Læsetid: 3 min.

Historisk nedslagtning af DR

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, langer i hidtil uhørt hårde vendinger ud efter kulturminister Brian Mikkelsen, som han anklager får at være direkte skyld i DR's deroute
Kultur
9. august 2007

"Gode og vigtige programflader likvideres simpelthen," skriver Mogens Jensen i en kronik i går i Berlingske Tidende. Han lægger især vægt på nedlæggelsen af den berømmede radiomontagegruppe. Ifølge Mogens Jensen er man inde og tage af hovedstolen i DR.

"Det nok største kulturpolitiske svigt fra nogen kulturminister," skriver kulturordføreren. At regeringen ikke kommer et nødlidende DR til undsætning betragter han som en "historisk massakre på DR," og "DR er i gang med at forbløde," står der i kronikken.

- Er det ikke at skrue lige lovligt meget op for retorikken i sommervarmen?

"Nej, det mener jeg ikke. Vi er vidne til en kvalitetssænkning af historiske dimensioner. Man undervurderer fuldstændig omfanget af de besparelser og nedskæringer, der foregår i DR. Blandt andet programmer, der har givet os international berømmelse. Programmer, der går i dybden og skaber stor faglig indsigt. De har den kvalitet og dybde, som mange andre medier mangler, og kun DR kan løfte, fordi det er en public service-station, men den forsvinder nu. Det er kulturpolitisk katastrofalt. Hvis du er mere end overfladisk sportsinteresseret, så er du nødt til at betale for det. Det rammer ikke alene de små nicher, det ødelægger også bredden i DR og er med til at skabe et mere kommercielt mediebillede i Danmark. Derfor kalder jeg det det største kulturpolitiske svigt, fordi kulturministeren ikke har rørt en finger for at forhindre nedskæringerne og forsvare den største kulturinstitution."

- Hvem er det helt præcist, der fører kniven?

"Det er regeringsflertallet, der har et ansvar for, at det her får lov at ske. Kulturministeren bærer hovedansvaret. Det er en kvalitetsreform med omvendt fortegn, som regeringen lægger ryg til her."

- Men public service-kontrakten er jo forhandlet til rette med socialdemokratiske mandater. Du skriver selv i kronikken, at det kun er de mindre idrætsgrene, der er nævnt i kontrakten. Er det ikke lige så meget dit ansvar, at den store sportsdækning er smuttet?

"Nej, public service-kontrakter har altid taget udgangspunkt i den dækning, stationen har haft. Forståelsen, når man forhandler, er, at man har den brede sportsdækning. Hvor kan der så ske kvalitetsforbedringer for de mindre sportsgrene? Det bygger oven på mange års udvikling på programsiden. Det er ikke alt, du skriver, når du bygger videre på det, der allerede er. Når man så river det ned, så har du en kontrakt, hvor der kun står mindre sportsgrene. Paradoksalt, når det var under forudsætning af den brede dækning. Der er ikke anden vej at gå, end at skabe en politisk løsning."

- Havde det så ikke været en god ide, hvis forudsætningen var skrevet ind?

"Jo, men vi anede jo ikke noget om de store overskridelser, da vi forhandlede. Derfor kan DR godt på papiret leve op til public service-forpligtelsen, men man har fjernet store bidder af fundamentet."

Kniven i såret

- Martin Ågerup fra CEPOS har været fremme med, at DR har selv udvist manglende ledelse og dømmekraft, og at man ikke bør belønne en sådan adfærd. Hvad siger du til det?

"Skaden er sket. DR har ikke selv nogen mulighed for at redde sig fri, da de ikke er herrer over deres egen økonomi. De overordnede rammer bestemmes af Folketinget. Derfor kan DR ikke beslutte om de vil sætte licensen op for at redde sig selv. Vil vi fra politisk side acceptere, at det er befolkningen, der kommer til at betale prisen i form af dårligere programmer? Vi har en samfundsøkonomi, der drøner derudaf. Det er udtryk for, at regeringen har andre motiver for ikke at hjælpe DR. Et politisk, hvor man er kritisk over for eksempelvis dækningen af Irak-krigen. Det er et led i regeringens kulturkamp. Samtidig en del af mediepolitikken, der varetager de kommercielle mediers interesser og har til hensigt at skabe et større kommercielt marked."

- Holder kulturministeren bevidst kniven i såret?

"Der er et hul og det bløder. Og kulturministeren gør ikke noget for at stoppe blødningen."

- Hvad er løsningen på DR's blodmangel lige nu?

"Løsningen er at få lukket det hul og DR lappet sammen. Og så tilføre nyt blod. I form af ressourcer. Så patienten kan leve videre. For eksempel, at staten overtager finansieringen af koncertsalen og udlejer den til DR på meget favorable vilkår som nedsat husleje."

- Har I regnet på, hvad det vil lette?

Nej, vi har ikke lavet et regnestykke, men det vil dække en stor del af det besparelsesbehov, der er. Cirka 50 procent skyldes koncertsalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her