"De har værktøjerne til at holde samfundets spændinger i skak," siger økonomen Jean-Francois Huchet om Kinas kommunistparti. "Både guleroden, der er yderligere økonomiske reformer, og stokken, som er undertrykkelse af befolkningens klager."
Lederskabet vil ganske givet få brug for at dykke dybt i værktøjskassen for at holde styr på det kinesiske samfund, der har slået adskillige kolbøtter siden de økonomiske reformers start for snart tre årtier siden.
Kinas omfavnelse af markedskræfterne har ændret stort set ethvert aspekt af kinesernes liv. Langt hen ad vejen har konsekvenserne været positive. Hundreder af millioner er løftet ud af fattigdom. Den gennemsnitlige kineser er blevet rigere og nyder større økonomisk frihed.
Under Deng Xiaopings reformer fra 1978-92 blev landets bruttonationalprodukt firdoblet, og udenrigshandlen 10 gange større. Siden har vækstraten for økonomien, der i høj grad har været orienteret mod eksport, været endnu større, 10-11 procent årligt.
Kina kaldes nu den globale økonomiske væksts maskinrum, en supermagt i det 21. århundrede og en af verdens mest dynamiske kapitalistiske nationer.
Men det var slet ikke meningen, at Kina skulle genfinde sin storhed via kapitalisme. Kommunistpartiets oprindelige intention i slutningen af 70'erne var blot at puste lidt liv i det ruinerede socialistiske system, Mao Zedong havde efterladt sig.
Dengang talte ledelsen poetisk om at give fuglen vinger, men samtidig begrænse dens flyveture inden for et burs snærende rammer. Buret var det socialistiske planlægningssystem, og fuglen var markedet, og under ingen omstændigheder skulle buret åbnes. Det var planen, men allerede få år efter var det tydeligt, at fuglen var sluppet løs, og det i stedet var partiet, der var blevet fange af udviklingen.
"Ledernes ide var ikke at etablere kapitalisme i Kina," siger Huchet, der har specialiseret sig i Kinas økonomi under reformtiden.
"Men udviklingen tog dem på sengen. De havde sluppet kræfter løs, de ikke kunne kontrollere, og pludselig indså de, at de var nødt til at levere en høj vækst for at tilfredsstille befolkningen, og derfor var de nødt til at fortsætte med at liberalisere økonomien og afgive mere og mere kontrol."
"Selvom lederne forsat har svært ved at sige ordet kapitalisme, er det ironisk nok netop kapitalismen, som i dag er det eneste, der kan sikre de kinesiske kommunisters tag om den politiske magt."
Hvilken slags fugl?
Men hvilken art er denne fugl, de har sluppet ud af buret?
"Det er i hvert fald ikke socialisme," siger Huchet. "Lad os kalde det kapitalisme under opførelse."
'Socialisme med kinesiske karaktertræk' er Beijings egen beskrivelse af et system, der skulle retfærdiggøre en transformation af den kinesiske økonomi via kapitalistiske metoder, uden at partiet afgav bare en flig af sin politiske magt. For andre er den beskrivelse blot en eufemisme for rå kapitalisme, et ureguleret kaos, der har fremmet korruption og ulighed.
Det er i dag markedet, der bestemmer priserne i Kina, og ikke partiets planlægningsbureau, men aktørerne i det økonomiske system udgør et blandet billede, da folkerepublikken nu tillader millioner af entreprenører at eje firmaer og sælge deres varer og service, samtidig med at den kinesiske stat fortsat spiller en stor rolle i økonomien. Siden reformerne begyndte har firmaer i den private sektor langt overgået de statsejede virksomheder i økonomisk produktion. I 1978 stod de statsejede for 80 procent af Kinas BNP, nu ligger det tal på omkring 15 procent. Men de udgør stadig en stor kraft i økonomien: Næsten alle de største kinesiske virksomheder ejes af staten, fra biler, luftfart og telekommunikation til olie og gas.
"Man kan ikke sige, at Kina er kapitalistisk i gængs forstand," siger professor Kjeld Erik Brødsgaard, Kina-ekspert ved Copenhagen Business School. "Jeg vil snarere kalde det statskapitalisme."
Rå kapitalisme
"Den private økonomi er vokset stærkt frem, men det er nærmest sket i periferien og har ikke overhalet de store statslige virksomheder. De største virksomheder, dem, de forsøger at gøre globale, og som er kernen i systemet, er stadig på statens hænder, og lederne udpeges af partiet."
Men selvom Kinas regering stadig kalder sit system socialistisk og stadig spiller en stor rolle i økonomien, så beskrives landets økonomiske system alligevel ofte som regelløs, rå kapitalisme.
Grunden er, mener Henry Yeung Wai-chung, forfatter af bogen Chinese Capitalism in a Global Era, at centralregeringen trods dens ønske om at kontrollere den "ustabile kinesiske kapitalisme" simpelthen ikke er i stand til det.
"Hvis man ser på den kinesiske version af kapitalisme på nationalt plan, bærer den stadig præg af en form for statssocialisme, men på lokalt plan, hvor den økonomiske aktivitet i høj grad får lov at udvikle sig frit, her er Kina ekstremt kapitalistisk," siger Yeung.
Ifølge Yeung "var kommunismen blot en slags mellemliggende periode", der midlertidigt afbrød kapitalistisk udvikling. "Det, vi kan bevidne nu, er, at en enorm energi, der hele tiden har ligget under overfladen, er sluppet løs."
Problemet ved den form for ukontrolleret kapitalisme, der er en realitet på lokalt niveau i Kina, er, at "der ikke tages hensyn, hverken til miljøet eller arbejderes rettigheder. Virksomhedslederne er ekstremt udbyttende", finder Yeung.
Skæv udvikling
Og heri ligger problemet for Kinas videre udvikling: et miljø, der er på sammenbruddets rand, kinesere, specielt bønder og løsarbejdere, der føler sig som andenrangsborgere, og en større kløft mellem rig og fattig, som har ført til social uro. Et problem, der forstørres af, at regeringen i reformperioden har afviklet store dele af det sociale sikkerhedsnet.
Landets nyfundne rigdom er ikke kommet hele befolkningen til gode. Ifølge tal fra Verdensbanken er der fortsat 130 mio. kinesere, der lever for under 1 dollar om dagen, og indkomsten for de fattigste i landet er faktisk faldet inden for de sidste år.
Yao Shuntian, økonom fra Singapores Nanyang University, siger, at et "ekstremt korruptionsproblem" har "skævvredet udviklingen", da det har forhindret de fattigste i at deltage i den nationale økonomi, fordi penge ikke har kunnet sive ned til dem.
Utilfredshed i dele af befolkningen over reformerne forstærkes af den til dels berettigede opfattelse, at de, der er blevet rige på dem, kun er blevet det gennem korruption og politiske forbindelser, siger Yao.
På grund af den ulmende vrede i dele af befolkningen over, at de ikke har nydt godt af den økonomiske udvikling, er det blevet sværere at finde støtte blandt kineserne for yderligere reformer, mener Lu Feng, økonom fra Kinas center for økonomisk forskning i Beijing. "Vi har stadig brug for reformer, da vi ikke har gennemført transformationen endnu, men det er svært, da reformerne tidligere har skabt problemer, specielt med store indkomstforskelle. Det gør det kompliceret."
En usagt alliance
Konfronteret med de voksende samfundsproblemer har partiet måtte finde støtte til sin økonomiske politik blandt andre sociale grupper. For den fremvoksende middelklasse i byerne har deres stigende levestandard, et resultat af den økonomiske liberalisering, fået dem til at støtte partiet på trods af de manglende politiske friheder.
"Der er en stiltiende aftale," siger Jean-Francois Huchet. "Partiet har ledt efter en alliance med en bestemt gruppe i samfundet, og derfor vil det være forkert at tro, at Kinas middelklasse ønsker en omprioritering. For de har gavn af udviklingen. For eksempel entreprenører, de foretrækker det rå miljø, når det kommer til arbejdsmarkedet. De ønsker ikke at se bedre beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder, så de støtter kommunistpartiet."
Ingen politisk liberalisering
Den alliance er med til at sikre partiets magtbase. I flere år har omverdenen sat sin lid til, at kapitalismens fremkomst i Kina ville føre til en liberalisering af det politiske system. Dem, der har sat sin lid til det, er blevet svært skuffede.
"Jeg kan ikke se, der nødvendigvis er den kobling, at man nødvendigvis skal have en politisk liberalisering for at kunne fortsætte reformerne. Jeg tror i hvert fald, at den kinesiske ledelse ikke ser det sådan. De kan godt forestille sig høj økonomisk vækst og fortsatte økonomiske reformer, uden at partiet opgiver sin kontrol og sin dominans," siger Kjeld Erik Brødsgaard.
Huchet er enig: "Det har været et mantra for udenlandske regeringer, at økonomisk liberalisering fører til politisk liberalisering. Det er meget praktisk for dem at sige 'vi behøver blot at presse på for økonomiske reformer, så skal det nok føre til demokrati en dag'."
"Men alligevel, det, der er sket i den kinesiske økonomi, har jo til en vis grad gødet grunden for demokrati, da den private økonomiske vækst skaber magtcentre uden for partiet, så måske en dag," siger Huchet.
Fortsat vækst
Men til trods for brydningerne i samfundet fortsætter den økonomiske maskine derudaf for fuld kraft.
"Partiet er i høj grad i stand til at lægge låg på de hjemlige problemer. Den eneste reelle politiske trussel, der vil være mod udviklingen, er, hvis der udvikler sig to fraktioner inden for partiet, eksempelvis med uenighed om hastigheden af en eventuel demokratisering, men det virker ikke sandsynligt, så længe den økonomiske udvikling fortsætter," finder han.
"Udover et eksternt chok, såsom en stor konjunkturafmatning i USA eller stigende protektionisme, er det svært at få øje på reelle trusler mod Kinas økonomiske udvikling," siger han.
"Det skulle da lige være, hvis Taiwan erklærer sig selvstændig. Da vil militæret og befolkningen presse partiet til at gribe ind militært, og sådan en konflikt kan have katastrofale konsekvenser for udviklingen."
Men foreløbig vil den kinesiske regering fortsætte reformprocessen, hvor den end bringer Kina hen.
"Der har ikke været nogen stor plan for de økonomiske reformer. Det har været meget en trial and error proces, som de har haft succes med. Hvis der er et mål, så er det vel at opfylde Deng Xiaopings vision om at gøre Kina så økonomisk stærkt, at Kina kan stå sig i sammenligning med omverdenen. Det er målet, men der er ikke nogen stor forkromet plan, der angiver i detaljer, hvordan man når frem til det mål," siger Kjeld Erik Brødsgaard.
