Læsetid: 3 min.

Fænomenet Elling

Når dræbersneglen spændes for overklassebøssens vogn
Kultur
24. august 2007

Denne sommer har Danmark for alvor været under angreb. Sendefladerne har været fyldt med historier om truslen fra dræbersnegle. Og nu, hvor det ikke er lykkes at få sat hjemmeværnet ind mod de indvaderende snegle, har Stig Elling foreslået, at den arbejdsløse pøbel skal piske ud i haverne hos det pænere borgerskab på Frederiksberg.

Elling er ikke kun kendt rejsekonge. Han er også medlem af byrådet for de konservative på Frederiksberg. Og han har i den egenskab altså foreslået, at byens arbejdsløse tvangsaktiveres som snegledræbere.

Nu kan man jo gisne om, hvilken anbefaling disse snegledræbere ville få efter endt tjeneste. Her et bud, skrevet af sure tvangsaktiverede på nettet: hr. x har i fire måneder dræbt 23 snegle om dagen. Følgende blev anvendt: Udstrøning af salt, hvidløg, krucifiks, jagtgevær, skovl, spade, peberspray, strømpistoler, vandkanoner, brolæggerjomfruer, blender, forhammere, snesko, havefræser, bæltekøretøj osv. Vi kan derfor medgive hr. x den bedste anbefaling."

Hvorfor lige Elling

Mens man trækker på smilebåndet, må man mere alvorligt konstatere, at det ikke er første gang, at Elling tørrer et lortejob af på arbejdsløse. Da gratisaviserne gjorde deres indtog sidste år, og reservoiret af polakker og andet godtfolk slap op, var Elling heller ikke bleg for at presse kontanthjælpsmodtagerne ud på trapperne. Ellings Columbusæg krakelerede heldigvis - kun fire kom under pisken. Tidligere undersøgelser viser da også, at ni ud af 10 kontanthjælpsmodtagerne på Frederiksberg faktisk havde reelle fysiske hindringer for at komme på arbejdsmarkedet. Derfor kan Ellings kreative udspil i bedste fald opfattes som langt ude og i værste fald som en arrogant hån mod folk, der ikke ligesom rejsekongen himself flyver på livets første klasse.

Den kvikke læser vil nu stille sig selv spørgsmålet, hvorfor denne bredside er placeret under denne rubrik - Informations ugentlige homo-space.

Forklaringen er den enkle, at hele dette menageri er sat i værk netop fra Ellings position som en vaskeægte konservativ overklassebøsse. I en nylig udkommet biografi kan man læse om Ellings liv fra opvækst i fattige kår til jetset-livet først i skabet og siden i åbenhed i konstellationen 'et stk. registreret partnerskab på Frederiksberg'. Og derfra har Elling ikke kun travlt med at disciplinere de arbejdsløse masser. I et interview i homo-magasinet Frankly kan man læse: "Når det gælder homoseksuelle, tror jeg, at vi skal passe på med ikke at gøre os anderledes end alle andre. Nej, jeg er en talsmand, som selv er bøsse, og som hundrede procent bakker op om, at vi skal leve et fornuftigt og anstændigt liv på lige fod med alle andre mennesker".

Nu er det homoernes tur

Også homoerne står altså for tur. Vi skal leve anstændigt og fornuftigt. Nu må Elling - og alle andre - jo leve det liv, de har lyst til. Jeg har ikke tænkt mig at slå nogen i hovedet med en queer-normativitet og gå til angreb mod dobbeltsengstilværelsen i dertil indrettede registrerede partnerskaber. Og det er da fint, at Elling gerne vil ind i varmen og folkefællesskabet og åbenbart ikke ønsker at ændre synderligt på det samfund, som åbenbart gjorde, at han igennem så mange år måtte leve i skabet og være bange for sin karriere, hvis han sprang ud.

Ny-konservativ drejning

Men jeg må konstatere, at han er en arketype på de gay conservatives, som har betydet et stort blackclash for homokampen i USA og andre steder i verden. På velstillede konservative, som benytter deres søde, bløde og ufarlige bøssethed til at fremsætte de hårdeste og mest drastiske politiske udspil. Som har travlt med at opdrage på de mere radikale, perverse og uregerlige dele af homoverdenen. Og hvis eneste svar, når det kommer til homopolitik, er anstædighed, og hvis eneste vision er et liv præcis som alle andres (læs: heteroseksuelles). Man kan derfor frygte, at Elling er del af en nykonservativ drejning af også det danske homomiljø.

Jeg vil derfor slutte med at appellere til noget, jeg er sikker på, at Elling og co. forstår, nemlig ejendomsretten. Når han og andre gay conservatives toner frem som bøssede rollemodeller og kendisser, så nasser de også på det ethos (eller bøsse-brand), jeg og alle andre bøsser har været med til at bygge op og har en aktie i. Og hverken fattigrøve eller liderbasser skal disciplineres i mit navn. Så fingrene væk, eller jeg sender nok en dræbersnegl i retning mod Frederiksberg.

Sune Prahl Knudsen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her