Læsetid: 3 min.

Forlagskommensammen

Danmarks Radios deroute var det altoverskyggende samtaleemne ved Gyldendals årligt tilbagevendende, intimsfære-fri efterårsreception
31. august 2007

Klokken 15.55 torsdag eftermiddag ånder alt fred i Klareboderne, den lille undseelige gade som forbinder Købmagergade og Pilestræde i det indre København. Eller rettere: I området omkring porten ind til Gyldendals brostensbelagte gård, der om et lille øjeblik vil være fyldt til bristepunktet med alt, hvad der kan krybe og gå af forfattere, forlæggere, redaktører og andet godtfolk fra det litterære parnas, er der som sædvanlig næsten for stille.

Der er ingen forfatteransigter at se, ikke ét, og alligevel må de jo være et sted i nabolaget, de må cirkle rundt om blokken som små satellitter; nogle sejrssikre, måske lugtende lidt af sprit, andre svedende eller med nerverne synligt uden på tøjet. Men så begynder der at ske noget. Henne foran posthuset stopper en midaldrende mand op for at betragte gadepianisten Yul Andersons tidløse new age-klimpren. I sig selv en overraskende ikke-handling. Manden står længe og kigger. Han er klædt i sort og ligner med den bredskyggede hat og skuldertasken en slags intellektuel naver - sandsynligvis en 'arbejderforfatter'. Og ganske rigtigt; han fortsætter ad Klareboderne, hvor han bliver overhalet af Ekstra Bladets Pedro på cykel. Samtidig træder Torben Lund, den tidligere socialdemokratiske socialminister, ud fra Bo-Bi Bar, mens en korpulent, cottoncoat-klædt herre - velsagtens en forlagsdirektør - kommer gående med raske skridt fra den anden side med en hvid A4-konvolut i hånden. En forlagsdirektør med et kontant forskud? Klokken er præcis fire. Det er nu.

Løsgående snak

Et øjeblik efter eksploderer Gyldendals gård i smalltalk. Alle er her. Himlen er metalgrå. En klynge regndråber slipper skyerne, plasker i glassene eller rikochetterer på skaldede isser. Over for en lille kreds af taknemmelige tilhørere deklamerer Ib Michael med sindsbevægelse, at "rødvinen er god, rødvinen er rigtig god".

I en samtale på tomandshånd ovre under teltet, lige ved kanapéerne, nævner en tv-meteorolog, at "...det er derfor, jeg laver det der samarbejde med radiounderholdningsorkestret". Ikke langt derfra har vi ballet-connaisseuren Erik Asschengren og tre kvinder.

"Tak for Eriks bog!" siger den ene med en ufattelig hjertelighed. "Tak for de smukke billeder!" replicerer den anden og lægger hovedet på skrå i benovelse. Den eneste person, som har valgt at formumme sig bag mørke solbriller, er Jan Sonnergaard, der ellers ser sund og rask ud. Han befinder sig midt i gården, hvor hans mund plaprer løs, mens en kvindelig reporter med stor iver noterer i stikordsform. Pressens interesse lægger folk mærke til. Diskrete misundelsesblikke rammer Sonnergaard som giftpile. En charmerende udseende fyr i midten af 30'erne påstår at vide, hvad der rører sig i dansk litteratur. Han er af den overbevisning, at Thomas Bobergs nye digtsamling er "fremragende ".

"Jeg synes, at Livsstil var god," indfører en yngre digterinde med langt sort hår. Han hæver øjenbrynene og afslører en syngende jysk dialekt: "Jamen, den nye er bedre end Livsstil! Den skal du holde øje med. Den... og så Christel Wiinblad".

Det er et sjældent syn, at Marianne Larsen, Jørgen Leth, Klaus Rifbjerg, Torben Brostrøm, Ib Michael, Henrik Dahl, Morten Sabroe, Carsten Jensen og Henrik Nordbrandt, Troels Kløvedal og deslige er sammen på så få kvadratmeter, men, værsågod, her er de. Litteraturens dignitarer kan ikke bevæge sig mange meter ad gangen, før de passses op af typer, der må have trænet hele sommeren i kunsten at krabbe sig fidelt ind på andre mennesker. Ved Gyldendals årlige reception opereres der ikke med intimsfærer. Rifbjerg bliver trængt længere og længere over i hjørnet af nogle ældre damer. Til sidst er han blevet presset halvt ind i en opgang gennem en åben dør.

Talen

Klokken 16.20 rettes opmærksomheden mod forlagsdirektør Johannes Riis, hvis årlige tale afventes med spænding. I år er det Danmarks Radio, der står for skud. Talen former sig som et sværdslag for formidlingen og en kraftkarl af en bandbulle mod DR. Både før og efter Johannes Riis' borgerlige ord er netop DR på manges læber, hvis man spidser ørerne. To mænd med tilknytning til DR-Byen diskuterer deres erfaringer med begrebet 'menneskechef' - en nyskabelse i Danmarks Radios lag af mellemledere. En mand i en gruppe af mennesker hæver pludselig stemmen, formentlig for at understrege, at nu kom pointen: "... og så fandt han ud af, at der var syv lag op til Kenneth Plummer!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu