Læsetid: 7 min.

Min fars fortrolige

Forfatteren Katrine Marie Guldagers far døde, da hun var 21 år gammel. Tabet af ham har i høj grad præget både hendes liv og hendes forfatterskab
17. august 2007

"Den dag, hvor min far døde, måtte jeg ringe rundt og fortælle det, og der var mange, selv nære familiemedlemmer, som slet ikke kunne forestille sig, at han var død. De reagerede nærmest sådan 'nej, nej, det kan ikke passe', som om han var helt udødelig. Det var som om, at jeg var den eneste, som vidste, at 'jo, far kan altså godt komme galt afsted'," siger Katrine Marie Guldager og bliver fjern.

Hendes far, forstkandidaten Per Guldager, døde, da hun var 21 år gammel, og tabet af ham har præget både hendes liv og hendes forfatterskab. Hendes seneste bog Lysgrænsen - en psykoanalyse er på en gang erindringsroman og rapport fra det ni år lange psykoanalytiske forløb, som hun startede på i årene efter hans død . Det var nødvendigt, hvis hun igen skulle blive en del af den verden, som hun næsten havde valgt fra.

"Hvis man har mistet sin far, og det gør meget ondt, så vil man jo ikke miste igen. Jeg ville i hvert fald ikke, så min strategi var at grave mig ned og ikke involvere mig med nogen."

Sin fars fortrolige

At interviewe Katrine Marie Guldager er lidt som at banke på i et hus, hvor den ene dør gavmildt åbnes på vid gab, men den næste smækkes i uden yderligere forklaringer, for der er mange dele af hendes personlige historie, som hun ikke vil tale om om.

Alligevel bliver hendes stemme ivrig og hurtigtløbende, så snart hun skal beskrive ham - faderen med de maskuline interesser og det kvindelige blik for andres sårbarhed.

"Rent fysisk var han en stor mand med et stort krøllet skæg, nærmest en vildmand at se på og meget friluftsagtig i knickers og sandaler. Sådan en machomand, som selv ville bygge sit hus, fælde træerne og tække taget, men som også havde nogle sider, som var fulde af indlevelse og forståelse. Mange af mine venner knyttede sig til ham, og i vores bofællesskab tog han et stort ansvar for, at de andre beboere havde det godt."

Katrine Marie Guldager voksede op midt i 1970'ernes opgør med autoriteter, kønsroller og familiestrukturer. Hendes egen familie boede i det nyopførte bofællesskab Sættedammen i Hillerød, som blev bygget ud fra et af tidens slagord om, at børn skal have 100 forældre, men alligevel var der ingen tvivl hos Katrine Marie Guldager, om at hun havde én far og endda et særligt forhold til ham.

"Jeg var det følsomme barn i vores lille kernefamilie, og det havde min far øje for. Mine forældres ægteskab var fyldt med kærlighed, men det var også meget stormfuldt, og under deres kampe gravede de grøfter i familien. Det betød, at min søster til en vis grad blev min mors, og jeg blev min fars."

Da Katrine Marie Guldager var 13 år gammel, blev hendes forældre, ligesom så mange andre af Sættedammens beboere, skilt.

"Mine forældres skilmisse betød, at jeg ikke nåede frem til alle de opgør, som jeg egentlig skulle tage. Jeg var en meget ansvarlig teenager, som hverken røg eller drak og knap nok gik med drenge. Normalt er familien det fundament, som man skal sætte af fra, men det var smuldret. Da min far flyttede, savnede jeg ham meget, især fordi min mor var så ulykkelig oven på skilsmissen. Umiddelbart følte jeg, at jeg havde mistet dem begge to."

Efter et års tid endte Katrine Marie Guldager med at flytte over til sin far, som i mellemtiden var flyttet ind i et kollektiv på Frederiksberg, og her udviklede fortroligheden sig mellem far og datter.

"Min fars evne til altid at påtage sig ansvaret for andre betød, at han kom til at svigte sig selv lidt. Alle lænede sig op ad ham, men han havde ikke så mange at læne sig op ad, og det var kun nogle ganske få, som havde øje for hans sårbare sider."

Men selv om den følsomme gymnasiepige nød at have sin fars fortrolighed og udelte opmærksomhed, var det også problematisk at få indblik i sin fars inderste tanker og følelser.

"Jeg kan huske, at han decideret sagde til mig, at jeg ikke måtte være som min mor, og han gjorde det i en god mening, for der var jo sider af hende, som han ikke brød sig om. Når folk sagde, at jeg lignede min mor, så svarede han altid: 'Ja hun ligner hende udenpå, men indeni er hun fuldstændig ligesom mig.' På den måde fjernede han mig fra min mor."

- Som datter kan man jo ikke være fuldstændig ligesom sin far?

"Nej, og man kan ikke efterligne sin far, medmindre man gerne vil være en mand, så man står uden forbilleder. Min far fortalte mig også, når han følte sig uretfærdigt behandlet af sin egen mor, sine søskende eller min mor, og det har siden været et problem, at jeg automatisk er kommet til at tage parti imod min mor eller hans søskende, når der var konflikter i vores familie. Da han så lige pludselig var væk, og jeg skulle støtte mig til resten af familien, var det svært, for han havde placeret sin modvilje mod dem i mig."

De efterladte

"Jeg er en vind/der fylder dine ansigter/samler dig som drivtømmer/på strande/hvor din skikkelse/danner et omvendt billede/af det du har forladt", skriver Katrine Marie Guldager i sin debut - digtsamlingen Dagene skifter hænder, som udkom i 1994. Seks år efter, at hendes far var omkommet ved togulykken i Sorø kun 50 år gammel. Debuten emmer i det skjulte af savnet af den far, som hun i Lysgrænsen karaktiserer som "det menneske, som jeg på det tidspunkt var tættest på i hele verden".

"Alle familier har magtbalancer og klare forestillinger om, hvem det er synd for, og hvem det ikke er synd for. Den struktur bliver tit meget tydelig, når nogen dør, for så er der nogen andre, som kommer til magten. Som kvindesagsforkæmper kan man være glad for, at patriarken forsvinder, men jeg synes nu også, at en familie, som er styret af kvinder, kan være ret uhyggelig. Alle sidder og føler og er ofre, og når der ikke er en mand til at skære igennem, er der ingen, som tager et overordnet ansvar. Jeg ville klart have fortrukket, at han var der."

Afsked

Efter sin fars død var Katrine Marie Guldager et kaos af angst og skyldfølelse.

"Psyken forsøger altid at finde en mening med det meningsløse, og min fars død var meget voldsom og meningløs. Det betød, at jeg mente, at jeg havde gjort noget forkert og skulle straffes ved, at min far døde. Men jeg havde jo ikke gjort noget."

- Og var der ingen, som ruskede op i den forestilling?

"Der var ikke rigtigt nogen til at ruske op i mig. Jeg kan huske, at min mor sagde, 'at det er mere synd for din søster, at han er død, for hun nåede ikke at have et tæt forhold til ham'. Det er måske meget logisk tænkt, men jeg kom bare til at føle, at det ikke var synd for mig."

Katrine Marie Guldager bor alene i en lille tre-værelses lejlighed med udsigt over en sommerferie-tom skolegård. En af konsekvenserne af den ni år lange psykoanalyse er, at hun endnu ikke selv har prøvet kræfter med familielivet. Til gengæld har hun fået gjort op med skyldfølelsen og sorgterapeuternes evige påpegning af, at det er vigtigt at sige farvel til de døde.

"Det er meget moderne at sige, at man skal tage afsked, når nogen dør, men det er jeg uenig i. Man skal da holde fast på det gode, som man har oplevet, og dem, som man har haft noget godt med. Hvorfor gemmer man det ikke i hjertet i stedet for at insistere på at tage afsked?"

- Hvordan gemmer du så din far?

"Han bliver ligesom et smykke i et smykkeskrin. En ting, som gjorde det meningsfuldt at leve og være her. Jeg knytter mig ikke til en helt masse mennesker, måske er der kun fem i alt, som virkelig har betydet noget, og min far er en af dem..."

Katrine Marie Guldager bliver igen fjern og prøver så endnu engang at sætte ord på forholdet til den far, som både er så stor en del af hende, men som også er død for næsten 20 år siden.

"Jeg går ikke og tænker på ham hver dag. Det bliver mere og mere sløret, og hvis han havde været i live, så havde jeg haft et meget mere blandet forhold til ham, meget mere ambivalent. Alligevel så er det nok sådan, at han er det parameter, som jeg har for, om nogen virkelig betyder noget for mig."

- Det er en høj målestok?

"Ja, men man lærer som barn, hvordan relationer er, og jeg har altså en relation med i bagagen, som er fuld af kærlighed..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu