Læsetid: 4 min.

Vinterbergs Festen stod distancen på Cannes

VEJEN TIL stjernerne er banet for Lars von Triers unge protegé, Thomas Vinterberg, efter den store triumf på årets Cannes Film Festival
26. maj 1998

Den unge instruktør, hans producent Birgitte Hald fra Nimbus Film og hans mange skuespillere tog til filmfestival uden de store forventninger, men i stedet med en fundamental glæde over overhovedet at være med. Og så måske en smule nervøse over at skulle forsvare Dogme 95 overfor alverdens superfølsomme kritikere og filmkøbmænd.

Men med Juryens Specialpris i bagagen kunne det søsatte dogme-projekt og broder Vinterberg i går forlade Sydfrankrig med god samvittighed, glimrende anmeldelser og en film, der var solgt til adskillige lande verden over, inklusive USA og Canada. Det går opad for Vinterberg og Co., der tog sejren med forståelig og overvældet begejstring, mens broderskabets storebror i sin udslidte autocamper måtte forlade festivalen uden andet resultat end en masse omtale - som sædvanlig havde man nær sagt. Men som von Trier så beskedent udtalte til verdenspressen før og under festivalen, så tog han altså ikke til Cannes for at vinde, men for at lancere Dogme 95 på en ordentlig måde!

FOR EN DANSK filmanmelder i Cannes med en på forhånd klar idé om at være upartisk og så objektiv som muligt i vurderingen af de to dogmefilm var det en overraskelse, at begge film var så gode, og at det ambitiøse kyskhedsløfte så flot kunne stå distancen over for andre (på papiret) glimrende film. Men det kunne de.

At Festen faktisk, også efter at den sidste konkurrencefilm var løbet over lærredet, stadig var favorit til De Gyldne Palmer var nok imponerende, men på den baggrund ikke overraskende. Derfor er det også meget utilfredsstillende, at Festen ikke vandt mere end en specialpris til deling med franske Claude Millers Klasseudflugten. En pris, der angiveligt, skal man tro juryens ledsagende udtalelser, går på indholdet og ikke formen eller tanken bag.

"Det er en pris, som kommer fra hjertet og er et udtryk for juryens mest lidenskabelige følelser," var ordene, da Vinterberg og Miller fik prisen overrakt. En bemærkning, der får én til at stille spørgsmålet om, hvad fanden det så er, juryen uddeler de øvrige priser med? Pengepungen, eller genitalierne, måske?

At Idioterne ikke vandt nogen priser er måske ikke så chokerende, idet den var en af de få film, som for alvor delte anmelderne i to lejre af elsker-og-hader-slagsen. Alligevel synes det påfaldende, at juryen slet ikke belønner konceptet som sådan.

I 1996 fik David Cronenberg en pris for vovemod og nytænkning for sin kontroversielle, men smukke Crash, og sådan én pris kunne man passende have givet til Dogme 95 som idé (når nu man ikke kunne lide dem nok til at give dem de store priser). Især fordi de to film så smukt følger i tråd med juryformand Martin Scorseses indledende bemærkninger om, at han hele tiden er på udkig efter nye og originale måder at fortælle historier på.

Dogme 95 er et signal ud til verden om, at det kan lade sig gøre at lave film, som både er billige, og som holder en kvalitet i historie og billede, der er mere end acceptabel - og fuldt ud ligeså konkurrencedygtig, på et kunstnerisk plan, som f.eks. Ang Lees The Ice Storm, der helt skandaløst blev forbigået på forrige års Cannes Film Festival.

I EN TID, hvor Oscaruddelingerne et langt stykke hen ad vejen styres af penge og politik, burde De Gyldne Palmer i sandhed være filmenes mesterskabstrofæ, der udelukkende bliver tildelt den eller de film, som er bedst. Et trofæ, man med rette og god samvittighed kan være stolt af. En fair afgørelse burde være mulig, fordi palmerne udeles af en internationalt og bredt sammensat jury, mens Oscaruddelingerne er den amerikanske filmindustri, der klapper sig selv på ryggen. Selvfølgelig er smag subjektiv, og da Cannes-juryen er forskellig fra år til år, kan man ikke forvente, at de altid er enige med én selv. Eller med hinanden for den sags skyld.

Sidste år var tre fremragende film, amerikanernes L.A. Confidential og føromtalte The Ice Storm og canadiske The Sweet Hereafter, i konkurrence, men det var to mindre gode film, synes de fleste anmeldere i hvert fald, iranske Smagen af kirsebær og japanske Ålen, der i fællesskab løb af med de eftertragtede palmeblade. Efter manges mening var det en kompromisløsning, ligesom man ikke kunne frigøre sig fra en fornemmelse af, at det var de instruktører, juryen følte, stod for tur, der blev belønnet - ikke de bedste film.

Det samme kan siges om dette års palmevinder, grækeren Theo Angelopoulos' kedelige Evigheden og en dag. Angelopoulos har tidligere været enddog meget tæt på at vinde, så derfor er det slet ikke så overraskende, mener kyndige iagttagere, at han vandt. Ligeledes kom vinderen af Juryens Store Pris, Roberto Begnini, heller ikke bag på nogen, idet hans film, Livet er skønt, var yderst populær blandt især de sydeuropæiske kritikere. Men selvom det er en film, der griber hjertet, så tilføjer den ikke filmkunsten det helt store.

SOM MED Oscaruddelingerne er det først, når man kommer ned til de mindre væsentlige priser, at en mere filmisk funderet vurdering synes at finde sted. Derfor var det også på sin plads, at John Boorman fik instruktionsprisen for The General, og at Hal Hartley modtog manuskriptprisen for Henry Fool.

Hvorom alting er, så er Dogme 95 nu verdenskendt, og det kan vel ikke undgå at have sin indvirkning på filmenes chancer i det store udland. Og hvad angår det danske publikum, så kan de kun glæde sig til at se begge film, ligesom vi venter spændt på de to næste dogmefilm fra Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu