Læsetid: 11 min.

Elvis forever and ever, amen

Vor korrespondent ud i alt rockrelateret fortæller om vejen til folden af rettroende Elvis-tilbedere, samtidig med at han forpustet forsøger at sætte dette musikalske geni ind i en form for kontekst. Læs dog for pokker, hvordan han bærer sig ad med det!
Vor korrespondent ud i alt rockrelateret fortæller om vejen til folden af rettroende Elvis-tilbedere
17. august 2007

I was born like this, I had no choice
I was born with the gift of a golden voice,
And twenty-seven angels from the great
beyond,
They tied me to this table, right here at
the tower of song

- Leonard Cohen, The Tower of Song, 1988

1. Det var ikke mit første skodjob, men nok det, der gjorde størst indtryk. En ekskæreste havde fortalt mig, at hun prøvede at undgå at oparbejde studiegæld gennem et halvtidsjob ude på Ebberødgård, og da jeg selv skulle begynde på Københavns Universitet samme efterår, lød det fint nok. Hun trak i nogle tråde, og inden jeg nåede at tænke videre over det, var jeg begyndt i børnebyen derude. Dengang var der et par år til, kommunen omdøbte stedet til det noget mere poetisk klingende Svaneparken, hvilket dog ikke ændrede på den omstændighed, at stedet var og blev en institution for åndssvage, hvorfor stednavnet Ebberød i de år havde en komisk klang. I hvert fald for dem uden for murene. Det var et ste,d folk tit spurgte hverandre om, hvorvidt de stammede derfra subsidiært havde fast bopælsadresse derude. Det var alt sammen vanvittig morsomt, ja, var man et fjols med sine penge, kunne man jo altid sætte dem i Ebberød Bank.

Nu var jobbet ingen spøg, eftersom Ebberødgårds små tusinde beboere tilhørte, hvad der kaldtes det tungere klientel. I børnebyen, der bestod af en 10-12 parcelhusagtige bygninger, gradueredes klientellet efter, hvor galt det stod til, og i det hus, hvor jeg havnede, kunne de stort set ingenting. Så jobbet bestod mestendels i at sørge for, at ungerne fik mad, bad og hvile samt kom på lokum og ud i den friske luft. Kommunikation var udelukket, men vi ansatte snakkede en del indbyrdes henover bleskift og madningsseancer og lærte dermed artige ting og sager om hverandre. Kun stedets leder var ikke til at snakke med, hun virkede kølig, afstandstagende og uinteresseret, men da hun passede gesjæften på god demokratisk facon og åbenlyst var kompetent, affandt vi os med hendes facon. Jeg var så grøn, så grøn og derfor også en smule nervøs ved hende lige såvel som enhver person, der på nogen som helst måde udstrålede autoritet og myndighed, egenskaber, jeg på den ene side ikke selv besad, på den anden på det kraftigste måtte tage afstand fra. Men som sagt - trods hendes myndige strenghed indgød hun også én respekt på den fede måde.

Nå, så en dag, jeg skulle ind på kontoret for at hente noget, opdagede jeg chokeret, at vor strenge, men retfærdige leder sad og græd ved sit skrivebord, mens transistorradioen spillede en eller anden Elvis-sang. Det gjorde mig ubeskriveligt utilpas at se hende græde, nu havde jeg fået hende placeret som både følelseskold og fremmed, hvorfor jeg vitterligt ikke vidste, hvad jeg skulle sige eller gøre. Som så ofte i den periode af mit liv blev mit fysiske hylster en forhindring, og jeg stillede mig bare og ludede (det var jeg god til) i døråbningen, ude af stand til hverken at gå længere ind i kontoret eller dreje om på hælen og forlade det. Nu sagde jeg også, at hun græd, men hulke er nok en mere korrekt beskrivelse af, hvad hun havde gang i. Efter hvad der føltes som 11 timers venten, kiggede hun op, så mig og udbrød:

"Han er død!"

"Hvem dog?"

"Elvis, for fanden -"

Og så hulkede hun noget mere. Jeg nikkede med en mine, som om jeg havde fattet alt og trak mig derefter tilbage i planmæssig uorden. Udover det ubehag, jeg følte ved at have bevidnet sprækkerne i kvindens følelsesmæssige makeup, kunne jeg for min død ikke begribe, hvad fanden hun flæbede over. Elvis var død. Ja herregud. Og hvad så? Udover at give P3 en undskyldning til at spille hans musik hele dagen, føltes det jo ikke som om, der var sket noget rigtig vigtigt. Jeg forstod det i hvert fald ikke. Jeg havde via et par importsingler og en forrygende bitter debut-lp kaldet My Aim Is True fået mig min helt egen Elvis. Han hed så Costello til efternavn, og han både lignede og lød som en forrykt forurettet nørd. Bare omkvædet til slagsangen "Less Than Zero" lød i mine ører mere relevant for mig end hele Presleys samlede produktion: "Turn up the TV, no one listening will suspect/ Even your mother won't detect it, so your father won't know/ They think that I've got no respect but/ Everything is less than Zero/ Hey, oo hey-ey -"

Og dengang - og vi taler 1977 her - gjorde det sgu meget større indtryk på mig, da Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe et par måneder senere begik 'selvmord' i deres celler i Stammheim-fængslet. I de tumultariske, kriseprægede og æstetisk afskyelige 1970'ere føltes det både mere chokerende, virkeligt og vedkommende, end at en grotesk overvægtig amerikansk rockstjerne, hvis bedste år efter de flestes mening lå tilbage i 1950'erne, havde lagt rhinstenskostumet og stillet silketøflerne. Havde jeg dengang tilmed vidst, at han døde på lokum, er det ikke sikkert, jeg nogensinde var nået frem til hans musik.

2.Modsat hvad mange måske tror, var Elvis ikke den første rock'n'roller, verden havde set. Eller sagt med andre ord - Elvis 'opfandt' ikke rock'n'roll. Diskussion om, hvem der indspillede den første deciderede rock-plade, er både ørkesløs og uden ende; senest læste jeg i et musikblad, at én eller anden havde fundet en indspilning fra 20'erne, som vedkommende mente måtte være den absolutte første rockplade! Så siger vi det. Thi i de frugtbare efterkrigsår trivedes uden for mainstream-musikken en lang række dynamiske genrer sideløbende, heraf de fleste med grobund i den sorte minoritets populærmusik, som med udbredelsen af transistorradioen langsomt nåede den ny menneskeart, der netop var blevet opdaget og navngivet: teenageren. Men også den fattige hvide mands musik, hillbilly - der i samme periode blev opgraderet til country & western - spillede en vital rolle i skabelsen af den svøbe, som i årene 1954-1961 gik fra at være et regionalt amerikansk fænomen til en verdensomspændende millionindustri.

I det uomgængelige og aldrig overgåede standardværk The Sound of the City (Souvenir Press, 1983) gennemgår den britiske journalist Charlie Gillett minutiøst den nævnte periodes mange forskellige undergenrer og ikke mindst det hav af små uafhængige pladeselskaber, som trods åbenlys modstand fra de store selskaber fik den sprøde rock ud til folket. De fleste ville nok blive chokerede over hvor relativt lidt Elvis fylder i det værk - også i sammenligning med Sam Phillips, manden, der 'opdagede' Elvis og indspillede og udsendte hans første (og bedste, vil mange mene) skiver. De er samlet utallige steder og står der med Sun nogen steder i titlen,og så er det bare frem med tegnedrengen, fister, for det er her det rykker, det er her det sker. Der er så meget fart over feltet som sammenholdt med en underliggende, om end retningsløs aggression siger mere end tusinde afhandlinger om, hvorfor rock'n'roll skræmte autoriteterne fra vid og sans i 1950'ernes kvælende drivhus-atmosfære. Uden at skænke det en tanke, hvad han lige præcis har gang i, fusionerer Elvis og hans to musikere, guitaristen Scotty Moore og bassisten Bill Black alt fra country blues til hillbilly, Tin Pan Alley pop med gospel og en masse andre af de klange, man kunne finde på datidens uregerlige regionale radiostationer. Resultatet døbtes fint nok rockabilly, og det viser meget godt den afstand, der var og er til klassisk rock'n'roll, som vi forbinder den med dens sorte pionerer såsom Fats Domino, Bo Diddley, The Coasters, Chuck Berry, Little Richard og mange andre - velvidende, at de også indbyrdes lyder uhyre forskelligt.

Det kan og bør altså diskuteres, om Elvis Presley ikke blev båret af sted på en bølge, da han skrev kontrakt med RCA Victor, der som så mange af de store pladeselskaber skrev kontrakt med ham i 1956 for dog også at have en enkelt rock'n'roller i stalden. Fra og med udsendelsen Heartbreak Hotel i januar 1956, og hans første single sammesteds, til hæren snuppede ham i marts 1958, udgjorde han ene mand et kulturelt jordskred uden lige. Og rigtig mange af hans indspilninger fra denne periode står stadig som musikalske højdepunkter, ikke kun inden for rocken, men inden for populærmusikken som sådan.

Det var, da han blev sluppet ud af hæren og turen gik til Hollywood, hvor han i årene 1960-1969 indspillede noget i retning af tre møgfilm om året - ofte med tilhørende soundtracks af dubiøs kvalitet - at smilene stivnede. Men det er en anden og meget sørgelig historie -

3.Mine Elvis-øjeblikke kom dryssende med så store mellemrum, at vi nok skal et stykke op i 1980'erne, før jeg fik stykket stumperne sammen til noget, der bare lignede et billede. Ikke for det - Presley var hele tiden og hele vejen igennem til stede. Uomgængelig, simpelthen. Og her 30 år efter sin død fylder han måske mere i landskabet end nogensinde før.

Hjemme på vejen, hvor det meste af min barndom udspandt sig, var der i tilfældet Elvis Presley dømt håbløs old school. Han blev almindeligvis omtalt som 'flødebollen', og det blev betragtet som en falliterklæring at eje hans plader.

Det var i Gruppernes Tid, med The Beatles som de første og de største på det område, og det var dem og deres ligesindede, som dikterede frisurer, mode og attitude. Hvor Elvis mindede om den foregående generation af mænd med deres Brylcreme, stålkamme og hvide nylonskjorter, hvis tid i den grad var omme; jeg mener, det var mennesker, som i ramme alvor kunne diskutere, hvorvidt Elvis var større end Cliff Richard, når vi med sindsro vidste, at de begge var et par skidesprællere.

Vi havde selvfølgelig også alle sammen set mindst et par af hans film til søndagsmatiné nede i den lokale bif og helt ærligt - er der monstro nogensinde lavet ringere film?

Det var formskårne samlebåndsproduktioner, og selvom jeg i biografens mørke godt kunne lade mig forføre af handlingen (eller i hvert fald de kvindelige hovedrolleindehavere, der så sikkert som amen i kirken skulle scores af Elvis efter en række infantile forviklinger) i G.I. Blues eller Girls! Girls! Girls eller hvad de nu hed, vidste jeg selv som barn, at det var en lortefilm. Og jeg nærede ingen ambitioner om at blive ligesom Elvis, når jeg engang blev stor nok til selv at nedlægge de damer, han tilsyneladende kunne få i kanen ved hjælp af et skævt smil og en lortesang ("There's No Room to Rhumba in a Sportscar", anyone?).

Vi blev teenagere, håret blev langt, og det vigtigste i verden var hverken skole, forældre eller fremtiden, men hvornår der kom en ny plade med The Doors/ Jehtro Tull/ Burnin Red Ivanhoe, eller hvad tidens syrekoryfæer nu hed. Det var alt sammen fint og godt og rigtigt, men det var ikke udpræget dansemusik, og selv for en flok hashtilbedende flippere som os udgjorde dansen et vigtigt forstadium til parringslegen.

Så var det, at Søren foreslog, vi puttede nogen af hans storebrors Elvis-singler på de festbånd, vi kunne bruge aften efter aften på at indspille; og lur mig om ikke "Jailhouse Rock", "Hound Dog" og "Little Sister" fik alle ud på gulvet.

Vi foretog en hastig revision af ham Elvis - han havde (som alle mennesker) været fin nok som ung; han levede desværre bare alt for godt op til en af tidens løsener, det om at "voksne var børn, der var blevet sindssyge" (havde vi bare vidst -).

Da der jo aldrig rigtig syntes at være noget på tv for teenagere, satte jeg mig som tusinde andre da også ned og så Elvis' comeback-show fra 1968, da det blev transmitteret fra Gyngemosen. Ja, det med idolet i sort læder, mine damer (og herrer).

Aldrig før eller siden så han så godt ud. Som min mor så rørende (og atypisk for hende) udbrød: "Hvor er han dog en smuk mand." Det eneste, jeg rent faktisk kan huske fra seancen foran det sorthvide tv, var hans fremførsel af sangen Trouble; det var såmænd alt nok. Jeg har siden set programmet adskillige gange - senest som deluxe edition dvd med tre timers ekstramateriale og jo, jeg slugte hele lortet råt.

Men der, hvor jeg strakte våben og overgav mig, det var engang i starten af 80'erne, hvor vi ellers brugte umådelig meget tid på at se os selv i spejlet og slå os selv i hovedet.

Jeg hang ud med sangeren fra et af undergrundens store bands og var selvfølgelig fuldstændig benovet over, at så betydningsfuld en personage orkede tilbringe tid i mit selskab. Så faldt talen på Elvis, og efter jeg havde fremført min sædvanlige smøre om Elvis' deroute, kiggede han på mig og sagde: "Jeg synes, han blev bedre og bedre med årene -" Jeg troede, det var en ond vittighed, men kunne se på den syngende fætter, at han mente det alvorligt. Dødsens alvorligt, som kun ægte musikelskere kan. "Få fat på den dobbelt-lp, der hedder The Memphis Record, sagde han så. Som den starfucker jeg var, slog jeg hælene sammen, gjorde honnør og udbrød et lystigt "Yes, Sir!"

Efter noget af et detektivarbejde fandt jeg endelig en kopi af benævnte album, og det kan nok være, at den blev spillet med elan, side om side med Einstürzende Neubauten og Birthday Party, og hvad der nu ellers lå af livsbekræftende musik på husets grammofon.

Det kan nok være, at den ændrede mit syn, ikke kun på Elvis, men på musik som sådan.

Bestående af de bedste af de sange, Elvis indspillede i Memphis i 1969 efter at have været i karantæne i Hollywood det meste af tresserne, viste den fra han første gang griber mikrofonen på den hårrejsende udgave af "Stranger in my Own Home Town", som åbner ballet, til der fire pladesider og 23 titler senere lukkes og slukkes med en gribende læsning af "Who Am I?" lige præcist, hvor skabet skulle stå.

Og hvor det står endnu, såmænd!

Efter at have spillet alle fire pladesider i rap, faldt jeg på knæ foran højtalerne, foldede mine hænder og fremsagde nogenlunde denne bøn: "Elvis, du som er i Himlen. Hellige vorde dit navn og alt det der. Hold kæft, hvor er du dog en stor, stor sanger. Jeg har altid spekuleret over, hvorfor det lige netop var dig, der blev udnævnte, til Kongen, og jeg har tit brugt dit navn på en utilgivelig profan måde. Jeg sværger - med omslaget til The Memphis Record som mit vidne - at jeg som ethvert ordentligt menneske snart vil foretage en pilgrimsfærd til Memphis og der aflægge dit gravsted det aller ydmygeste besøg. Thi du er Kongen, og jeg er kun en ussel undersåt, for hvem tiøren var alt for længe om at falde. Tilgiv mig, oh Elvis, thi dit er Riget og Magten og Æren. I al evighed. Amen."

Sådan er det. Vi ses til gudstjeneste i Kirken for Rettroende Elvis-Fans på søndag, venner!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu