Læsetid: 6 min.

Get auf - op - de - sludge - slam - smatte-

-lost - jorden - verdien - damnd - träume - somnambula - e sang - sang - sing - syng - sky - skrey - AJUTO! HC 2001
Kultur
6. august 2007
Henning Christiansen fejres på Den Frie med udstillingen -FLUXID- - en rejse gennem tid, sprog, billeder, musik og lyd.

Henning Christiansen fejres på Den Frie med udstillingen -FLUXID- - en rejse gennem tid, sprog, billeder, musik og lyd.

Den Frie Udstillingsbygning

Det er cirka 30 år siden, den unge journalist Svend Klarskov kom til Møns Tidende. Han fandt straks ud af, at der skete noget spændende ude i Askeby. Men han blev på det kraftigste frarådet at tage derud. Ifølge en af Møns noble herrer, den borgerlige chefredaktør Philipsen, var det, der foregik dér, ikke en historie for Møns Tidende. De var underlige! Øens nye tilflyttere var vist en eller anden form for kuriøse kunstnere. Medlemmer af en avantgarde-bevægelse, der insisterede på et overskridende og sammensmeltende kunstbegreb - Fluxus.

FLUXID. Programmet lander på mit juvenile skrivebord. Med modegrønne typer præsenterer det sig: Udstillingsoversigt, aktions- & filmprogram - Henning Christiansen - FLUXID - Den Frie Udstillingsbygning 04.-31. august 2007.

"Det er i anledning af, at han er fyldt 75 i år. Der er fernisering fra halv seks, det er pinligt, hvis vi ikke har noget derfra i mandagsavisen," lokker den assisterende kulturredaktør.

Fluxus. Ønsket om at gå på tværs af grænser, først og fremmest mellem billedkunst og musik. Happenings, performances, digterkunst, arkitektur og design. Fluxus. En flydende strømning. En kunstretning, der altid er flydende. En strømning, der i sit inderste er antikommerciel og modstander af begrebet kunst.

"Hmm, all right, jeg tager den," nikker jeg.

På midtersiderne er der en boks: GRØN-ØRESALON. For at komme i den rette grønne stemning til ferniseringen kan man besøge GRØN-ØRESALON i Bredgade og få malet øret grønt.

"Det er højre øre, det er helt klart," siger Henning Christiansen og skæver over på plakaten af sig selv, der hænger i Montana Mobiles udstillingsvindue.

"Det var til en koncert på Louisiana i 1984. The Green Ear Year," siger billedkunstneren, der året efter blev professor ved Hochschule für Bildende Künste i Hamburg.

"Det drejer sig om at være opmærksom på naturen og samtidig en del af naturen. Mere kompliceret er det sgu ikke".

Vi sidder omkring et mono sofabord design af Danmark hvid lak h42 x l120 x b50 cm. Den ene af Hennings kunstnersønner, Thorbjørn Reuter Christiansen, byder mig på en "næsten grøn Faxe Kondi", Henning Christiansen spiser pistacienødder, Mia rejser sig op for at give den som øremaler.

Dørklokken ringer, og ding dong blandes med "Stonesong", som Henning Christiansen optog i Cell Block Theatre i Sidney - et gammelt kvindefængsel i New South Wales, der var bygget om, så det fungerede som billedhuggersal.

"Fidusen er, at du kaster en masse sten og optager lyden. Meget primitivt, men vældig effektivt. Sommetider er der meget lang efterklang," siger komponisten og tager plads i en slidt brun frisørstol, mens et stenkast brager i højttalerne.

En barnevogn listes sirligt op ad trappen til forretningen.

"Tror du virkelig, de skal være så små som den her nummer tre, tror du ikke den her er bedre?" forespørges barnevognsføreren. Intet svar.

"Den orange farve er meget fin," siger den nybagte mor. Hun minder mig om den slags kvinder, der køber toiletpapir efter kilopris.

"Vi skal bruge den til et badeværelse i gråt og hvidt," forklarer barnebæreren den ivrigt nikkende møbelsælger. Salgsseancen foregår, uden at nogen tager notits af Mias møjsommelige malearbejde.

"Stonesong" bliver højere. Henning Christiansens højre øre bliver grønnere. Færdig! Han forsvinder ned ad trappen. Mellembrune Jacoform-sko, beige bukser, orange babyfløjlsskjorte, gråt skæg, grønt øre. Klar til åbning om 20 minutter.

Den grønne reporter

Jeg smider kasketten og tager plads.

"Hov, der kom noget på håret - Så, nu kan du høre naturen," siger Mia og undskylder med et lille smil, at hun ikke er professionel øremaler.

Det er nu heller ikke meget natur, jeg kan høre på vej ned ad Bredgade. Det er, som om linje 15 og 19 overdøver alt, men det er måske, fordi jeg har venstre øre mod vejen? Krydser Esplanaden og dropper lytteposterne med fluxyl-lyd på Grønningen, hvor Henning Christiansens lydværker fra 1970 til 1997 flyder fra. Det er klangsystemer, blide bølgeskvulp, ord, toner og stenslag, der blander sig med omgivelsernes musik, havde Thorbjørn ellers forklaret mig.

Da jeg krydser Øster Voldgade, glider "Stonesong", der stadig pulserer i mit indre, over i "bla bla canary". Forcerer scenen til Den Frie og bliver mødt af et burfuld kanariefugle, der spiller hovedrollen i et spektakulært lyd-univers. All the Cage is a Stage hedder dette ottekantede udstillingsrum resten af august.

"Han elsker kanariefugle. De flyver rundt i køkkenet hjemme hos Henning og Ursula i Askeby på Møn," fortæller et par lokale venner.

Ellers er stemningen rungende rolig. Publikum drysser omkring med grønne øl, allegorisk brygget til anledningen af Skands. Geoffrey Hendricks, der har været Fluxus-medlem siden 60'erne, står på hovedet. Han holder den over to minutter og er ikke tilnærmelsesvis rød i hovedet, da han vender sig om for at sortere græs på et hvidt lagen.

"It's my iconic image," forklarer han sin aktionskunst.

Foran sceneindgangen performer billedhuggeren Bjørn Nørgaard. På bare tæer, med vuggende gang og op-smøgede hvide Kansas-bukser, under en konstruktion af trælægter og pigtråd. Han er i gang med sin aktion:

"Re-modelling the world, again, again, again. Det er en hyldest til Henning, der altid har kæmpet for en bedre verden. Alle de gamle måder at gøre det på som kapitalisme og religion, de virker ikke," uddyber Bjørn Nørgaard, der har alle verdensdele skåret op i MDF. Den røde verden hænges lige nu op i pigtrådsnettet.

"Ups!" Et par højhælede, foret med strømpebukser og ankelblonder, er ved at falde over Bjørn Nørgaards brune verden. De skynder sig ned til de fleste andre, der allerede har taget plads foran scenen. Jeg stiller mig ved siden af vennerne fra Møn.

"Her har du en mand på 75, der virkelig vil ændre styret. Ingen valg. Ingen statsminister, men et råd med tre kloge hoveder fra Handelshøjskolen til at lede landet. Skægt, men Henning mener det helt alvorligt," beretter de to mønboer under åbnings-seancen.

Henning Christiansen modtager de indledende taleres roser fra sin trafiklysplettede hvide havestol: "Pretty talk," takker han. Vi råber alle bravo og klapper, og med det grønne øre ud mod applauserne pointerer han, at Den Frie er en speciel mulighed for netop hans kunst.

"Hvis der kun kommer billeder derind, så stopper legen," siger hovedpersonen.

Naturen kalder

Der vil senere være bespisning med rød, gul og grøn mad. Maden tilbederes udenfor i et hjørne ved scenen. Jeg er nysgerrig og kigger under låget på en stor sort gryde. Den gule, det ligner karrysuppe. Ved ikke, om det er farven, men jeg kan høre naturen kalde. Mens jeg står og tisser, synes jeg, at jeg kan høre en motorsav. Kommer den fra huset af halm: Tiefland? Nej, her vises en film, hvor Henning Christiansen sidder i en stald og banker i klaveret, mens får bræger. Måske er det mit grønne øre, der nu kun kan høre naturens lyde! Jeg drejer venstre øre mod åbningen og kan igen ane den mekaniske lyd. Fra Kong Askers Høj? Der er i hvert fald super meget larm i højen af rullegræs. Også en film. Men ingen kædesav. En metronom står på en sten og akkompagnerer Henning Christiansen, der beordrer os til at rejse os, stige op uden at miste takten og bede om hjælp - AJUTO. Jeg passerer et par grønne Montana-reoler, der lydløst udstiller gule grene og en grøn fodboldstøvle.

"Det er for fedt! Så sidder der en pære mellem to ringeklokker," kommer det fra en ung pige med afbleget kort hår. Hun har en grøn øl i hånden. Hun er sulten.

"Hey, nu tror jeg, der er mad," siger hun eksalteret.

Ganske rigtigt. Der er mad. Forsamlingen gumler kage med turkis glasur. Bjørn Nørgaards krop er overhældt med sirup. Den brune verden er muret op i et dubiøst cementtårn. Geoffrey Hendricks udfører endnu enheadstand, denne gang med et par bundter lange græsstrå om anklerne.

"Det drejer sig om at se verden på en anden måde. Den her aktion er for at ære Henning. Jeg har skåret en stol midt over og vendt den om. Flyttet fokus væk fra det, der definerer stolen. Det samme med græsset. Når jeg binder det på anklerne og står på hovedet, så er det for at få det til at gro den forkerte vej," forklarer han.

Motorsav? Eller havde Geoffrey brugt en almindelig sav til at splitte det, han mener, der er med til at definere os som mennesker: Stolen. Stolen kan ikke længere stå ved egen hjælp. Men får hjælp af naturen. Et lille træ er bundet på.

mbo@information

Henning Christiansen: FLUXID. Den Frie Udstillingsbygning, København. Til 31. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her