Læsetid: 3 min.

Ventetid

Uddrag af Torben Brostrøms 'Ventetid' - fra hospitalets samtaleværelse og et erindingsglimt fra Brostrøms farfars hus i Kalundborg
25. april 2007

1

En ganske ung sygeplejerske fører mig ind i samtaleværelset, hvor vi sætter os til at vente. Hun er elev, forklarer hun, gået ind til sit nye arbejde med andre og gladere forventninger, end jeg lige nu har. Praktik midt i uddannelsen.

Jeg har læst i avisen, at den aktuelle sygeplejerskeuddannelse er langt mere akademisk end før, et åndsfag mere end et håndelag, fyldt godt op med teori og filosofi. Jeg spørger, om hun er glad for studiet. Jo, det lyser ud af hende.

Vi snakker lidt om Habermas og runder lidt Foucault, der også er på pensummet. Jeg går uden om Lacan, som jeg altid har gjort, kvalt af hans retoriske tågebanker. Hun er meget køn, alt for ung at forelske sig i, har på rørende vis ganske let indadvendte tænder, som ved min fascination ophæver tristessen i det klaustrofobiske rum med det lave, runde bord som samlende banalitet for fire stole med blåt stofbetræk.

Så træder hendes vejleder ind, den sygeplejerske, som er autoritet også i forhold til mig og mit tilfælde. De ser ud til at have et brugbart forhold til hinanden. Jeg hører den erfarnes stemmes særlige bevidsthed om dobbeltpædagogikken i hendes forklaring af forløbet i den undersøgelse, der forestår for mit vedkommende.

Diagnose og prognose omtales i forsigtige vendinger. Detaljer får en særlig betydning, nogle tabletters virkning til forskel fra nogle andre, indgrebets særlige karakter, en blanding af rutine og nyhed for den unge, som er ved at indlære den professionelle attitude. Jeg så hende flygtigt et par dage senere passere på stuen, hendes gang havde en god, spinkel rytmik i sig. Jeg undlod at klæde hende af med øjnene. Et flygtigt blik viste heller ingen genkendelse. Vores møde var et teoretisk punkt i en uddannelse.

2

Et sted i London sidder Ysaÿe-kvartetten og indspiller Mendelssohns strygekvartetter for Decca. De var i gang med Nr. 1 i Es-dur, den med den indtagende canzonetta, som jeg lader dem repetere inde i mit hoved ved et let tryk på knappen, så lyden strømmer gennem de små ørepropper, direkte til hjernen.

Ufatteligt ekspederes det af den lille runde discman, der kan ligge i lommen eller på natbordet. Dåsemusik med klang af himmelrum både inde og ude, uhørlig for andre end mig. Ensom i koncertsalen, der har forvandlet sig til en tosengsstue. Alle afstande er ophævet. Ankomster uvisse. Men så er der næste sats. Og en til.

Det genkalder oplevelsen af den første støj fra æteren, som jeg opfangede i min farfars hus på Kystvejen i Kalundborg. Han var med på noderne og havde i sit soveværelse på 1. sal et krystalapparat, jeg fik lov til at lege med. Også det havde hovedtelefoner, fyldt af kosmisk knas, indtil jeg fik styr på bananstik og dimser i den simple, snedige æske. Et mirakel, der overtrumfedes af min far, der snarest muligt anskaffede en rigtig radio, forsynet med en stor, rød lydtragt som på His Masters Voice, der udsendte noget, som mindede om musik.

Vi tog det for gode varer, og jeg læste senere andægtigt Carl Nielsens betragtninger om "Levende Musik og mekanisk Musik" og har siden da levet i en vekselvirkning mellem disse aktiviteter. Lydgengivelsen forbedredes gennem 1930'erne, og i begyndelsen af 40'erne fik vi i Aalborg en ny, smart radio med et magisk grønt lysende øje, der kunne hjælpe en til den bedste indstilling. Det sad man så og stirrede på med åbne ører.

Nyhedsudsendelserne fra BBC blev forstøvet til kosmisk knas af tyskernes støjsendere, mens "Unsterbliche Musik deutscher Meister" blev perfekt gengivet hver søndag eftermiddag, når f.eks. Wilhelm Furtwängler med Berlinerfilharmonikerne udtrykte "glade følelser ved ankomsten til landet" hos Beethoven i Pastoralesymfonien som nazistisk propaganda. De tyske soldater var glade nok for deres ankomst til Aalborg frem for deltagelse i Østfrontens lemlæstelser.

En anden gang var det 9. symfoni med den kommende FN-hymne "Seid umschlungen Millionen, diesen Kuss der ganzen Welt!" Grønt lys for kunsten. Et svigagtigt kys. Så udvikledes klangen gennem stereofoni og forskellige grader af digitalisering på vej ind i hovedet på os i frie personlige valg. Dér sidder musikerne nu godt og vel internaliserede og filer og blæser og trommer efter mit forgodtbefindende. Med særlig virkning, når jeg ikke har det videre godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu