Når Golden Days på lørdag markerer 200-året for sønderbombningen af København, sker det blandt andet ved, at englænderne leverer et krigsbytte tilbage, som har været i deres besiddelse siden soldater ranede orlogsskibet Christian VII i 1807.
Det offentliggøres først på lørdag, hvad det præcist er, der bliver tilbageleveret, men både direktøren for Kulturarvsstyrelsen, Steen Hvass, og Dansk Folkeparti har allerede rost den symbolske handling. Dansk Folkeparti ønsker desuden, at kulturministeren skal bruge englændernes tilbagelevering til at lægge pres på svenskerne. Dansk Folkepartis Søren Espersen peger på, at der i andre lande også er forsoning i form af tilbageleveringer i gang på grund af FN-konventioner om civilt krigsbytte.
"Det eneste land, som ikke vil lytte, er Sverige. Det skyldes nok, at hvis de begynder at levere det civile krigsbytte tilbage, som de har nappet i 1600- og 1700-tallet, vil store dele af deres museumssamlinger, klostre og slotte blive fuldstændig tomme," siger Søren Espersen til Ritzau og understreger, at Danmark også bør tage ved lære af englænderne.
Flere lande har inden for den seneste tid arbejdet på at få tilbageleveret genstande. Italien har netop fået adskillige antikke genstande leveret tilbage fra the J. Paul Getty Museum i Los Angeles, Grækenland gør krav på den antikke Parthenon-frise fra British Museum, Tyskland leder efter de nationale tyske kulturarvsgenstande, der blev konfiskeret under Anden Verdenskrig, og de private jødiske kunstskatte, der blev eksproprieret og senere udført af eksil-nazister, og nordamerikanske indianere kræver forfædrenes skeletter tilbageført.
Brug for lokal forankring
Det er ikke overraskende, at netop Dansk Folkeparti benytter lørdagens tilbagelevering til at sætte fokus på andre genstande, de gerne så leveret tilbage. I følge antropolog Mille Gabriel, der skriver ph.d. om repatriering af kulturarvsgenstande, kan tendensen ses som et symptom på et øget behov for lokal og national forankring i en globaliseret verden.
"Det handler i høj grad om identitet og nationalidentitet. Man bruger kulturarven til at identificere sig selv som markant anderledes end de andre," forklarer hun og påpeger, at det ofte afsløres af, hvilken type genstande man gerne vil have udleveret.
"Tit er kravene møntet på genstande fra netop de perioder, hvor det gik rigtigt godt for et folk, som når grækerne identificerer sig med deres antikke rødder og derfor tillægger Parthenon stor symbolsk betydning. Det handler om at konstruere sin egen identitet, og til det bruger man de heltemodige fortællinger fra historien. Repatrieringssager handler meget sjældent om hverdagsgenstande, der måske ellers i højere grad kunne give folk et billede af, hvordan deres landsmænd rent faktisk levede tidligere. Fordi vi lever i en globaliseret verden med øget fokus på det internationale og universelle, er der en tendens til at søge efter det særegne ved ens identitet" siger Mille Gabriel og peger på, at man altid har brugt det at stjæle kulturarvsgenstande i krigssituationer til at 'såre' fjenden.
Merete Ipsen, der er direktør for Kvindemuseet og formand for den danske afdeling af museumsorganisationen ICOM, er enig i, at tendensen til dels skyldes en søgen efter en national identitet.
"Man føler sig frarøvet en del af sin identitet og håber på, at den vil komme tilbage sammen med genstandene," siger hun og tilføjer, at der i museumsverdenen også er en modsatrettet tendens til at forsøge at favne det globale.
"På verdensplan arbejder museerne på at undersøge, hvordan kan vi få verden til at hænge sammen. Fordi samtidig med at der hersker stor åbenhed over for tilbagelevering, så skal vi bevare den mangfoldighed, der er på museerne. For eksempel har Nationalmuseet her i Danmark en stor asiatisk samling, og hvad ville der ske, hvis kineserne pludselig krævede det hele tilbage? Så ville Danmark blive meget fattigere."
Ulige fordeling
Men Merete Ipsen påpeger, at det indebærer den risiko, at den ulige fordeling mellem landene bevares:
"Det er klart, at her har den rige del af verden stadig et stort forspring," siger hun.
Den samme bekymring har Mille Gabriel. Ofte er det oprindelige folk, der søger at bevare deres kultur ved at bede om at få genstande udleveret fra de store museer. Men når museerne påberåber sig status som universelt museum, så er der ikke meget at gøre. I 2002 underskrev direktører fra 18 af verdens førende museer en deklaration om 'Universelle museers betydning og værdi'.
"Ønsker om at repatriere objekter, der længe har tilhørt museumssamlinger, er blevet en vigtig sag for museer. Selv om alle sager må vurderes individuelt, bør vi anerkende, at museer ikke kun servicerer en nations folk, men alle nationers folk," stod der blandt andet i erklæringen og med denne gav blandt andet Louvre, The Metropolitan Museum of Art, Whitney Museum of American Art og Prado Museum sig selv status af universelle museer. Problemet er bare, at det ikke er muligt for alle at besøge disse museer. Det er de færreste peruvianere, der har råd til at rejse til USA for at se de forskellige museers samlinger fra Inkariget.
"Adgangen til samlingerne er jo stadig for de priviligerede få," siger Mille Gabriel.
Og man skal ikke undervurdere kulturarvens betydning for oprindelige folk, og for den sags skyld også de nyligt uafhængige stater i den tredje verden. Mille Gabriel har netop deltaget i en konference om repatriering af kulturarvsgenstande. Her mødte hun en kvinde fra Zambia, der var involveret i arbejdet med at oprette et nationalmuseum i Zambia
"Hun fortalte, at deres arbejde har fået enorm betydning for skabelsen af en zambisk identitet. Zambia består af et utal af forskellige etniske grupper, og hvordan får man én national identitet ud af det? Det gør man ved at samle de store fortællinger i et nationalmuseum og derved forme folket ved en national konstruktion, præcis som det skete overalt i 1800-tallets Europa med introduktionen af nationalmuseer, nationaldragter, sange og flag"
