Læsetid: 4 min.

Historien er for vigtig til at glemme

Rent menneskeligt set fortryder Jesper Knudsen alt, men journalistisk og samfundsmæssigt set fortryder han intet. Willy Strube-sagen var for vigtig og ingen kunne have forudset, at hoved-personen ville begå selvmord
13. august 2007

Jo, Jesper Knudsen har set programmet Den Sorte Box om Willy Strube på tv2. Et program om en mand, der ikke kan tåle nederlag, en stræbsom, styrende og pertentlig mand, der vokser op under trange kår, arbejder sig op fra bunden i fagbevægelsen og ender som formand for fabriksgruppen i SiD. En mand, der taber formandsvalget, svindler for hundredtusindvis af kroner, bliver afsløret. Og tager sit eget liv. Men også et program om dem, Willy Strube efterlod. Børn og kone. Og det er deres ord og savn, der gjorde, at Jesper Knudsen måtte vandre fra og til fjernsynet den aften, Den Sorte Box blev vist. "Jeg kunne ikke rigtig holde til at se på det."

Jesper Knudsen er én af de journalister, der var med til at afsløre Strube i svindel med SiD's bilag, så store beløb blev overført til hans egen konto. Han og kollegaen Michael Elsborg havde i månedsvis siddet begravet i bilag og fakturaer. Opslugt af jagten på at afsløre snyd med SiD-medlemmernes penge.

"På nogle punkter ligner vores arbejde meget en detektivs. Man er vel drevet af den idealistiske indstilling, at journalisten skal være en vagthund, der får hul på de ting, som andre ikke vil røre ved."

Da historien endelig blev bragt i TV-Avisen 9. oktober 2001 startede et forløb, hvor Knudsen og Elsborg selv blev en del af historien. SiD og Willy Strube afviste beskyldningerne pure og mente, at de to journalister spillede hasard med DR's troværdighed.

"Vi tænkte, at det var ret utroligt. Vi vidste jo, vi havde ret. Det var soleklart for os. Og vi vidste, der var mere. Det var ikke kun de 90.000 kroner, vi på det tidspunkt kunne dokumentere. Der var meget mere."

Katastrofal forskel

Efter ni dage indrømmede SiD endelig, at deres interne revision havde vist, at der var blevet svindlet. Og der havde været mere. Willy Strube havde købt ind for 1,2 millioner kroner og betalt med SiD's penge.

"Vi var lettede. Vi vidste, vi havde ret, og vi følte ikke, at det var slut. Der var flere ting, der ikke stemte. Også noget, andre kunne være indblandet i."

Det var det, de to journalister sad og arbejdede på, da fire chefer dukkede op på deres kontor. Alle med et meget alvorligt udtryk i ansigtet. Der var noget galt.

"Willy Strube har taget billetten," sagde én af dem og så stoppede alt.

"De forsikrede os om, at vi ikke kunne bebrejdes. Det var en væsentlig og vigtig historie, vi havde gravet frem. Vi havde ikke kunnet vide, at han ville reagere sådan. Og der var ikke noget i vores dokumentation at sætte en finger på osv. De snakkede og snakkede. Michael og jeg sagde ikke rigtig noget. Vi var i chok."

"Intellektuelt set kan jeg godt se, at det ikke var vores valg, at han svindlede for 1,2 millioner, og det var ikke vores valg, at han tog sit eget liv. Men lige meget hvad man prøver at overbevise sig selv om, så kan man ikke komme uden om, at vi havde gjort en forskel på en katastrofal måde."

Jesper Knudsen og Michael Elsborg forlod deres kontor efter at have fået beskeden og sneg sig langs panelerne. "Vi kørte hjem til Michael og drak cola og spiste wienerbrød. Vi sagde ikke så meget. Jeg tror bare, vi havde brug for at dele vores nye skæbnefællesskab."

Efterfølgende gik der nogle måneder før Jesper Knudsen syntes, han fungerede normalt som journalist igen. Og det blev aldrig helt det samme.

"Jeg er præget på den måde, at jeg lige tænker efter en ekstra gang, før jeg går efter en historie, hvor det er en enkelt person, der står med hele ansvaret eller i hvert fald står til at falde."

Men han laver historien alligevel. Det handler mere om, at han er blevet mere bevidst om de menneskelige konsekvenser af journalistikken. Men hvis historierne skal laves, så skal de laves.

"Men jeg vurderer i højere grad om der er nogle hensyn man kan tage, som ikke går ud over journalistikken."

Personen eller systemet

Jesper Knudsen er blevet ekstra bevidst om, at undersøgende journalistik ofte er personfikseret. Det er nemmere for læseren eller seeren at forholde sig til en skurk end til et helt system.

"Willy Strube var jo en del af en organisation, der havde problemer af den slags. Men han var en stor fisk, og jeg er sikker på, at afsløringen af hans svindel førte til en generel selvransagelse i SiD."

Derfor mener han, at netop Willy Strube-sagen adskiller sig fra andre sager med én person i centrum. Systemet SiD lærte af den.

Og det er det, han fortæller sig selv, når sagen dukker op igen. Når Journalisthøjskolen ringer for at få et foredrag, Information ringer eller når Den Sorte Box sætter ansigt på Willy Strubes familiemedlemmer. Jesper Knudsen har aldrig mødt famililen. Han har måske haft lyst til at forklare dem alt det, han forklarer sig selv. Men på den anden side: "Hvad skulle de få ud af det? De har mistet et familiemedlem, og hvad skulle jeg kunne ændre ved at forklare, hvorfor jeg lavede historien?"

Jesper Knudsen arbejder stadig med undersøgende journalistik. Han overvejede at stoppe med det efter Willy Strube-sagen, men han kunne ikke lade være. Det er stadig den form for journalistik, der driver ham. Men han siger, at han aldrig vil glemme Willy Strube-historien. "Det er den for vigtig til."

Den minder ham om altid at have alting helt gennem-dokumenteret - som han havde det dengang. Hvis han ikke havde haft det, så havde han aldrig tilgivet sig selv. Men historien var væsentlig og rigtig. Det ved han. Og det vidste han også i dagene efter selvmordet.

"Menneskeligt set fortryder jeg det, men journalistisk set var det en historie, der skulle fortælles, og så fortryder jeg det ikke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu