Læsetid: 3 min.

Agurke-tv

Dræbersnegle og bigamister på skærmen
Kultur
17. august 2007
Kendt retorik. Den forhadte dræbersnegl har udløst en retorik, der giver mindelser om 30-erne og 40-erne i forrige århundrede.

Kendt retorik. Den forhadte dræbersnegl har udløst en retorik, der giver mindelser om 30-erne og 40-erne i forrige århundrede.

Jesper Nørgaard Sørensen

Den er åbenbart nået til København nu, den iberiske skovsnegl, som slet ikke er fra Iberien. Dette fantastiske dyr, der kan befrugte sig selv, har derfor fået politisk betydning. Med sine indtil flere sæt små, kværnende kæber har det gnasket sig helt ind i hjertet på den lille flok desperate mennesker, mest politikere, der befolker det uddøde medielandskab i den fælles ferie, der hvert år i regntiden påtvinges den arbejdende befolkning.

Okay, miljøministeren har alligevel aldrig sagt noget om, at parcelhusejerne under strafansvar skal kontrollere hinandens krigeriske indsats mod den lille invadør, og Søvndal mente det måske ikke helt alvorligt, da han sagde, at hjemmeværnet skulle sættes ind. Men det står vist fast, at bistandsklienter, kontanthjælpsmodtagere og andre arbejdssky personer kan risikere at blive tvangsindrulleret i udrykningskorps, der skal rydde villahaverne på Frederiksberg, og på DR2 var politikerne rykket helt frem i Deadline med debatten.

Den unge mand fra Dansk Folkeparti, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, mente, at bæsterne skulle klippes midt over med en saks, mens Ole Sohn fra SF anbefalede hvidløg. Hvis sneglene får færten af sådan et, på et par meters afstand, vender de om og går den anden vej. Over til naboen formodentlig.

Det bedste er pindsvin, men problemet med pindsvin er, at de ikke trives særlig godt i en normal dansk parcelhushave. De bryder sig ikke om ukrudtsbekæmpende midler, de dør faktisk af dem ligesom ukrudtet, og de holder meget af ukrudt.

De vil gerne kunne trisse rundt i forholdsvis ubemærkethed og kun en gang imellem ved solnedgang vise sig i nærheden af vandskålen på terrassen.

Det kan man ikke på en projektørbelyst, grillstinkende, karseklippet dansk militærgræsplæne.

Ubudne

Den lange, pinlige og modbydelige debat først på sommeren om, hvorvidt Danmark nu også kunne give beskyttelse til de irakiske tolke, der har hjulpet vores nu hjemvendte soldater i Basra-provinsen, fik en forrygende afslutning på skærmen, da Jesper Langbale debatterede bigami med Tøger Seidenfaden.

Det handlede om, at en af de tolke, der nu sidder i asylcentrene og søger om humanitær opholdstilladelse, hvad de naturligvis skal som alle andre fremmede, der af en eller anden grund ønsker at bosætte sig i dette land, har to koner og altså er bigamist.

Det må man ikke, og for Langballe, der tidligere på sommeren havde sat spin på agurken ved at sige om de syge asylsøgere, at de jo simulerer, og når man har simuleret længe nok, bliver man syg - uden at nogen som helst i studiet følte anledning til at spørge ham, hvad han mente med det - er den slags en national og religiøs selvfølge.

Langballe virkede ikke selv helt rask, da Seidenfaden som en glubsk kulturradikal dræbersnegl angreb ham med grove ord om Dansk Folkepartis holdninger til de selvsamme tolke lidt tidligere på året.

Sneglen behøver ikke være bigamist for at formere sig. Den kan selv. Men al retorikken, der omgiver den, om hvordan den trækker sit "slimede spor" gennem den ordnede danske parcelhushave og spreder sin salmonella over det hele, minder jo om visse udtalelser, visse tendenser, man kender tilbage fra 30'erne og 40'erne i forrige århundrede.

Krimi

Det er bølgegang i andedammen, og det ville næppe interessere Sherlock Holmes, der her i sommer har vikarieret for det sindssygt opgejlede Aftenshowet på DR1.

Der er ikke rigtigt noget i det, der ville kunne rive ham ud af den enorme kedsomhed, der griber alle, når sommeren lammer mediefladen med ligegyldigheder.

Holmes ville gribe violinen, fylde kokainsprøjten og kaste sig over bordet med kolber og reagensglas. Han ville løse dræbersneglens mysterium, så vi ville vide, hvor den kommmer fra, og hvor den er på vej hen.

"Og indtil da," ville han sige, "indtil da anbefaler jeg vinbjergsnegle og rovbiller. De æder æggene. Men den slags dyr trives bedst i åbne haver. Det er elementært, min kære Watson!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her