Læsetid: 7 min.

Til havs!

Den uudholdelige trang til frihed fører os til et gensyn med Brændingen og surfer-dudes med saltvand i øjne og hår og sommerbrune piger med solbleget selvfølelse, ferie i underlivet og kønsdriften uden på tøjet. Medaljer til alle
Havet. Vesterhavet er farligt, grådigt og forslugent, og de unge er opstemte i Klitmøller. Men det er for sent til at se tranerne danse.

Havet. Vesterhavet er farligt, grådigt og forslugent, og de unge er opstemte i Klitmøller. Men det er for sent til at se tranerne danse.

Lars Frost

Kultur
21. august 2007

Vi var på vej til Banegården i Århus efter en udmattende uge på Testrup Højskole. Vi havde prøvet at lære mere end hundrede elever om besværlighederne ved at skrive skønlitterært. I går havde vi fejret, at det var overstået. I dag skulle vi hjem.

Vi var tre lærere og en lille hjælper, der delte en taxa fra højskolen til Århus. Jeg skulle med et tog nordpå til Klitmøller ved Vesterhavet, de andre skulle mod København.

Undervejs mod stationen steg humøret hørligt, jeg fortalte, at jeg havde en ven, som skulle køre et rockband til Klitmøller, at de skulle spille til en fest, der blev holdt for at fejre afslutningen på et surf-stævne, og jeg ved ikke, hvor ideen om, at vi alle fire skulle tage til Klitmøller og fortsætte festen, kom fra. Men pludselig var den der, den blev udtalt, og chaufføren hørte det og var ikke sen til at foreslå, at han kunne køre os lige til døren. Han mente, det ville være billigere end toget. Og hurtigere end toget. Og behageligere, helt bestemt, meget. Chaufføren hed Stig.

Stig foreslog en pris, vi slog til, vi slugte kamelen, vi købte sækken, vi satte alle sejl til, vi rankede ryggen, vi lagde os op mod vinden, og Stig slog GPS'en til og tastede destination: Klitmøller.

Frihed

Og så var vi prisgivet det frie valg, vi havde truffet. Så var vi prisgivet en følelse af Hunter S. Thompson, da vi havde samlet en håndfuld øl op på en tankstation og sad og knapppede op, mens vi krydsede ind over den oceanlige, svajende, bølgende centraljyske slette.

Det er en uudholdelige trang, trangen til frihed, tænker jeg og føler mig fanget af den tanke. Igen er det den her forbandede følelse af frihed, som forfører os til den slags dumheder og mange andre slags dumheder. Nu sad vi i taxaen, og vores chauffør, Stig, grinede af os. Og da hans telefon ringede, fortalte han, uden blusel, uden tanke for at vi sad lige ved siden af, personen i den anden ende af forbindelsen, at vi var skøre.

Og så var vi fremme, efter kun et eneste toilet-stop parkerede Stig taxaen downtown Klitmøller, vi sprang ud og var store i slaget, og vi gav frokost på røgeriet. Det mente Stig nok, der var tid til. Og vi mente bestemt ikke, der skulle mangle noget, slet ikke når det kom til skummende drikke og små rystende hænder på fyrre procent. For det er den slags mennesker vi er, mennesker der sætter pris på en pludselig indskydelse og ikke er bange for at løbe efter regnbuer, enhjørninge, nisser, talende hunde og kaniner med tre eller slet ingen ører.

Indkvartering

Og så kom min kammerat Søren og hentede os i band-bussen. Og vi rullede gennem Klitmøller, stoppede ved købmanden, talte med den lokale ungdom og blev sat af ved det hus, Søren havde lånt til bandet. Der var masser af plads til os osse. Det lignede virkelig et sted, et rock-band havde boet et par dage. Sikke et vidunderligt rod. Sikken vidunderlig følelse af ansvarsløshed. Og vi var helt på deres side. Som de dog kunne sidde og glo ind i fjensynets flimrende gengivelser af surf-akrobatik! Som de kunne! Som vi ville ønske, vi kunne!

Jeg havde telt med. Hold op, der var ingen ende på friheden. Med ét stod teltet rejst, og stolt blafrede det i solen. Vi væltede mætte og trætte omkuld med øl og smil på terrassen.

Parentes

Forleden sad jeg i min vindueskarm i København Ø og så en gråsprængt mand parkere en kæmpestor, nyvasket firhjulstrukken bil. Den enorme bil havde med sikkerhed aldrig mødt større forhindringer end de tåbelige fartbump foran skolerne på Randersgade - et af de mange uafviselige beviser på, at pædagoger og svæklinge styrer Danmark og gør alt for at modarbejde den personlige frihed til fart - fartbumpene altså. Og de afsindigt høje kantsten i den indre by, der altid kommer i vejen ved forhastede parallelparkeringer i sidste øjeblik, når han skal hente billetterne, konen bestilte i Biografklub Danmark. Og så måske det bedragerisk flade og tilsyneladende indbydende varme grus på en parkeringsplads ved stranden i Hornbæk. Og naturligvis Geels- og Valbybakke, hvor der virkelig skal kræfter i og geares ned. Forhindringer af den slags.

Han parkerede ved kantstenen under mig, faktisk, hvis sandheden skal frem, og det skal den, det kommer den, uanset hvad, han parkerede på kantstenen - jeg tror ikke, han er nogen udpræget god bilist, men det behøver han selvfølgelig heller ikke være i sådan en stor bil. Så er retten på hans side uanset hvad - jeg så ham parkere og stige ud med en jumbo-pakke lys pålægs-chokolade. Frihed, tænkte jeg, er en smuk og livsbekræftende størrelse.

Altså

Der skal uddeles præmier og ønskes tillykke. Der er en, der har vundet, en anden blev nummer to, en tredje nummer tre. Det er helt i orden, det er som det skal være. Der er tændt op i grillen, der er tryk på fustagerne. Teltet er stribet, rødt og hvidt, og på bænkene sidder glade mennesker.

Vi er i Wildschutzgebiet Hanstholm omgivet af surfer-dudes med saltvand i øjne og hår og sommerbrune piger med solbleget selvfølelse, ferie i underlivet og kønsdriften uden på tøjet. Det blæser, men hjælme og marehalm holder på sandet.

Vi har vandret i vejkanten og beundret lyngen, som blomstrer så smukt og giver det hele, hele herligheden et yndigt lilla præg. Og på informationstavlen ved stien gennem klitterne til stranden, læser jeg, at rævlingens bær er en vigtig fødekilde for fugle og andre dyr. Hjejlen er næsten forsvundet, men der er endnu et par par. Og i træktiden om efteråret kan man se grågæs, sædgæs og kortnæbbede gæs, man kan se flokke af trold-ænder, taffelænder, hvinænder, knopsvaner, sangsvaner og lappedykkere.

Vi er kommet for sent, hvis vi ville se tranerne danse, de danser i april.

Men så går det første band på scenen og husker os på, at vi mennesker danser hele året, og de minder os om Kashmirs tidlige hits og minder os om Dizzy Miss Lizzys hits. Vi danser synkrondans og glemmer os selv i bevægelsernes monotone gentagelsesmønstre. Vi er frie som fugle og helt underlagt vores instinkter. Udenfor er verdens største regnbue blevet smækket op over os, og for enden af den ligger pølser og koteletter og syder over rødglødende kul. Det er vidunderligt.

Advarsel

Det er sundt at få øjnene op for skønheden, Danmark er smuk om morgenen. Gaden er tom, stranden er næsten tom, der er ingen kø hos købmanden. På gerningsstedet er barmanden, og manden, der solgte os vores madbilletter, ved at rydde op. Baren er skilt ad, grillen kørt bort, scenen skal skilles ad og køres bort. Det er frygteligt tidligt. De sidste branderter er kørt i grøften, men de sidste fortrydelsespiller endnu ikke købt.

Vesterhavet er altid smukt.

Lidt ad gangen samles vi på cafeen ved parkeringspladsen med udsigt til havet og ferielivet. Børn og hunde og surfbrædder. Det er snart mange år siden, men for mange år siden tilbragte jeg en smuk aften her i Klitmøller med et par venner, og vi havde stor fornøjelse af Diskotek Brændingen, de solgte øl og spillede musik, og vi morede os og grinte, og jeg kan ikke huske, hvordan jeg var kommet ned i min sovepose, men jeg vågnede i morgensolen i min sovepose på stranden, og vi pakkede sammen og fandt vores forsvundne kammerat, som havde forlagt sig selv i klitterne og glemt alt om det, og vi pakkede sammen og fortsatte vores tur til fods langs Vesterhavet - smukt.

Ak, Brændingen er borte nu. I stedet er her café og butik med suf-udstyr. Men minderne har vi, og jeg aner ikke, hvad vi skal bruge dem til. Det er sommer og helt uskadeligt det hele. Vi har fri og skal leve livet.

Men pas på Vesterhavet. Det er grådigt og forslugent.

For mange år siden badede jeg med min far i Vesterhavet. Vi var vadet ud til tredje revle, og jeg skulle lære at svømme, og så kom højvandet, og jeg kunne ikke bunde i gabet mellem revlerne, og lidt efter kunne min far ikke bunde, og han måtte svømme ind i strømmen, som var stærk, med mig på ryggen. Det er bare en påmindelse, et godt råd: Pas på.

Efterfølgende

Så der sad vi, omgivet at ferievarme kroppe, og derovre barpigerne fra festen. De diskuterer, hvordan de skal komme hjem, og hvor de skal hjem til. De er forlængst flyttet fra byen til byen for at studere.

De er så opstemte. Vi er så trætte, og jeg kom til at tænke på dengang, jeg var barn og blev drillet med mine krøller - jeg bliver stadig drillet med mine krøller - og jeg tænkte på en kop te af en ulækker blomstret slags med kedelige, tørre kager til. Det er løgn, min mormor lavede en vidunderlig, blød og saftig æblekage, det er den kage, der er min barndoms kage, smagen af weekend, smagen af sene aftener foran fjernsynet med Lørdagshjørnet og sjov og ballade fra provinsen - den slags lort. Det er sgu da ikke så underligt, man altid faldt i søvn på gulvtæppet med krummer i mundvigen og fedtede fingre.

Og tillykke til dem der har fået familie hjem fra Irak. Jeg håber ikke, det hele var helt forgæves.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kan altså godt undre sig over, at Information bruger et dobbeltopslag på en artikel som denne, der fakrisk ikke handler om noget som helst.