"En film af Bornedal" står der lakonisk og selvbevidst på både forteksterne og plakaten til Kærlighed på film, et nyt værk af en dansk filminstruktør, der er ved at køre sig selv i stilling som den nye 'Bergman' eller 'Hitchcock' - altså en stor, lysende kunstner, alle ved, hvem er, og blot er på efternavn med.
Om nogle år bliver navnet måske endda til et adjektiv, bornedalsk. Og så er Ole, som han jo hedder til fornavn, endelig blevet en del af sproget og dermed udødelig, hvilket vel er det, vi alle stræber efter.
Hvad dækker dette adjektiv så over? Hvad betyder det, at en film har et bornedalsk udtryk? At en filminstruktør har en bornedalsk måde at anskue verden på? At noget er bornedalsk i sin tematik? Subtilitet og mådehold handler det i hvert fald ikke om. Tværtimod.
Ole Bornedal har altid råbt højt og er gået imod strømmen. For ham er det vigtigt at udfordre den gode og gældende smag, mens han skubber til grænserne for det tilladelige. I artikler, radiomontager, teaterstykker, film og talrige interviews har han gennem mere end 20 år kritiseret og satiriseret over dansk selvtilfredshed og en manglende lyst til at slå nogle gevaldige slag i bolledejen.
Dem har han så selv prøvet at slå, og ind i mellem er han sjov, andre gange anstrengende, men sjældent kedelig, og der er som regel en kerne af noget meget sandt i det, han siger.
To sider af samme sag
Ole Bornedal og Lars von Trier, der bestemt er meget forskellige i stil og udtryk, var i midten af 1990'erne en slags selvudråbte rivaler - de skændtes gennem medierne - men også to sider af samme sag.
De vil begge provokationen. Ikke kun for provokationens skyld - selv om det er en vigtig del af det - men fordi de tror på, at kunsten og kunstneren kun rykker sig ved konstant at blive udfordret eller udfordre det bestående
Men hvor Trier bare blev mere og mere verdensberømt op gennem 1990'erne, forsvandt Bornedal ind i mellem fra offentlighedens søgelys - blandt andet da han tog til USA for at gøre karriere - og selv om han både lavede opsigtsvækkende tv-serier - det effektfulde Danmarksbillede Charlot & Charlotte, den mere traditionelle Dybt vand - og civilisationskritiske teaterstykker som Skrigerne og Gud bevare Danmark, overlod han på sin vis scenen til Trier og Dogme.
Først med den stort anlagte Herbjørg Wassmo-filmatisering, Jeg er Dina, var Bornedal tilbage i det medie, han er vokset op med og tilsyneladende elsker højere end noget andet, filmen. Jeg er Dina blev ikke ligefrem den succes, som han havde håbet på - og måske endda forventet - men det forhindrede ham ikke i på vanlig ubeskeden maner at udbrede sig om egne og filmens fortræffeligheder.
"Så meget ved jeg, og det vil jeg stå på fuldstændigt arrogant: Når man har set Jeg er Dina, så kan man ikke sammenligne filmen med noget som helst andet," sagde han til denne skribent i dagene inden premieren i marts 2002.
Den store billedmager
"Jeg har lavet en antidogmefilm med masser af lyssætning og kostumer og musik, og som er en hyldest til klassisk filmkunst i scopeformat og fortalt i et vist tempo og med en vis modernitet. Hvis du havde spurgt Hitchcock om, hvorfor han filmede i den stil, han gjorde, så tror jeg ikke, at han havde kunnet give dig et tilfredsstillende svar - ud over at det er et forsøg på virtuositet i det øjeblik, man koreograferer kameraet sammen med de koreograferede skuespillere. I den dans, det fælles samspil, opstår der et nyt fortællelag, som ikke ligger i dialogen eller i skuespillernes udtryk, men i at kameraet spiller en aktiv rolle. Det er den klassiske filmkunst, som jeg altid har elsket. Jeg brænder for æstetikken og for at fortælle med kameraet."
Ingen tvivl om, at Ole Bornedal er en begavet billedmager med stor sans for filmmediets muligheder. Men netop hans trang til at overdrive og bruge hele apparaturet har det med at spænde ben for hans ambitioner - ophobningen af effekter bliver simpelthen for meget. Når han råber så højt, fristes man til at vende det døve øre til. Med sin første spillefilm, Nattevagten (1994), demonstrerede Bornedal, at der ikke behøver at eksistere nogen modsætning mellem det kunstneriske og det kommercielle, og han satte dermed bølgegang i dansk films daværende dødvande. Og han er stadig en af dem, der tør noget, ingen andre gør.
I Vikaren (2007), hans mest vellykkede film siden Nattevagten, blander Bornedal en form for realisme med rendyrket scifi-horror og slipper godt fra det. Ikke mindst takket være ren og skær frækhed og en pragtpræstation af Paprika Steen. I sin nye film, Kærlighed på film - pludselig sprøjter han dem ud - leger han også med genrerne på en yderst meta-agtig facon, hvilket både er forfriskende og frustrerende i al sin skamløse indbildskhed.
Galskab og fornuft
I 1988 beskrev 28-årige Ole Bornedal, som dengang var tilknyttet Danmarks Radio, nationens mentale tilstand i en artikel i film- og kulturmagasinet Levende Billeder:
"Hvor strømmer blodet i det her land? Hvor er der en rask åre og en heftig puls, der bringer ilt til hoveder, så de tænker klart og stort og vildt og ud af traditionernes slumretæppe? Hvornår har vi sidst set en overdådig armbevægelse, der har fejet alle resterne af bordet med fare for at ridse i lakken og ødelægge gulvtæppet?"
Næsten 20 år senere i et interview i det nye nummer af filmmagasinet EKKO siger han:
"Hvis man skal lave seriøs filmkunst inden for min begrebsverden, handler det om hele tiden at skubbe publikum derud og sige 'sådan ser livet kraftedeme ud, mand!' i stedet for at synge vuggeviser og købe biler med 12 airbags på vej hen for at ta' 14 vaccinationer, fordi man skal til Mallorca. Tilværelsen er sådan: Glæde i det ene øjeblik og rædsel i det andet."
Man kunne måske lidt groft hævde, at Bornedal gentager sig selv. At han ikke er nået meget videre, siden han var ung og ikke vidste bedre. Han ville nok selv argumentere med, at det er, fordi der stadig er de samme ting galt med Danmark og ikke mindst dansk film, som der altid har været. Men spørgsmålet er, om Bornedal har fulgt med tiden - om han har lagt mærke til, hvor meget der er sket med form og indhold, siden han selv åbnede ballet med Nattevagten. At anklage danske film for at gentage sig selv og ikke turde noget er forkert. Som Morten Piil forleden skrev i en leder, så har vi efterhånden en solid mainstream, men også en vital og dynamisk generation af unge filmskabere, der hele tiden - som Bornedal - skubber til grænserne for, hvad der er muligt: Anders Morgenthaler, Pernille Fischer Christensen, Christoffer Boe, Anders Thomas Jensen - for nu bare at nævne nogle få ud over, naturligvis, Lars von Trier og Ole Bornedal.
Lige nu arbejder Bornedal på en ny film, Fri os fra det onde, der ifølge ham selv bliver "den mest voldelige danske film nogensinde."
En meget bornedalsk udtalelse. Og det bornedalske problem er, at det er lidt for let at forestille sig, hvordan den film kommer til at se ud.
Kærlighed på film anmeldes her på siden.
Vikaren går stadig i de danske biografer
