordret til at stille op til folketinget, var det til hans egen store overraskelse. Selv om han siden 1970'erne havde været en meget aktiv debattør, var det aldrig hans ambition at få mulighed for selv at konkretisere tankerne. "En samfundskritikeres hædersmærke er det overhovedet ikke at skulle være konstruktiv, men konsekvent negativ. Man bør ikke forestille sig, at disse tanker skal implementeres, man fremsætter kritik for kritikkens skyld og ikke for at nå magtens højborde. Kritikerens embede er langt vigtigere end statsministerens," siger Jesper Langballe. I den seneste tid har sociolog Rasmus Willigs ph.d-afhandling fra Roskilde Universitetscenter Muligheden for kritik sat dagsorden og problematiseret, at det ikke er let at være samfundskritiker i Danmark i dag. En iagttager af samfundsdebatten, lektor i statskundskab ved Århus Universitet, Jørn Loftager, kan svare bekræftende på Rasmus Willigs konklusion. "Der er opstået en generel konsensus i dansk politik, der hæmmer debatten. De ideologiske forskelle er svære at finde. Og så handler det ikke længere om substansen i politikken men om den bedste markedsføring. Magt er ikke længere middel til at gennemføre tanker om samfundets indretning. Magt er blevet målet i sig selv," siger Jørn Loftager. Det betyder dog ikke, at der ikke findes en samfundsdebat. Den er bare ikke substantiel, men sporadisk. "Logikken i vores politiske system kræver forskelle. De forskelle eksisterede med de gamle ideologier, og nu skaber partiernes ideologi-historie en enerti, fordi der ikke længere er disse rodfæstede identiteter. Det handler om, at de grundlæggende vilkår for kritikken har ændret sig," siger Jørn Loftager. Direktør i tænketanken CEPOS, Martin Ågerup, har en ideologi, og den vil han fastholde. "Hvis jeg ikke havde min liberale ideologi, ville jeg ikke have et fast pejlemærke, hvorfra jeg principielt kunne tage stilling til samfundsforhold. En diskussion som for eksempel dankort-gebyret bliver principiel, fordi det ikke kun handler om en opkrævning. Det handler om, at den enkelte betaler for sig selv. For mig at se er der ikke noget nyt under i solen i forhold til, at man som samfundskritiker definerer sig selv ud fra en socialistisk eller liberalistisk verdensopfattelse," siger Martin Ågerup. Han medgiver, at samfundsktikerne måske ikke længere er så markante på det konkrete politiske plan, men her giver han Jesper Langballe ret i, at det heller ikke er på Christiansborg, man skal finde dem. "Du er død i politik, hvis du inden for fire år kommer med noget banebrydende eller kontroversielle forslag, som ikke kan vinde accept blandt dine kernevælgere inden for fire år. Samfundskritikken kommer fra dem, der ikke skal vælges," siger Martin Ågerup. Han oplever, at der er gode muligheder for at komme til orde som samfundskritikker. Men selvfølgelig er det ikke altid, man oplever, at nogen lytter. "Hvis man formulerer en kritik, der går imod den måde, samfundet er indrettet på, må man affinde sig med, at ændringer ikke kommer med det samme. Jeg ved da udmærket godt, at de fleste er uenige i mine pointer, men det betyder ikke, at jeg klynker og holder op med at sige det." Martin Ågerup og Jesper Langballe tror, at klynkeriet bunder i noget helt andet end vilkårene for samfundskritikken. "Venstreorienterede har en tendens til altid at opfatte sig selv som ofre, der skal støttes økonomisk og socialt og så videre. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at de brokker sig hvis de ikke føler de får plads til deres samfundskritik. De føler, at det er samfundets indretning, den er gal med. Det kunne jo også være, at det er dem, der ikke formår at formulere sig eller at forny deres samfundskritik," siger Martin Ågerup. Jesper Langballe peger på kulturradikalismen. "De kulturradikale, der tidligere gjorde oprør mod autoriteterne, blev autoriteten. Man kan kalde det en skjult magt. De kulturradikales tanker har bevæget sig ind i hele det danske værdigrundlag. Det er klart, at det er svært at formulere en kritik af noget, man selv er så stor en del af. Især hvis man ikke indrømmer det for sig selv, men i stedet taler som om, man stadig var oprører. Det er i virkeligheden ret komisk." Den politiske konsensus, som Jørn Loftager taler om er også et resultat af, at nogle samfundskritikeres pointer har vundet indpas i danskernes selvopfattelse, men efter hans mening handler det netop om selvopfattelse og ikke om, hvordan det i virkeligheden forholder sig. "Før handlede samfundskritikken for eksempel om, at vi skulle kæmpe for et lige og retfærdigt samfund. Det har vi taget til os, og vi går nu rundt med den forestilling, at vi ikke har ulighed, men det er jo ikke sandt. Diskussionen om ulighed er vigtig, men den bliver nedtonet, fordi regeringen ved, at det er noget, som flertallet af alle danskere mener er det rigtige. En konsensus, man ikke kan kæmpe imod." Men Jørn Loftager peger på, at man undervurderer vælgerne, hvis man ikke tror på, at de kan håndtere, at der diskuteres substantielle ændringer af samfundet. "En mand som Bjørn Lomborg er et godt eksempel på, hvordan danskerne savner et modspil. Hans kritik er formuleret på en måde, der appellerer til folk. Om man så er enig i hans kritik eller ej, så er det i hvert fald et eksempel på, at der kan rejses en debat om væsentlige politiske spørgsmål," siger Jørn Loftager. Samfundskritikere kunne godt lære noget af Bjørn Lomborgs metode, mener han. "Efter det antiautoritære oprør er individet kommet i centrum som det, der skaber identitet. Hvis man accepterede en enighed om, at individet skal respekteres som individ, så ville samfundskritikken sandsynligvis fungere bedre," siger Jørn Loftager. Jesper Langballe protesterer mod at blive kaldt samfundskritikker. Sådan opfatter han ikke sig selv: "Det lyder som om det er en profession, man kan dygtiggøre gør sig i. Kurser for samfundskritikere var da en frygtelig tanke. Når man debatterer samfundets indretning, er det jo fordi, man lufter ud for at få luft. En professionalisering ville betyde, at man som kritiker blot lærer, hvordan man reagerer på kon-krete politiske beslutninger og får implementeret sin egen holdning. Og det er ikke samfundskritikerens opgave." Martin Ågerup medgiver dog, at de i tænketanken CEPOS går ind og vurderer, i hvor høj grad deres udtalelser vinder anerkendelse. "Vi har bestemt ingen forventning om, at vi har ændret noget bemærkselsværdigt ved samfundets opbygning. Vi har eksisteret i under et år. Men det er klart, at vi evaluerer effektiviteten. Men det er ikke det eneste, vi gør. Vi udgiver jo også bøger, der omhandler emner, der aldrig ville nå forsiden af Information eller Berlingske Tidende. Vores samfundskritik er på nogle punkter mere langsigtet. Men det er jo meget normalt, at man er oppe mod den gamle generations verdensopfattelse. Med ethvert generationsskifte kommer også et skift i konsensus. Det er selvfølgelig surt at skulle vente på, men det må man acceptere, hvis man ønsker at ændre på selve samfundets opbygning. Der er forskel på om man skal få en robåd eller en supertanker til at skifte kurs," siger Martin Ågerup. Han tror til gengæld, at hvis man som samfundskritiker ønsker at få indflydelse på den brede befolkning, så handler det om at blive konkret. "Det handler meget om formidling og indhold. Man bliver nødt til at eksemplificere. Hvis man taler for abstrakt, så er der ingen, der lytter - ud over dem, der er enige med dig. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke ønsker ændringer i de store linier, men det er bare svært at forholde sig til. Det må man acceptere, hvis man ønsker, at supertankeren på et tidspunkt skal skifte kurs. Derfor går CEPOS ind i diskussioner om meget konkrete ting som for eksempel dagpengeregler, terrorlovgivning og dankortgebyrer," siger Martin Ågerup. Jesper Langballe mener faktisk, han selv er trådt lidt ved siden af ved at gå ind i konkret politik. "Det er egentlig ikke det, jeg føler, jeg er sat i verden for. Det var aldrig min ambition. Men selvfølgelig er det også en lettelse. Det er jo trods alt dette land, man har skrevet, været vred og gjort grin for. Viljen til det, er ikke blevet mindre, fordi jeg nu sidder i Folketinget. Og det er i bund og grund det, det handler om: At have viljen. Og så handler det også om, at man ikke kan lade være. Hvis man ikke kan det, så er vilkårene for kritikken ligegyldige."