Interview
Læsetid: 8 min.

Fremtidens mand

Poul Erik Tøjner fra Louisiana Museum for Moderne Kunst er for nyligt blevet kåret som en af fremtidens museumsdirektører i det tyske kunstmagasin Monopol. Information greb anledningen og konfronterede en fremtidens mand for at få konkrete svar på nogle af de udfordringer, kunstmuseet står overfor
Kultur
20. august 2007

Poul Erik Tøjner fra Louisiana Museum for Moderne Kunst er for nyligt blevet kåret som en af fremtidens museumsdirektører i det tyske kunstmagasin Monopol. Information greb anledningen og konfronterede en fremtidens mand for at få konkrete svar på nogle af de udfordringer, kunstmuseet står overfor

På museet handler det kun om én ting, og det er at få folk ind i museet. 90 procent af de mennesker, som først kommer ind på museet, overgiver sig nemlig til kunsten. Det aktuelle og enorme udbud af oplevelser i dagens kulturelle landskab har dog gjort konkurrencen hård og fremtiden svær for kunstmuseerne. Men hvad er det, kunsten og kunstmuseet kan tilbyde, som vi ikke lige finder andre steder?

Monopol, et tysk magasin for kunst og liv, laver hvert år en top-100 over kunstverdenens aktører. Dem på toppen og dem, vi skal holde øje med i fremtiden. Poul Erik Tøjner blev som eneste dansker på listen kåret til en sådan fremtidens museumsdirektør, kun passeret af Stefan Kalmár fra München Kunstverein og Kasper König fra Museum Ludwig i Köln.

"Der er enormt mange kærestepar, der tager på date heroppe. Det er klart, for hvis der pludselig ikke er mere at snakke om, så hænger der jo heldigvis billeder på væggene. Hvis de er enige, er de meget forelskede. Hvis de er uenige, er de meget lidenskabelige. Et godt scorested..," griner Poul Erik Tøjner. Og han er vitterligt glad, for det er da ikke hverdagskost at blive profileret som fremtidens museumsdirektør.

-Hvad betyder den her udnævnelse for dig?

"Jamen, den betyder det samme, som det gør for de fleste mennesker, der får ros. Så bliver man glad. Ligesom man bliver ked af det, hvis man bliver uberettiget kritiseret. Her er succeskriteriet, at du vækker opsigt med det, du laver."

"Det, Louisiana får ud af dette, er netværk, kontakter, og at kunstnerne gerne vil udstille her, at samlerne gerne vil udlåne deres billeder til os, og at de andre museer gerne vil samarbejde med os. Derfor er det klart, at man bliver glad, når sådan en liste tikker ind. For det betyder, at nogen har lagt mærke til, at man har lavet noget godt."

Alsidighedens kraft
Det er ifølge Tøjner ikke et udtryk for, at nu er Louisiana for alvor kommet ind i de indre hotte cirkler i samtidskunstverdenen. Man har kigget på, hvem der driver deres institutioner succesfuldt i forhold til institutionernes egen identitet.

"Og det er jo en væsentlig del af Louisianas identitet, at der kommer mange mennesker her. Det bliver ofte vendt til noget suspekt, populistisk og spekulativt, men forholdet til besøgstallene er meget konkret. Det er vores grundlag for at kunne vise god kunst, men så er det altså også Louisianas formål at vise kunst til mange mennesker. Sådan er det bygget, sådan er det tænkt, sådan var både Knud W. Jensens intentioner og mange andre, der har arbejdet her. Louisiana tager sig bedst ud, når der både er mennesker i udstillingen, i samlingen og i parken."

Det er ikke bare økonomiske spørgsmål, der påvirker Tøjners syn på alsidigheden - et kendetegn og en kvalitet ved Louisiana i hans øjne.

"Det er nemt nok at få en masse mennesker til at komme til en Matisse-udstilling, men det er slet ikke nemt at lave den. Det lykkedes os i ny og næ at lave de store udstillinger med Matisse, Utzon og nu har vi Cezánne næste år, men det er et kæmpe arbejde og tager mange år fra idé til udstilling. Det andet, man kan spille på, er en alsidighed, hvor man gerne vil se mange forskellige mennesker i sit hus, til mange forskellige aktiviteter og mange forskellige udstillinger. Der synes jeg, at der mange steder i kunstmiljøet er for mange snævert-synede meninger om, hvad museet skal være, og hvad der tæller som interessant kunst lige nu. Alsidighed er ikke at sprede det hele ud i et tyndt lag med en spatel, men at tale om væsentlige ting med forskellige sprogspil. Hvis man lige nu kigger på de aktuelle udstillinger: Cecil Balmond med det ene øje og Julie Mehretu med det andet, så ser man, at to vidt forskellige mennesker og tilgange i høj grad taler om det samme: nemlig forholdet mellem struktur, orden, historie og fremtid. Alsidighed er ikke at skyde med spredehagl, men at opsøge den meget komplekse størrelse, som vores kultur er, fra flere sider."

Fremtidens paradigme
- Hvad ser du som de store udfordringer for kunstmuseet i fremiden?

"Nu skal jeg til en konference i Wien med museumsinspektører fra hele verden for at diskutere fremtidens kunstmuseum. Og det, disse konferencer har handlet om de sidste 10 år, er den globale udfordring, hvor man er gået fra et internationalt paradigme, som i realiteten har været Amerika, Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland, til et nyt paradigme, hvor Sydamerika og flere lande fra Den Tredje Verden er kommet på banen. Hvad skal man gøre med samlingerne og formidlingen i den sammenhæng? Vores Made in China-udstilling var for eksempel et forsøg på at sige: 'Nu skal i se, hvad der egentlig sker indenfor den kinesiske samtidskunst'. Men det er svært at forholde sig til den globale kunstverden, for hvor skal man lægge snittet. Hvis vi pludselig skal repræsentere den virkelige globale verden, så har man et praktisk, logistisk, økonomisk og formidlingsmæssigt problem."

En anden udfordring for museumsdirektøren er, at der er gået enormt meget spektakulær-kultur i museerne. Det kan ikke blive stort nok.

"Det er en stor udfordring, men der kan vi bare ikke være med, medmindre vi laver værker til Øresund. Vi må prøve at definere nogle andre kvaliteter. Jeg vil blive ked af det, hvis der gik så meget olympiade i museumsinstitutionen, at det kun er, når det er rigtig stort, snurrer rundt og er mangefarvet, at det rykker noget. Så mener jeg, at man har solgt ud af nogle meget væsentlige aktiver i kunsten, som også handler om refleksion, indadvendthed, eftertanke, kompleksicitet og det vanskelige. Det er for mig kunstmuseets adelsmærke, at man kommer ind i et anderledes rum, skal bruge en anden slags tid og bruge anden del af hjernen, end man er vant til. Helt banalt sagt.

Men hovedudfordringen for museerne i dag, hvor alle museer efterhånden ligner hinanden, er, at forsøge at definere sig forskelligt i forhold til hinanden. Min store byrde ligger i det faktum, at Louisiana er blevet model for rigtig mange museer."

Den hotte samtidskunst
- Hvilket forhold kræver det til samtidskunstscenen?

"Vi har reserveret en del af vores program, ressourcer og rum til at vise samtidskunst. Min holdning til, hvad det er for en rolle, Louisiana skal spille i en lokal kontekst, er, at vi skal lave det, de andre ikke laver. Det mener jeg, burde være hovedformålet for alle museer. Vores rolle er at vise noget af den samtidskunst, som ikke vises lige om hjørnet. Derfor har vi lagt en linje, hvor vi har indhentet international samtidskunst, som ikke lige er kendt i brede kredse i Danmark. Det mener jeg, er en meget fin rolle, Louisiana har, hvor man importerer noget, som betyder noget i en udenlandsk og større sammenhæng, for eksempel Julie Mehretu eller Keith Tyson, for at vise det til det danske publikum. Det er kulturimport, som kan være med til at sætte en standard."

- Hvordan præger det høje tempo på kunstscenen Louisiana?

"Jeg bryder mig ikke særligt meget om tempo. Jeg kan godt lide at køre stærkt i min bil eller på min cykel, men tempo i kunstverdenen er et svaghedstegn. Det er hype, det er mode, og for mig at se, så er dét, der foregår blandt publikum på den her meget opgejlede samtidskunstscene, ikke anderledes end nye badeværelser og nye køkkener. En stor procentdel af det, der hedder den hotte samtidskunst, er bare varm luft. Jeg er glad på de gode kunstneres vegne for, at det går godt, men det er ikke nødvendigvis godt for kunsten, at det går godt."

Væsentlighedsprincippet
- Hvilke kriterier vælger I ud fra?

"Heropppe har det været et forsøg på at have et renlivet kvalitativt grundlag. Vi synes, at de ting, vi vælger, er væsentlige. Jeg gider ikke at repræsentere ting, reproducere ting, forholde mig til en ting, som et eller andet kodeks siger, at man skal. Jeg vil gerne vise noget kunst, som er væsentligt. Som taler ind i tiden med en eller anden stemme, som man bør lytte til. Når vi vælger at udstille og købe værker af Julie Mehretu, så er det jo fordi, vi har en tradition for arkitektur og konstruktivistisk kunst som intet andet museum i Danmark. Derfor er hun et interessant bud på, hvad maleri kan være, både i en international, historisk men også nutidig sammenhæng for os."

Tøjner har faktisk brudt med den gamle Louisiana-tradition, hvor man ikke havde noget dansk samtidskunst. De har for nyligt købt Tal R, Morten Schelde, Jesper Just og Elmgren & Dragset.

"Det har vi gjort, fordi vi kunne se, at den yngre danske generation af samtidskunstnere har gjort det fantastisk godt, og fordi de så tydeligt spiller med på det, der bevæger sig på den internationale kunstscene. I den sammenhæng ville det være perverst at holde dansk kunst ude. Når det så er sagt, så har vi ikke en pligt til at opbygge en særlig bred repræsentation af dansk kunst. På Louisiana har vi ingen repræsentative forpligtelser. Det er det, der gør vores samling særlig og giver os muligheden for at bundte kunstnere i nogle klynger."

Museets mission
- Hvordan forholder du dig til et begreb som oplevelsesøkonomi?

"Vores samfund er blevet helt ekstremt rigt på oplevelsesudbud. Det skaber jo en ligeså ekstrem konkurrence-situation. Derfor skal du som institution gøre opmærksom på dine aktiviteter på en børs, hvor der er ekstrem travlhed, og hvor folk skriger højere og højere. Der har Louisiana så et fortrin ved at være en stor institution med en klar stemme, og der bliver lyttet til, hvad der bliver sagt heroppefra. Oplevelsesøkonomi er ikke noget religiøst for mig. Det er et forretningsmæssigt vilkår. Andet er det ikke. Det rokker ikke ved, hvad kunst er for noget. Det rokker ikke ved museets mission."

- Hvad er det for en særlig oplevelse, som museet kan spille ind med i den her overeksponerede oplevelseskultur?

"Det lyder måske lidt konservativt, men jeg mener, at museumsrummet er et af de eneste steder, hvor det gammeldags offentlige rum stadig eksisterer. Man kan se det som torvet i gamle dage, hvor folk kunne tale sammen og udveksle erfaringer, blive klogere på hinanden og verden. I gamle dage så man også institutionerne som en del af dette rum, men dette offentlige rum er fuldstændig pulveriseret. Hele tanken om, at der er et offentligt fællesrum, hvor man kan diskutere ting, gør, at museumsrummet kan spille en meget væsentlig rolle. Kirken var et glimrende offentligt rum, dengang alle var kristne. Sådan er det ikke mere. Museet er en fantastisk sekulariseret kirke, hvor høj og lav, unge og gamle kan komme. Jeg mener faktisk, at museet har en meget vigtig rolle at spille som sådan et offentligt torv. Jeg ser det som et ansvar."

mab@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her