Baggrund
Læsetid: 6 min.

Et forsigtigt stort håb

Den helt almindelige Mikkel Birkegaard satte et helt ualmindeligt maskineri i gang, da han sendte sit manuskript til Aschehoug. Snart vil hans spændingsroman om det hemmelige selskab Lettore være på alles læber. Selv har han svært ved at vænne sig til, at der faktisk er andre end ham selv, der har læst den
Kultur
18. august 2007

Det hele startede egentlig med, at en kollega sagde: "Der er da gået en forfatter tabt i dig".

Mikkel Birkegaard havde skrevet indlæg til personalebladet på den virksomhed, hvor han arbejdede som datamatiker. En satirisk føljeton, hvor en detektiv opklarede mysterier på arbejdspladsen, var det også blevet til. Og pludselig stod en kollega lige dér midt i kantinen og sagde "der er da gået en forfatter tabt i dig".

Mikkel Birkegaard blev lidt paf. "Men så tænkte jeg: Behøver det egentlig at være gået tabt?"

Og så begyndte han ellers at skrive. Sådan rigtigt. 4. sep-tember udkommer hans debutroman Libri di Luca. Og det er ikke en hvilken som helst udgivelse. Forlaget Aschehoug venter sig meget af den. Filmrettighederne er allerede solgt til Nordisk Film, og agenturet Andrew Nurnberg Associates skal stå for at sælge rettighederne til udlandet.

"Det er jo slet ikke sikkert, det bliver til en film. De har bare købt rettighederne," siger Mikkel Birkegaard forsigtigt og holder hænderne afværgende op foran sig, som for at holde noget på afstand.

"Overvældende," kalder han hele denne situation. Og sådan virker han også; over-vældet. 38-årige Mikkel Birkegaard ligner en helt almindelig ung mand. Klædt i mørkt afslappet - og dog ikke for afslappet - tøj, en nydelig kortklippet frisure, et par lette, kantede briller. Og den der høflige tilbageholdenhed, der kendetegner en flink ung mand, der husker, hvad hans kammeraters kærester laver og interesserer sig for om, kollegerne har det godt. 'Han gør ikke meget væsen af sig', ville min mor sige. Igen et tegn på, at dette er en ualmindelig situation, sat i værk af en måske alligevel knapt så almindelig mand.

En bog om bøger

I fem år har Mikkel Birkegaard arbejdet på Libri di Luca, der på dansk betyder Lucas bøger. Det lille bogantikvariet Libri di Luca danner rammen om fortællingen, hvor bøger har særlig kraft - ikke kun i den betydning at være gode historier. Advokaten Jon Campelli befinder sig pludselig blandt medlemmer af et hemmeligt selskab for mennesker med særlige læseevner. Her findes der mennesker, der kan læse op, så andre glemmer omverdenen, og her findes mennesker som Katherina, der er ordblind, men er så god til at få læst høj for sig, at hun kan høre folks tanker og få dem til at gøre ting, mens de læser. For eksempel begå selvmord. Libri di Luca er en hæsblæsende spændingsroman, der ikke kun fører læseren gennem det meste af København, men også længere ud i verden for at finde sandheden om Jons fars død og for at bekæmpe onde kræfter.

Libri di Lucas timing passer perfekt ind en periode, hvor bøger om hemmelige selskaber og konspirationsteorier har fundet et stort læ-serpublikum. Men det vid-ste Mikkel Birkegaard ikke noget om, da han for fem år siden kom til at tænke: "Hvad nu hvis der fandtes mennesker, der hørte stemmer, når andre læste op. Hørte andres tanker." Men tanken lå lige for:

"Jeg har aldrig selv været særlig god til at læse op og har virkelig beundret dem, der kunne. Jeg havde en dansklærer, som jeg især husker som en god oplæser. Og min mor har arbejdet som bibliotekar, og hun tog ofte en hel bunke lydbøger med hjem til mig. Og så kunne jeg sidde der i timevis og lytte til deres fantastiske oplæsning."

Bøgerne har i virkeligheden altid fyldt meget for Mikkel Birkegaard. Blot ved deres fysiske tilstedeværelse.

"Jeg har vandret langs bogreoler det meste af mit liv. Og jeg elsker at have dem stående i min stue. Bøger er et fantastisk medie. Det er jo ikke kun en bog, du har stående på hylden. Det er noget, der minder dig om en god oplevelse."

Overskuelig uddannelse

Man kan undre sig over, at han så valgte at tage en uddannelse som datamatiker. Når nu skrive- og læselysten har været der altid. Men en uddannelse som datamatiker var til at forholde sig til, og det virkede overskueligt. Og det var da også it, der interessede ham. Dengang.

"Jeg havde måske også en forventning om, at det at lave computerprogrammer ville være lidt kreativt og ligesom at fortælle historier. Men det var det ikke. Så jeg begyndte hurtigt at få afløb for skrive-kløen i min fritid. Faktisk har jeg skrevet en anden roman, der ikke er blevet udgivet. Den hedder Download, men den skrev jeg mest for at bevise over for mig selv, at jeg kunne færdiggøre et stort projekt. Det var noget andet, da jeg begyndte på Libri di Luca. Jeg var nok begyndt at tro på, at andre gerne ville læse det, jeg skrev."

Han vidste fra starten, at han gerne ville skrive om bøger.

"Til at starte med forestil-lede jeg mig sådan en meta-konstrueret fortælling, men det fungerede bare ikke for mig. Det blev hurtigt klart, at det ville fungere bedst som en krimi. Det er også det, jeg selv læser mest."

Pligtbøger

Libri di Luca er ellers fyldt med referencer til litteraturhistoriens store klassikere. Men han læser ikke selv den type bøger så meget.

"Jeg ville gerne, jeg havde læst dem," siger han oprig-tigt. Næsten undskyldende.

"På et tidspunkt havde jeg det sådan, at nu måtte jeg også se at få læst de titler, jeg nævner i min bog, og så forsøgte jeg at læse Kafkas Slottet. Det gik meget langsomt. Jeg måtte slæbe mig igennem, og det er jo ellers ikke en tyk bog. Da jeg endelig var ved at være færdig, glemte jeg den i toget, så jeg ved ikke engang, hvordan den ender. Jeg dur ikke til at læse bøger af pligt."

Det er glæden ved en god historie, der driver Mikkel Birkegaard.

"Det her er en bog, jeg gerne selv ville læse," siger han. Og det er det, han ser frem til, at folk nu skal. Læse hans bog. Men efter så man-ge år er det lidt svært at for-holde sig til.

Forfatter

Faktisk gav han sig selv et ultimatum. Han ville skrive bogen, og så måtte det briste eller bære. Han ville sende den ud til forlag, og hvis ikke manuskriptet blev antaget, så ville han holde op med at skrive. Holde helt op. Det sagde han i hvert fald til sig selv, da han valgte at tage et halvt års orlov fra sit arbejde for at skrive. Om han rent faktisk ville kunne holde op med at skrive, er han ikke så sikker på. Men det behøver han slet ikke forholde sig til nu. Bogen er antaget. Efter fire afslag fra andre forlag kontaktede Aschehoug ham, og derefter er det gået meget stærkt.

"Jeg er selvfølgelig utroligt beæret over, at det skulle gå sådan, og det er fantastisk spændende, men det er ikke rigtig gået op for mig endnu. Det eneste, jeg efterhånden er begyndt at kunne forestil-le mig, er at den kommer til at stå på hylden i en boghandel. Det var jo egentlig bare det, jeg ville."

Men selv det er fortsat lidt uvirkeligt for ham.

"Jeg skal lige vænne mig til, at der er folk, der faktisk har læst den og kender personerne. Inden jeg fik den antaget ved forlaget, var der jo virkelig få, der havde læst den."

Mikkel Birkegaard har skrevet og skrevet - og skre-vet om. Han er sin egen værste kritiker, siger han. Og han er ikke begyndt at opfatte sig selv som forfatter endnu.

Det ved jeg ikke, hvornår sker," siger han og fastslår, at han bestemt stadig har sit job som datamatiker. Man må jo lige se, om det hele kan bære.

Der er jo ikke noget, der er sikkert endnu. Bogen er jo ikke engang udkommet."

Faktisk har han vist ikke rigtig tænkt sig at blive fuldtidsforfatter.

"Jeg kunne ikke rigtig forestille mig ikke at have kolleger, eller..." siger han tøvende og er stille. Måske mest fordi det virker lidt uvirkeligt, at han rent faktisk er en helt almindelig mand, der udgiver ualmindelige bøger nu. Og når man gør det, er man forfatter. Lige meget hvor forsigtig man er med at sige det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her