Læsetid: 5 min.

Dramaets dronning

Ingenting sker før eller efter. Ting har ingen årsager. Ting, der sker, kaster ikke længere lys over fortiden. Tiden er tilfældig, og rummene er blevet overlappende. Intet sted er blot ét længere.' I universer berøvet for tidens, rummets og fortællingens logik skildrer den finske videokunstner Eija-Liisa Ahtila dramaerne i det menneskelige følelsesliv og indbyrdes relationer med et uovertruffent øje er det flertydige og ustabile subjekt
I universer berøvet for tidens, rummets og fortællingens logik skildrer den finske videokunstner Eija-Liisa Ahtila dramaerne i det menneskelige følelsesliv og indbyrdes relationer med et uovertruffent øje er det flertydige og ustabile subjekt
27. august 2007

"Bilen forblev ikke helt parkeret i haven i dag, men kom indenfor sammen med mig. Jeg ved ikke, hvornår den stopper og bliver stille".

De gådefulde ord stammer fra Eija-Liisa Ahtilas videoinstallation The House (2002), hvori man følger en ung kvinde, der forgæves kæmper mod sin egen gradvise forsvinden ind i en psykotisk tilstand, hvor hun er ude af stand til at skelne mellem ude og inde; hvor lyde fra huset, hvori hun befinder sig, blander sig med fiktiv larm; hvor køer vandrer fra tv-skærmen ud i stuen, mens miniaturebiler kører på væggene. I dette, som i øvrige af Ahtilas værker, bruges huset som metafor for subjektet og som billede på en indre mental verden.

"Jeg tror, stuen eller mit hus er ved at bryde sammen. Min have kommer ind i min stue".

Kvinden er uden for huset. Hun svæver vægtløst mellem trækronerne, indtil hun griber fat i husets tagskæg, trækker sig selv ned, går ind i huset, ifører sig blylodder om anklerne.

Med den psykotiskes logik syr hun sorte gardiner, som hun hænger op for vinduerne. Hun afskærmer og afskærer sig og hendes psyke overtages endelig helt af en kakofoni af urbane lyde "Fordi jeg ikke kan slippe væk fra lydene, lukker jeg ned for billederne. Når jeg ikke kan se noget, er jeg der, hvor lydene er".

Perceptionen og billede

The House er én af de fem fortællinger der ingår i Ahtilas film Love is a Treasure (2002), og den er blot ét blandt talrige eksempler på, hvorledes Ahtila i sine værker arbejder med oplevelse på en flertydig og flydende måde, der synes at korrespondere med rummet og tiden, der er vilkårene for subjektdannelsen.

Hun tilfører ikke-realistiske elementer til realistiske settings og hverken individ, tid, sted eller rum lader sig kategorisere.

Dette gør sig gældende, hvad enten Ahtila beskæftiger sig med fotografi, tekst, skulptur eller video, hvilket også kan opleves på Gl. Strands aktuelle udstilling. Kernen i hendes arbejde er hendes video- og filmværker:

"Jeg er fascineret af mulighederne i arbejdet med levende billeder, men det er interessant, at forskellige aspekter af den samme tematik kan videreføres og tilføres nyt af andre medier, som fotografi eller skulptur."

Menneskelige dramaer

Ahtilas værker beretter tilsyneladende om almindelige menneskers liv; om almenmenneskelige forhold og grundlæggende følelser som forældre-barn forholdet (Today, 1996), et separation (Consolation Service, 1999), pigers spirrende seksualitet i puberteten (If 6 Was 9, 1995), eller forskellige faser af psykose hos unge kvinder (Love is a Treasure, 2002). Selv beskriver hun sine værker som human dramas - menneskelige dramaer, men allerede her synes det indikeret, at der er mere på spil i værkerne end blot nøgterne snapshots af almindelige menneskers almindelige hverdagsliv.

Ahtilas værker belyser snarere menneskets flux i den moderne verdens sfærer af sociale og kulturelle konventioner. Hun skildrer menneskelige følelsesliv og adfærdsmønstre ikke melodramatisk, men som subtile identitetsmæssige dramaer, der formår at gøre værkernes intime og personlige beretninger alment genkendelige og ved kommede. "Det, der er interessant for mig, er det, der sker mellem mennesker og deres historier. Jeg er interesseret i følelsesmæssig logik og i, hvordan følelser kan forandre den objektive virkelighed," forklarer Ahtila.

Sorg og forsoning

Interessen for følelsers indvirkning på en objektiv virkelighed afspejles i værket The Hour of Prayer (2005), Ahtilas første, men også, ifølge hende selv, sidste selvbiografiske værk.

Udgangspunktet for The Hour of Prayer er igen tilsyneladende hverdagsagtigt: hunden Luca Boys kræftsygdom og efterfølgende død.

Det egentlige fokus er imidlertid den kvindelige hovedpersons sorg og hendes oplevelse af tomhed, tab og længsel. Til billeder optaget i både New York, Finland og Benin fortæller kvinden om selvbebrejdelse og de formodede sammenhænge i hændelsesforløbet, hun pludselig ser i sin jagt efter mening i det meningløse.

På fire sammenhængende skærme, visualiserer Ahtila, hvordan et menneske i dyb følelsesmæssig krise navigerer sig simultant gennem virkelighed og egne følelser inden den endelige forsoning, som hun forklarer:

"Skærmene er installeret som perler på en snor, fordi begivenhederne og følelserne er forbundet til hinanden og forklarer hinanden på den måde".

Minimal sammenhæng

Både i The Hour of Prayer og The House benytter Ahtila en særegen filmisk, ikke-lineær fortælleform, der bryder med både filmens og dokumentarens dogmer. Det er gennemgående for hendes værker, at de til trods for en dokumentarisk indfaldsvinkel, skuffer beskuerens forventninger om sammenhæng mellem årsag og effekt og værkerne afslører sig i sidste instans som komplekse fiktioner, hvilket blot understreges yderligere ved brugen af ikke-lineære fortællinger på flere skærme.

Det er bl.a. med greb som disse Ahtila tilfører det tilsyneladende hverdagslige elementer af surrealisme og irrationalitet. Der mangler ofte logisk sammenhæng mellem billeder og dialog og skærmenes uforudsigelige rytmer i billedskift bevirker, at der konstant hersker usikkerhed om både tidslig, rumlig og narrativ sammenhæng.

Det flertydige og ustabile synes hermed at overføres til beskueren, der med eget subjekt og sanselige oplevelse må danne mening i de komplekse fortællinger.

Lærestykker

Værket Fishermen (Etudes, no. 1) (2007), der udstilles for første gang på Gl Strand, adskiller sig dog på flere måder fra denne flertydige rettesnor.

Der er kun én skærm, der er ingen dialog, ingen musik, der bruges væsentlig færre indstillinger, og billederne er ikke optaget i finske huse, men ved Benins storladne kyst, hvor fiskere ukueligt forsøger at få en robåd ud over brændingen på et stormfuldt hav.

"Ja, det er et anderledes værk, men det er et forstudie til noget, der kommer. Det en en etude, som titlen også angiver; et lærestykke. Men etuder i musik rækker også ud over det rent pædagogiske og kan blive et stykke af kunstnerisk værdi. På samme måde er det med dette værk. Jeg vil arbejde videre med billederne, men det er endnu uvist hvordan. Dette er blot den første etude. Dem kommer der flere af- flere lærestykker".

Eija-Liisa Ahtila Kunstforeningen Gl StrandTil den 21. oktober 2007(Peter Land udstiller i samme periode en række nye værker på Gl. Strand)

British Film Institute har udgivet dvd'en 'The Cinematic Works: A collection of films by Eija-Liisa Ahtila', der indeholder Me/We; Okay; Gray (1993, 3 x 90 secs), If 6 Was 9 (1995, 10 min.), Today (1996-1997, 10 min.), Consolation Service (1999, 23 min.), Love is a Treasure (2002, 55 min.). Synopsis og originalmanuskripter til alle film medfølger. 20 pund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu