Baggrund
Læsetid: 1 min.

Antiheltens mange ansigter

Warren Beatty, Jack Nicholson, Robert Redford og Dustin Hoffman er alle født i 1937. Sidstnævnte fyldte 70 i forgårs. Han er den af de fire, som er mindst cool og mest kompleks
Kultur
10. august 2007

En stor skuespiller er netop fyldt 70 år. Dustin Hoffman har ikke uforbederligt narcissistiske Warren Beattys intimiderende evne til at dominere lærredet eller Jack Nicholsons aura af mystik og dæmoni. Han har heller ikke Robert Redfords kernesunde fotogenitet, men alligevel blev han på ingen måde fejet af banen, da de to spillede stjernereporterduoen Woodward og Bernstein i Watergate-dramaet Alle præsidentens mænd (1976). Faktisk er filmens måske bedste scene den, hvor Bernstein - spillet af fødselaren - bruger sin distræte charme til at vinde en kvindes tillid.

Hoffman er suverænt den mest sårbare af de fire, og hans karriere lidt af et studie i skrøbelig maskulin selvfølelse. Han og Woody Allen kunne snildt være hemmelige halvbrødre. Som Allen og mange andre jødiske skuespillere og komikere udstråler Hoffman en sitrende, nervøs intelligens, og som Allen evner han at gøre en god replik bedre ved at fremmumle den.

Hele registret

Hoffmans mimik afspejler ofte et sjæleliv så kaotisk, at det truer med at tippe over i fysisk smerte. Nærmest fra gennembrudsrollen som utilpasset ungersvend i Fagre voksne verden (1967) har nerverne været uden på tøjet. To år senere cementerede han sin antiheltestatus med rollen som bumsen Ratso ("I'm walking here!") Rizzo i Midnight Cowboy.

Hverken Beatty, Nicholson eller Redford ville kunne have spillet den hårdt trængte matematiknørd i Sam Peckinpahs berygtede selvtægtsfilm Køterne (1971). Ej heller ville de kunne have båret kjole, make-up og højhælede med samme elegance som han gjorde det i kærlighedskomedieklassikeren Tootsie (1982). Skønt Hoffman ikke er førsteelsker af type, tænker man, at gudindesmukke Jessica Lange er godt dum, hvis ikke hun tager ham.

Fødselaren har også talent for at tage sine figurer i forsvar. I Wag the Dog (1997) spiller han en krukket, moralsk anløben og egocentreret filmproducent, men det er figurens positive karaktertræk - ukuelig optimisme og barnlig begejstring over at orkestrere et stort og spændende (og fordækt) projekt - man husker.

Så tak og tillykke herfra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her