Læsetid: 6 min.

Fremmede er nu velkomne i Sichuan

Sichuan. Den vestkinesiske provins, hvor peberet gror, har ikke længere ry for ugæstfrihed. Skønt overset af vestlige turister, rummer den en kontrastrig cocktail af utallige seværdigheder fra såvel det gamle som det nye Kina
Hvor (Sichuan)peberet gror. Sichuan-provinsen er på størrelse med hele Vesteuropa. Dens hovedby, Chengdu, har ry for at være en af Kinas mest afslappede byer, her drikkes der te og spilles mah-jong i aftenheden. Og når man har fået nok af bylivet, er der tid til et besøg hos pandaerne i Bambusskovene i Sichuanbjergene, hvor 80 procent af verdens pandaer lever.

Hvor (Sichuan)peberet gror. Sichuan-provinsen er på størrelse med hele Vesteuropa. Dens hovedby, Chengdu, har ry for at være en af Kinas mest afslappede byer, her drikkes der te og spilles mah-jong i aftenheden. Og når man har fået nok af bylivet, er der tid til et besøg hos pandaerne i Bambusskovene i Sichuanbjergene, hvor 80 procent af verdens pandaer lever.

Elizabeth Dalziel

25. august 2007

Store strabadser havde Victorianismens mest formidable kvindelige rejseskribent, Isabella Bird, allerede døjet, før hun kom til Sichuan. Men skønt hun var vidt berejst i llodens mest ugæstmilde egne, blev hendes legendariske udholdenhed sat på de største prøver i denne vestkinesiske provins. Efter en sejlads for fuld fart op ad Yangtzes strømfald i en sampan (en fladbundet, traditionel kinesisk sejlbåd, red.), ankom hun endelig til en frodig, grøn slette for kun at blive mødt med en uventet fjendtlighed fra de lokale. På et tidspunkt blev hun belejret af en vred menneskemængde, der råbte "Fremmede djævel!" til hende. Senere blev der stukket ild på hendes logi. Birds rejsebreve fra Sichuan gav hendes samtidige læsepublikum et første indblik i det gamle kongerige Shu og er også i dag fascinerende læsning.

Over 100 år efter er Kinas dør til verden udenfor beslutsomt slået op på vid gab. Fjendtlighed over for fremmede af den art, Bird oplevede, støder man ikke længere på, når man bevæger sig igennem dette landskab af uventede seværdigheder. Faktisk var tilfældige møder med lokale nogle af de mest berigende af de oplevelser, jeg tog med fra Sichuan - min kuffert blev ligefrem fyldt til randen med gaver fra mennesker, jeg mødte på min rundrejse.

Fra Vesten har man endnu knapt fået øje på Sichuan, der dog ellers er på størrelse med hele Vesteuropa og er en verden, hvor sneklædte tinder og fredfyldte templer kontrasterer med travle byer, og hvor kådt legende pandabjørne kappes med statuer af guldelefanter om turistens opmærksomhed. Skønt Kina har brugt milliardsummer på at modernisere og udvikle provinsen og dens turistattraktioner, følte jeg ved min ankomst noget af den samme ængstelse, som Bird må være blevet opfyldt af, da hun steg i land på Yangzes bredder.

At besøge Sichuan kan være en fremmedgørende oplevelse. Det rejseselskab, jeg fulgtes med, havde til alt held allieret sig med en dygtig tolk, for uden for de store turistmagneter kommer man ingen vegne med engelsk. Det kan da også være frustrerende svært at komme ind under huden på den lokale kultur. Ikke-kinesiske besøgende må konstatere, at de er en lillebitte minoritet. Nogle gange følte jeg mig selv som en lige så stor mærkværdighed, som de ting og steder, jeg var kommet for at se.

Sichuan-provinsens hovedby, Chengdu, er en hastigt voksende økonomisk dynamo med en befolkning på 11 millioner og en nyligt indviet direkte flyrute til Amsterdam. I de senere år har den især været benyttet som springbræt for rejsende til den vestlige naboprovins Tibet. Den gamle busrute, hvor man var to dage undervejs til Lhasa, er blevet overhalet af et elegant nyt tog på en jernbanerute, der er blandt verdens højest beliggende. Et hurtigere, dyrere alternativ er den direkte flyforbindelse.

Te og mah-jong

Der er ellers nokgode grunde til at tilbringe flere dage i Chengdu, skønt det også må indrømmes, at man let kan føle sig fortabt i byens frenetisk menneskemyldrende gadeliv. At køre med taxi til provinshovedstadens yderste forstæder, hvor bambusstilladser insisterende skyder i vejret, er som en mysterietur til verdens største byggeplads, hvad det vel på en måde også er.

Overraskende nok har Chengdu ry for at være en af Kinas mest afslappede byer. Her drikkes der te og spilles mah-jong i den fugtige eftermiddagshede og den behagelige aftenkølighed. Et populært mødested er Qintai-vejen. Engang var det juvelerernes kvarter, i dag er det genopført i gammel stil som et rent shoppingparadis, hvor det samtidigt er muligt at nyde regionens gastronomi, der er berygtet for sin brug af meget stærke krydderier, herunder Sichuan-peberet, selv om det kan være lidt af et eventyr at navigere rundt i menukortet.

I samme kvarter ligger Sichuan-operaen, hvis ensemble dag ud og dag ind optræder for fulde huse, og publikum er langt fra kun turister. Jeg takkede nej til et tilbud om at få renset mine ører for ørevoks under forestillingen fra en mand med en vatpind i overstørrelse og udstyret med, hvad der lignede en minearbejders lygte på sit hoved.

For mine tilvoksede vestlige ører, var operaen uforståelig, men det var et fængslende skue at iagttage den hast, hvormed de sindrigt udklædte dansere udskiftede deres udtryksfulde masker.

Chengdus gadeliv er fascinerende. Om morgenen før myldretidens cykel- og knallertstrøm for alvor sætter ind, kan store menneskemængder ses udføre komplekse gymnastiske øvelser i fri luft for foden af det centrale torvs tårnhøje Mao-statue. Om aftenen og helt ud til de små timer shopper unge mennesker iført det nyeste designertøj i de neonbelyste tøjbutikker på Chunxi-vejen.

For helt at værdsætte Sichuan-provinsens mangfoldighed må man dog før eller siden lægge hektiske, spraglede Chengdu bag sig. De lokale veje er dog ikke for de frygtsomme. For kinesiske bilister er trafik tilsyneladende snarere en styrkeprøve end en fælles bestræbelse på at komme sikkert frem til ens respektive destinationer.

På besøg hos truede pandaer

Øverst på enhver besøgendes attraktionsliste bør stå mødet med en kæmpepanda. Bambusskovene i Sichuans bjerge er hjemsted for 80 procent af verdens pandaer. Det bedste sted at møde dem er i reservatet i Wolong, fire timers kørsel fra hovedstaden. Bag trygge indhegninger blev 19 bedårende pandaunger sidste år født på dette sted.

På tre dage nåede vi at se fire af Sichuans UNESCO-udpegede World Heritage-seværdigheder. Tættest på Chengdu ligger det over 2.000 år gamle kunstvandingssystem i Duiang og Qingcheng-bjerget, der begge kan ses på samme udflugt. Førstnævnte, der ligger 40 km oppe ad Minjiang-floden, fungerer stadig efter sit oprindelige design, men for mig var stedet snarere vidnesbyrd om Kinas traditioner for kollektive bedrifter end et betagende landskab. Anlægget blev opført under den lokale guvernør Li Bing i 256 fvt., som lod tusinder af arbejdere pukle syv år for at bryde en passage igennem de omgivende bjergvægge.

Qincheng-bjerget er den kinesiske taoismes fødested og huser et dusin templer, 40 pavilloner og adskillige vakkelvorne rebbroer. Det er et fredfyldt sted af velsignet stilhed.

På vej tilbage til Chengdu ligger byen Duijang, hvor dusinvis af restauranter klumper sig sammen ved Minjiang-flodens bredder. Han kan man indtage sin frokost blandt kasser med levende frøer, krabber og diverse klukkende fjerkræ.

Med lidt hjælp fra iltflasken

Mod Vest finder man Sanxingdui-ruinerne, en sand arkæologisk skatkiste. Det moderne museumskompleks er beliggende i en vidunderligt smuk have i traditionel kinesisk stil og huser et forbløffende udvalg af levn fra den 3.000 år gamle Shu-civilisation. Den kulturelt interesserede bør herefter fortsætte sydover til Emei-bjerget, en af buddhismens helligste steder, hvor yderligere en række templer kan opleves og frem for alt stedets enorme guldelefant-statue, som bør ses ved solopgang, når bjergtoppene ser ud til at flyde på et hav af skyer. Emeis tinde (der kan nås med svævebane) ligger 3.000 meter over havet, og jeg måtte tage et par hastige indåndinger fra de iltcylindre, der stilles gratis til rådighed.

Vi kombinerede ekskursionen til Emei med et besøg ved Kæmpebuddhaen i Leshan. Med en højde på over 60 meter er den verdens største statue af sin art, udskåret af klippemassivet på det sted, hvor floderne Mijiang, Dadu og Qingyi-floderne løber sammen. Dens skaber, en ambitiøs præst i Tang-dynastiets dage, håbede, at Buddhabilledet ville berolige flodernes forræderiske vande og gøre skibsfarten mere sikker.

Trods disse storslåede monumenter fra en glorværdig fortid, rummer Sichuan også rødderne til det 21. århundredes Kina. I denne provins var det, at Mao og hans tilhængere fandt deres episke tilflugtssted forud for Den Lange March. Her var det også, at hans efterfølger, Deng Xiaoping, der favnede det frie markeds velsignelser og førte Kina ind på dets nuværende kurs, blev født. Og her er det også, at en ny fremtid hamres ud i en orkan af nye byer, fabrikker og motorveje, og hvor regionens rige kulturarv føres à jour for den fremvoksende supermagts turister og borgere. Guderne må vide, hvad Isabella Bird kunne have fået ud af det.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu